Det er begyndt at gå op for politikerne, at EU er tynget af problemer med bl.a. lav økonomisk vækst. Macron har talt om, at truslen endda kan være eksistentiel på lang sigt.
Det er godt, fordi der er et reelt problem med lav vækst, og fordi velstand er nøglen til bl.a. Europas sikkerhed.
Men hvor der kan være meget rigtigt i diagnosen, er der grund til at advare mod nogle af de politiske ”løsningsforslag”. De risikerer at gøre problemerne større, ikke mindre.
Her er et par bidrag til diskussionen, jeg er kommet med på det seneste.
I den interessante podcast Rig på viden diskuterer vi gældskrisen i EU. Find den her. Nogen vil måske spørge: Hvilken gældskrise? Og den er da også elefanten i rummet. Men skal man tale om et problem, der bærer kimen til undergang i sig, er det EU-landenes meget usunde incitamenter til kaste gæld over på hinanden, og EU’s manglende evne og vilje til at bekæmpe dem. Tværtimod er der nu røster i selv velkonsoliderede lande som Danmark om at gøre problemet markant værre ved at optage fælles gæld. Det er reelt en skjult regning til befolkningerne i de velkonsoliderede lande.
Dynamikken i en sådan gældskrise – som vi reelt er i – kan blive meget eksplosiv. Den kan kræve en kraftig centralisering af den politiske magt, som netop kan begynde via fælles gæld og ditto politisk prioritering. Jeg skrev en analyse af problemet sidste år; den kan findes her.
I CEPOS egen podcast Bag om nyhederne diskuterede vi både gæld, industripolitik, protektionisme og statsstøtte i sidste uge. Den kan findes her. Her fortalte Jonas Herby desuden om en analyse, han har på vej, som viser, at en stor og voksende del af regelmængden kommer via EU.
Sidst, men ikke mindst offentliggjorde jeg i denne uge en analyse af konsekvenserne af flere flertalsafgørelser i EU. Den kan findes her. Konklusionen – der hviler på veletableret public choice-teori – er, at det vil føre til dårligere beslutninger, mere centralisering og mere omfordeling mellem EU-landene, men mindre intern omfordeling i bl.a. Danmark.
Der er som sagt store problemer i EU, men der er en enorm risiko for at smide barnet ud med badevandet, hvis de fører til ændringer i vore europæiske institutioner. Det er ikke institutionernes skyld – de er tværtimod langt henad vejen så gode, som man kan ønske sig. De skaber grundlag for et velfungerende samarbejde mellem suveræne medlemsstater. Men de kræver naturligvis, at der er politisk vilje til at anvende dem til en god politik: Frihandel, fokus på kollektive goder med (mindst) europæisk skala, et indre marked i fremdrift, liberalisering. De kræver, at de finanspolitiske spilleregler håndhæves. Og de kræver, at EU holder sig fra områder, hvor det ikke har en naturlig berettigelse.
Der er grænser for, hvor meget gode institutioner kan udrette, hvis politikerne ikke ønsker at understøtte dem. Dét er efter min mening den største udfordring. Opskriften på at øge EU’s økonomiske vækst og robusthed er ikke svær. Den er som sagt at liberalisere, deregulere og skærpe frihandlen. Og at konsolidere de offentlige finanser gennem økonomiske reformer og strammere offentlig udgiftspolitik. Det sidste er medlemsstaternes egen opgave – og bl.a. Danmark, Sverige og Irland er eksempler på, at det kan lade sig gøre – men EU skal håndhæve reglerne, som skal sikre at landene gør det.
Bragt i Punditokraterne den 6. juni 2024
