Mere statsstøtte løser ikke EU’s vækstkrise

Nu er jeg normalt ikke særlig begejstret for botaniske metaforer. Men jeg ønsker, at væksten i Europa blomstrer – for ellers vil velstanden i alle landene på kontinentet blive udfordret.

Også i Danmark.

Derfor har jeg et oprigtigt ønske om et stærkt, velfungerende og frit EU, som træffer de rigtige politiske beslutninger for dem, der skal sørge for væksten.

Nemlig vores borgere og virksomheder.

Men når vi om ca. en måned skal til stemmeboksen til EP-valg, er det desværre på en baggrund, der er alt andet end opløftende.

En dyster McKinsey-analyse fra november 2023 viste, at EU er gået fra et forspring på 13 pct. i forhold til USA’s bnp i 2013 til nu at være 17 pct. bagud.

Det er en så markant udvikling, at man godt kan tale om et EU i vækstkrise, der måske bunder i et større strukturelt problem.

Man siger, at USA har idéerne, Kina har skaleringen og EU har reguleringen. Det er en karikatur, som ikke rammer helt ved siden af.

Man behøver sådan set ikke at kigge længere tilbage end til sidste EU-topmøde, hvor statsstøtte og protektionisme blev bragt på banen under en plan for øget konkurrenceevne.

Selvom det umiddelbart lyder ganske tilforladeligt med fokus på øget konkurrenceevne, er der her tale om gammel – og noget bitter – vin på nye flasker.

Industripolitik er prøvet før mange gange uden held, som professor Christian Bjørnskov belyste i Børsen den 2. maj.

Protektionisme er også prøvet før. Danmark og mange andre EU-lande er fuldstændigt afhængige af frihandel uden hindrende toldbarrierer.

IMF har derudover pointeret, at øget frihandel givere højere produktivitet, som er afgørende for væksten i EU. Derfor er det trist læsning, når EU’s regeringschefer lader sig inspirere af Washington og Beijings protektionistiske tilbøjelighed.

Det er i hvert fald ikke sådan, vi håndterer udsigten til lav vækst og forringet konkurrenceevne.

Argumentet for mere statsstøtte knytter sig primært til vores største konkurrenter i USA og Kina. Argumentet kan koges ned til en skolegårdsretorik om, at ’det altså var dem, der startede’. Logikken bliver så til, at vi må følge trop, så vi ikke bliver udkonkurreret.

Bidens IRA gør utvivlsomt ondt på bestemte sektorer, men mere statsstøtte er ikke vejen at gå.

Cepos’ analyse af Bidens IRA viser, at støtteordningerne udgør 0,15 pct. af USA’s bnp, mens EU’s statsstøtteordninger fra pandemitiden og frem allerede udgør 0,38 pct. af EU’s bnp. For at det ikke skal være løgn, foreslår Kommissionen endda yderligere støtteordninger.

Det er på mange måder et ræs, som kun vil sende os tilbage i tiden til før frihandel og globalisering, som har været nøglen til Vestens rigdom i årevis.

Der var dog også nogle gode takter ved det seneste EU topmøde, som primært gik på at videreudvikle det indre marked. Vi har set, hvad det betyder, for blandt andet de gamle sovjetstater i Østeuropa at blive optaget i det indre marked.

Det indre marked er nok i virkeligheden hemmeligheden bag EU’s klart største succes – nemlig fred mellem medlemslandene.

Den rolle som økonomisk vækst har spillet i, at tidligere diktaturstater er blevet mere stabile demokratier, er givetvis ganske stor. Her behøver man ikke kun kigge til øst, men også til lande som Spanien og Portugal.

Udviklingen i det indre marked har i mange år været gået i stå. Her er det godt med ambitioner om at integrere yderligere i dybden i forhold til udvidelse af EU’s kapitalunion samt EU’s energiunion.

Man kunne også passende kigge på implementeringen og håndhævelsen af servicedirektivet, der også indeholder et markant potentiale for yderligere integration, når det kommer til servicemarkedet, som modsat varemarkedet er langt fra at være i mål.

Der er brug for en klar politisk retning fra Bruxelles, hvis EU’s vækstkrise skal løses.

Det er langt fra tilfredsstillende, at EU ikke kan følge med USA, som må siges at have rigeligt med vanskeligheder for tiden, både økonomisk og politisk.

EP-valget bliver formentligt primært et valg om sikkerhed og udenrigspolitik.

Det er der gode grunde til, men der er i den grad også gode grunde til at have EU’s strukturelle vækstkrise i tankerne, når du går i stemmeboksen den 9. juni.

Det er i den grad vigtigt!