Mandag den 7. september kom Eldrup-kommissionens længe ventede rapport om, hvordan man politisk kan sikre en grøn omstilling af personbiler.
Rapporten viser, at det er meget dyrt politisk at fremtvinge en hurtigere grøn omstilling, end den, som den teknologiske udvikling af sig selv ville levere. Den viser også, at det samtidig er stort set omsonst at forsøge at forcere udviklingen – effekten på udledningen af CO2 er meget begrænset.
Kommissionen estimerer, hvad omkostningen vil være for danskerne ved at tvinge dem over i elbiler og andre grønne biler med øgede afgifter og tilskud. Den omkostning holder de op imod gevinsten i form af sparet CO2-udledning. Kommissionen når frem til, at det koster danskerne op mod 4.000 kr. at reducere udledningen med et ton CO2, hvis politikerne vælger at gøre det ved at gennemtvinge en hurtigere indfasning af elbiler, end folk selv ville have valgt. Det er ca. 20 gange så meget som de billigste måder at reducere udledningen, såsom at opkøbe og CO2-kvoter. Omkostningerne ved at reducere udledningen på personbiler overstiger samtidig alle ædruelige vurderinger af, hvad de samfundsøkonomiske omkostninger er ved at udlede CO2. Med andre ord er kuren værre end sygdommen, hvis man vel at mærke vælger netop denne selvpineriske kur.
Eldrup-kommissionens resultater viser, hvor galt det står fat med dansk klimapolitik. De fleste af Folketingets partier har i nogle år deltaget i en vild konkurrence om, hvem der kunne fremsætte de mest vidtgående forslag. Det har ført til stor uansvarlighed og symbolpolitiske markeringer. En af de værste blev foretaget af VLAK-regeringen, da Lars Løkke i 2018 ud af det blå annoncerede en målsætning om 1 mio. elbiler i 2030. Det skete vel at mærke uden, at der havde været nogen forudgående analyse af, hvad et sådant mål ville påføre samfundet af omkostninger, og hvad gevinsten ville være i form af sparet CO2-udledning.
Det har ikke forhindret en lang række partier i efterfølgende at følge trop med vanvittige forslag, heriblandt et krav fra De Radikale og Enhedslisten om forbud imod salg af nye benzinbiler i 2025, altså om under fem år. At Enhedslisten kan finde på den slags helt urealistiske forslag, er ikke overraskende eller nyt. Men de Radikale plejer at bryste sig af at være et økonomisk ansvarligt parti. ”Vi lytter. Også til økonomer”, som var et af partiets slogans for nogle år siden. Men når det gælder klima-økonomi, rammer de Radikale helt udenfor skiven.
Eldrup-kommissionens rapport konkluderer, at det vil være så omkostningsfuldt for samfundet at skulle gennemtvinge en udbredelsen af elbiler til 1 mio. i 2030, at Kommissionen ikke kan anbefale det. Omkostningen for danskerne vurderes til at være 5,7 mia. kr. om året (se her – oversigtstabel 1, side 18).
Gevinsten i form af reduceret udledning er alt for lille til at kunne forsvare den omkostning. Det skyldes især to ting. For det første, vil en fortrængning af benzinbiler fra Danmark i et væsentligt omfang blot føre til, at der kommer til at køre flere benzinbiler i andre lande. Klimaet er ligeglad med, om udledningen sker fra biler, der kører i Danmark eller i Polen. For det andet – og meget vigtigere – så viser Kommissionens beregninger, at vi af os selv uden nye politiske tiltag ville nå en million elbiler i 2035 i stedet for 2030. Det koster altså 5,7 mia. kr. om året at fremskynde udviklingen med blot 4-5 år (se her – figur 1.1, side 22).
Vi kan ikke være tjent med en klimapolitik, der gennemtvinge reduktionerne i udledning af drivhusgasser, hvor det gør mest ondt på danskerne. Reduktionerne bør finde sted, hvor det gør mindst ondt. Rapporten viser, at personbiler er et af de absolut dyreste steder at gennemtvinge en hurtigere reduktion af CO2-udledningen. Derfor bør de symbolpolitiske udmeldinger på dette område stoppe. Lad danskerne transportere sig i ro og fred, og lad dem skifte til elbiler, når disse er blevet gode og billige nok til at være et attraktivt alternativ. Hvilket altså forventes at være tilfældet nogle få år efter 2030.
Hvis det indebærer, at det bliver sværere at leve op til 70 procentmålsætningen, ville en oplagt løsning være også at skubbe den fem år til 2035. Effekten på det globale klima ville ikke være målbar. Omkostningerne for danskerne ville blive mærkbart lettere at håndtere.
