Finansministeriet og Skatteministeriet har omsider offentliggjort nye regneprincipper for, hvor meget skatterne påvirker den økonomiske adfærd. Det har været længe ventet og sker bemærkelsesværdigt nok kun små fem måneder efter, den seneste skattereform blev aftalt. Ikke nogen god timing.
Ministerierne har opjusteret især de positive effekter af lavere marginalskatter. Det gør reformen billigere for statskassen og ikke mindst bedre for samfundsøkonomien, end politikerne fik lagt til grund.
De nye regneregler imødekommer en række pointer, som vi er flere, der har påpeget længe. Man ser f.eks. ikke længere kun på skatternes effekt på, hvor længe vi arbejder, men også hvor produktivt. Det fortjener ros.
Men den forudsatte effekt ligger væsentlig under, hvad den efterhånden betydelige empiriske litteratur tilsiger. Man forudsætter, at den såkaldte substitutionselasticitet er 0,1 – forstået sådan, at hvis din løn efter skat stiger 10 pct., så vil du arbejde 1 pct. mere.
Internationale litteraturstudier tilsiger snarere en effekt, der er to-tre gange så kraftig, og det stemmer også godt overens med de danske studier på området.
Og mens ministerierne hæver elasticiteten for høje indkomster, sænker de den for lave, så gennemsnittet pudsigt nok er helt uændret i forhold til hidtidige regneprincipper.
Ministerierne leverer egentlig selv forklaringen på, hvorfor den anvendte elasticitet ikke bør være så lav. For skattepolitikken er det væsentlige effekten af adfærdsændringerne på lang sigt.
Dyrt tjente penge
Studier af langsigtsændringer finder meget større effekter end af kortsigtsændringer, fordi det tager tid for skatteyderne at tilpasse sig. Spredningen i de tidligere resultater i litteraturen kan således i høj grad henføres til tilpasningstrægheder.
Og selv en række af de “langsigtsstudier”, ministerierne rapporterer, har begrænset tidshorisont. Alligevel vælger man altså at lægge sig i den lave ende – endda klart under gennemsnittet af de studier, man selv rapporterer.
Men er det ikke klogt at lægge sig lavt af forsigtighedshensyn? Ministerierne skyder selv argumentet ned. Der er ikke noget forsigtigt ved at undervurdere elasticiteten. En høj elasticitet vil øge risikoen for at undervurdere mindreprovenuet ved en skattelettelse, men en lav elasticitet øger risikoen for at overvurdere provenuet ved en skattestigning.
Usikkerhed er heller ikke – som de korrekt påpeger – et argument for et lavt skøn. Det eneste konsekvente princip og i virkeligheden også mest forsigtige er at bruge middelrette skøn. Det er bare svært at se, at de nye regneprincipper lever op til det.
I sidste ende skal skadevirkningerne af de progressive skatter ses i lyset af, at de leverer mindre end 1 pct. af det samlede skatteprovenu, selv med ministeriernes meget konservative skøn. Det er i bedste fald dyrt tjente penge. Og også for dyrt.
Bragt i Børsen den 15. maj 2024
