Det er lidt paradoksalt, at der er opstået en diskussion om Folketingets arbejdskultur og indflydelse i forhold til regeringen. Vi har en etpartiregering, som på papiret er den svageste af slagsen.
Men én ting kan man fastslå helt klart: Ansvaret er helt og holdent Folketingets eget. Det bestemmer selv vilkårene.
Det er sådan, at grundloven lægger kontrollen med regeringen netop hos Folketinget. Domstolene kan omgøre regeringens konkrete administrative afgørelser, men derudover står og falder det med Folketinget. Det er Folketinget, der hyrer og fyrer statsministeren (i hvert fald må hun ikke have et flertal imod sig). Det kan også fyre enkeltministre. Regeringen kan ikke foretage sig noget uden at have hjemmel i lovgivningen eller bevilling. Begge dele skal vedtages i Folketinget. Folketinget udfører via Rigsrevisionen kontrol med regeringens dispositioner. Hvis regeringen handler uden hjemmel, er det Folketinget, som må tage initiativ til at forfølge sagen. Det er for eksempel tilfældet både med den igangværende rigsretssag mod Inger Støjberg og parlamentariske undersøgelse af minkskandalen. Folketinget kan stille spørgsmål til ministrene og forlange dem i samråd. Statsministerens eneste våben er, at hun kan udskrive valg.
Problemet er altså ikke, at Folketinget savner magtbeføjelser. I en vis forstand kan beføjelserne imidlertid blive så stærke, at magtdelingen mellem regering og Folketing bliver for svag. I USA er der typisk en mere effektiv magtdeling mellem regeringen og Kongressen, netop fordi præsidenten henter sit mandat udefra gennem et valg. I det parlamentariske system i Danmark er magten lagt i hænderne på dem, der kan danne en flertalskoalition i Folketinget. Denne koalition kan i yderste fald udpege regeringen, føre kontrol med den og vedtage lovene.
I den aktuelle diskussion er det dog ikke bare et spørgsmål om, at et flertal i Folketinget har sat sig på flæsket. Et af regeringens støttepartier (SF) synes at støtte regeringen næsten ubetinget. Et andet (RV) er tydeligt ikke tilfreds med sin indflydelse, men ikke villig til at trække støtten. Et tredje (EL) synes at have mistet sin tidligere interesse i at forsvare Folketingets rolle over for regeringen – som ellers er naturlig for et parti uden udsigt til selv at komme i regering på et tidspunkt. Der er altså snarere tale om, at statsministeren har manifesteret sig som en stærk leder, end at selve koalitionen bag hende er stærk. I den forstand er Folketinget blevet svækket i forhold til regeringen. Men altså ikke fordi det savner magtmidler.
En del af forklaringen på svækkelsen skal søges i, at et næsten enigt Folketing over natten gav regeringen uset stærke beføjelser i den midlertidige epidemilov ved coronaudbruddet.
En anden forklaring kan være, at der ikke er nok parlamentarikere på tværs af partierne, som insisterer på at opretholde Folketingets position, uanset om de selv aktuelt er bag regeringen eller i opposition. En type som Niels Helveg Petersen.
Hvis Folketinget gerne vil styrke sin indflydelse, er der nogle oplagte muligheder: Nægt at acceptere hastværk. Lad være med at dispensere for reglen om, at der skal gå mindst 30 dage fra fremsættelse til endelig vedtagelse af en lov. Undlad at give ministrene bemyndigelser (som grundloven forbyder bemyndigelser på skatteområdet). Styrk forvaltningsrevisionen i Rigsrevisionen. Saml vedtagelserne af love på bestemte områder på et par gange i området. Og naturligvis også: Lav færre, mindre komplekse regler.
Under alle omstændigheder er det Folketinget, der bestemmer. Hvis det vil.
(Bragt i Berlingske d. 3. august 2021)
