Politikerne bør stå fast på affaldsliberalisering og gå efter mere

Den netop vedtagne liberalisering af affaldsforbrændingen stødte på kraftig modstand, ikke mindst fra kommunerne. Det bør ikke få det politiske flertal til at ryste på hånden. Tværtimod er der et stort effektiviseringspotentiale ved at udvide liberaliseringen ikke bare til resten af affaldsområdet, men forsyningssektoren i det hele taget. 

Kommunernes modstand mod liberaliseringen af affaldsforbrænding skyldes især, at kommunerne har bidraget til overinvestering i anlæg. Ved en liberalisering vil de såkaldt ”strandede omkostninger” ved overkapaciteten blive udløst. Forrentningen vil falde og i yderste fald vil nogle af de kommunale garantier for værkerne blive udløst.  

Men det er ikke et argument imod liberaliseringen. Og det er bestemt ikke omsorg for borgerne, når kommunerne bekæmper liberaliseringen. Ganske vist sparer borgerne i deres egenskab af skatteydere, hvis de strandede omkostninger ikke bliver eksponeret. Men prisen er, at de selvsamme borgere kommer til at betale overpris for forsyning, fordi der ikke er konkurrence. Kunstigt skabte monopoler er ikke en god offentlig indtægtskilde. Så er indkomstskatter trods alt bedre. 

Kommunerne har også brugt den indvending, at liberaliseringens forventede klimagevinst er usikker. Klimarådet har f.eks. sat spørgsmålstegn ved regeringens skøn. Men formålet med liberaliseringen er ikke at opnå en klimagevinst. Det er en sidegevinst. Og det er helt generelt en fejltagelse at vurdere et hvert politisk initiativ på dets klimaeffekter. Tværtimod bør de mest egnede redskaber – afgifter og CO2 -kvoter – reserveres til det formål at reducere udledningen af CO2 . Derfor er det på ingen måde afgørende for liberaliseringen, om der kommer en sidegevinst eller ej. Det afgørende er derimod hovedgevinsterne: effektivitetsgevinsten og et mere velfungerende marked. 

Og der er et stort effektiviseringspotentiale i affaldssektoren generelt. Liberaliseringen af affaldsforbrændingen vil ifølge regeringen give en gevinst på knap ½ mia.kr. om året. Hertil kommer, at der kan spares 2-2,6 mia. kr., hvis alle kommuner drev deres affaldshåndtering lige så effektivt som de billigste kommuner. Det viser den seneste analyse af området fra CEPOS. Det er et potentiale, der er til stede, selv når der er taget højde for faktorer som størrelse og befolkningstæthed i kommunerne. 

Folketinget har taget et skridt i den rigtige retning med liberaliseringen af affaldshåndteringen sidste år. Kommunerne er nu pålagt udbudspligt vedrørende behandling af forbrændingsegnet affald. Derudover blev anvisningsretten for forbrændingsegnet erhvervsaffald afskaffet. Det betyder, at virksomhederne nu selv kan indgå kontrakter med affaldsforbrændingsanlæg eller private indsamlingsselskaber. 

Men kommunerne har stadig mulighed for selv at varetage indsamling og behandling af øvrigt affald – uden krav om at skulle sende disse opgaver i udbud. Systematiske og effektive udbud kan være med til at sikre forbrugerne den bedste kvalitet til de laveste priser.  

CEPOS-analysen viser, at der er betydelig plads til forbedringer i det nuværende system. Lige så vel som anvisningsretten er blevet afskaffet for forbrændingsegnet affald, vil det være oplagt at afskaffe husholdningernes pligt til at benytte kommunale affaldsordninger. Det vil tilføre konkurrence til sektoren, der kan medvirke til at reducere priserne for forbrugerne. Det vil også flugte med regeringsgrundlagets ambition om frisættelse af borgerne. 

Hvis udbudspligt og afskaffelse af benyttelsespligt ikke viser sig at skabe tilstrækkelig effektivisering i sektoren, så priserne reduceres, kan det være nødvendigt at overveje at regulere affaldsområdet som man gør det i andre forsyningssektorer. Fx er vandforsyningen reguleret ved benchmarking. Det betyder, at vandselskaberne bliver pålagt nogle generelle produktivitetskrav, men samtidig stilles der krav til, at de selskaber, der gør det relativt dårligt, skal forbedre sig for at komme på niveau med de mest effektive selskaber. Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har denne regulering sikret lavere drikkevandspriser, uden at vandkvaliteten og forsyningssikkerheden er blevet påvirket negativt. En lignende regulering finder sted i elsektoren. 

Folketingspolitikerne fortjener ros for trods alt at have gennemført en delvis liberalisering, men hvis gevinsterne skal høstes, kræver det mere vidtgående liberaliseringer. Og det kræver modstandsdygtighed over for de stærke interessenter på området. 

Bragt i Ingeniøren/Wastetech den 10 August 2023