Det er veldokumenteret, at der er positive adfærdseffekter af at sænke topskatten: der bliver arbejdet flere timer og mere produktivt, fordi det nu bedre kan betale sig. Der er en vis usikkerhed om, hvor stor effekten er, men der er til gengæld bred enighed i den økonomiske litteratur om, at fortegnet er positivt.
Lavere topskat har i teorien to modsatrettede effekter på arbejdsindsatsen: En gulerodseffekt (det bliver mere attraktivt at arbejde ekstra) og en hængekøjeeffekt (man kan opretholde den samme indkomst efter skat ved at arbejde mindre). Gulerodseffekten kaldes også substitutionseffekten, mens hængekøjeeffekten også kaldes indkomsteffekten. I praksis er indkomsteffekten typisk relativt lille i analyser på danske data. Desuden spiller hængekøjeeffekten en lille rolle ved lettelser af den højeste marginalskat og ved finansierede skattereformer. Samtidig er det kun gulerodseffekten, som har indflydelse på det såkaldte skatteforvridningstab, dvs. de samfundsøkonomiske omkostninger af fx topskat.
Gulerodseffektens størrelse kaldes i økonom-sprog for ”elasticiteten” . Finansministeriet anvender i dag en elasticitet på 0,1 når de regner på effekter af skatteændringer . Desuden lægges til grund at elasticiteten aftager med indkomsten og er lavere for mænd end for kvinder, hvilket giver en elasticitet for topskatteydere på 0,07. Det er klart i den lave ende af det interval for elasticiteter, som den videnskabelige litteratur har fundet på danske data. De økonomiske vismænd fandt i 2011 en elasticitet på 0,2, dvs. tre gange så stor som den elasticitet, Finansministeriet anvender for topskatteydere . Produktivitetskommissionen anførte, at Finansministeriets antagelse på 0,1 er ”konservativ”, dvs. lav . CEPOS har gennemgået den danske og internationale økonomiske litteratur på området . Analysen taler for at anvende en elasticitet på 0,3.
Når Finansministeriet anvender en lav elasticitet på 0,1, så skyldes det blandt andet, at man alene medregner effekten på antal arbejdstimer, men ser bort fra effekten på produktiviteten. Der er samtidig tale om et tyve år gammelt studie. Når topskatten sænkes, giver det både et incitament til at arbejde flere timer, men også til at arbejde mere produktivt, fordi der er en større gevinst ved en forfremmelse, en bonus eller et jobskifte. Dertil kommer at lavere topskat også øger afkastet af at tage en uddannelse, der giver en højere løn (og dermed højere produktivitet). At se bort fra effekten på produktiviteten medfører derfor en undervurdering af effekten af lavere topskat.
Elasticitetens størrelse har stor betydning for både de samfundsøkonomiske skadevirkninger af topskatten samt for BNP-effekterne ved fx en afskaffelse af topskatten. Med Finansministeriets sædvanlige regneprincipper øges BNP med ca. 9 mia. kr. ved at fjerne topskatten. Hvis Finansministeriet alternativt regnede med en elasticitet på 0,2 for alle, ville en afskaffelse af topskatten øge velstanden med ca. 26 mia. kr. Anvendes en elasticitet på 0,3 for alle bliver velstandseffekten på 40 mia. kr. Beregninger understreger, at selv små adfærdseffekter har betydelige økonomiske konsekvenser når marginalskatterne er høje.
