Alex Vanopslagh (LA) har startet en debat om velfærdsstatens indflydelse på vores moral, ansvarsfølelse og selvstændighed og om, hvordan velfærdsstaten har ført til åndelig fattigdom og armod. Debatten er tiltrængt. Siden velfærdsstatens guldalder i slutningen af 60'erne er antallet af personer i den arbejdsdygtige alder, som modtager overførselsindkomst, næsten tredoblet fra godt 200.000 i 1960 til over 600.000 personer i dag (endda eksklusiv de godt 1,4 mio. SU-modtagere og folkepensionister).
Oftest fokuserer debatten om de mange personer uden for arbejdsmarkedet på de høje overførselsindkomster. Forskellen i rådighedsbeløbet mellem et lavtlønsjob og kontanthjælp er for mange forholdsvis beskeden, og det reducerer naturligvis interessen for at tage et lavtlønsjob.
Men den mere langsigtede fortælling om, hvordan velfærdsstaten påvirker folks tro på, at de kan løfte ansvar for eget liv, er ofte blevet negligeret. Det er dén debat, Vanopslagh har startet. Og debatten er vigtig. Ifølge Beskæftigelsesministeriet har næsten to tredjedele af alle kontanthjælpsmodtagere under 30 år mindst én forælder, der selv har modtaget kontanthjælp. Samtidig viser et notat fra Cepos, at børn fra lavindkomsthjem, hvor forældrene hovedsageligt får deres indkomst fra job, har fire gange højere sandsynlighed for at bryde den sociale arv end børn fra lavindkomsthjem, hvor forældrene hovedsageligt får deres indkomst fra overførselsindkomst. I Norge har forskere påvist, at hvis forældre tildeles førtidspension, vil risikoen for, at børnene ender på førtidspension, være femdoblet. De norske forskere påviser endog en direkte årsagssammenhæng: Det er tildelingen af førtidspension i sig selv, der gør, at børnenes risiko for at ende på førtidspension stiger fra 3 pct. til 15 pct.
De skadelige virkninger af overførselsindkomsterne er et problem, vi som samfund må tage seriøst. For det første må vi erkende, at en del af problemet er selvskabt. De lukrative overførselsindkomster særligt i velfærdsstatens unge år - med f.eks. meget lange dagpengeperioder - har bidraget til at sende datidens børn mod et liv på overførselsindkomst. Hvis staten reducerer overførselsindkomsterne drastisk, rammer den folk, der står med problemer, som staten selv har bidraget til. For det andet må vi erkende, at overførselsindkomster sandsynligvis skader børnenes mulighed for at lære at klare sig selv.
Reducerer staten ikke overførselsindkomsterne, bidrager den fortsat til, at børn sendes mod et liv på overførselsindkomst.
Der tegner sig altså et billede af, at det kan være fornuftigt, hvis overførselsindkomsterne langsomt, men sikkert, reduceres.
Derfor bør politikerne søge inspiration i velfærdsforliget, hvor befolkningen fik god tid til at indstille sig på højere pensionsalder, og i den nuværende mindreregulering af overførselsindkomster vedtaget under S-SF-R-regeringen.
