Dette notat belyser de forventede effekter på beskæftigelse og offentlige finanser af at sænke forskellige skattesatser. Det fremgår bl.a., at en lettelse i topskatten har en betydelig større effekt på beskæftigelsen end en forøgelse af beskæftigelsesfradraget. Hvis man fx sænker topskattesatsen for 5 mia.kr. vokser den samlede beskæftigelse med knap 8.000 personer. Sker lettelsen derimod i beskæftigelsesfradraget, øges beskæftigelsen med knap 5.000 personer. Samtidig giver en sænkelse af topskattesatsen dobbelt så store dynamiske effekter som en sænkelse af beskæftigelsesfradraget.
De dynamiske effekter opstår, fordi en lettelse i marginalskatten medfører øget beskæftigelse og velstand i samfundet. Sådanne dynamiske effekter medfører blandt andet, at en andel af den initiale lettelse vender tilbage til statskassen i form af afledte skatteindtægter og sparede udgifter. Denne andel kaldes selvfinansieringsgraden.
En sænkelse af topskattesatsen forventes at have en selvfinansieringsgrad på 50 pct. Hvis det antages, at den manglende finansiering (den der ikke hentes ved selvfinansiering) hentes ved lavere offentlig forbrug frem for skattefinansiering, vokser selvfinansieringsgraden til godt 60 pct. For beskæftigelsesfradraget er selvfinansieringsgraden derimod kun ca. 25 procent.
Såfremt regeringen havde anvendt sit skattepolitiske råderum i 2004 på 10 mia.kr. på at lette mellem- og topskattesatsen, ville beskæftigelsen være 6.000 personer større, ligesom holdbarheden af de offentlige finanser ville forbedres med 2 mia.kr. I disse beregninger er nogle af de forventede dynamiske effekter ikke medtaget. Der tages således ikke højde for, at en lettelse i mellem- og topskat vil forbedre tilskyndelsen til at foretage karrierehop, uddanne og dygtiggøre sig (forbedre ”kvaliteten” i arbejdsudbuddet). Det giver en højere timeløn og dermed større skattebase.
I en undersøgelse fra Sverige, hvor der tages udgangspunkt i ”kvaliteten” af arbejdsudbuddet fås en meget stor dynamisk effekt af marginalskattelettelser.
