En budgetlov påvirker virkelighedens verden, hvis der uden en budgetlov ville være blevet handlet anderledes.
Det har indtil nu været den dominerende opfattelse herhjemme, at den danske budgetlov i dagens situation ikke rigtig påvirker ret meget, så den derfor for nærværende nok nærmest kunne undværes.
Den seneste udvikling i dansk økonomi og ikke mindst regeringsskiftet og nye politiske prioriteringer har imidlertid indebåret, at vi har fået et nyt standpunkt ind i den økonomisk politiske debat, nemlig at budgetloven nu faktisk potentielt påvirker virkelighedens verden.
Det er et standpunkt, som føres frem blandt økonomer og politiske parter, som kunne tænke sig muligheden for en mere ekspansiv økonomisk politik.
Betyder budgetlove noget?
Grundbetragtningen er, at hvis vi kan basere os på en antagelse om, at tiderne i økonomisk henseende bliver endnu bedre flere årtier frem i tiden, så vil der være plads til større underskud i dag.
Spørgsmålet er så, om budgetlove er noget, som man har, når de ikke betyder noget, og noget, som man fjerner, når de får en betydning?
Faktisk giver det kun mening, hvis det forholder sig omvendt. At det måske netop er på tidspunkter, hvor der ikke er brug for en budgetlov, at man skal skynde sig at få en, hvis man ikke har sådan en i forvejen.
Lov kom af kommunal uansvarlighed
Da vi fik budgetloven i 2012 og med virkning fra finansloven for 2014, var der en reelt god begrundelse for at indføre den.
I en usikker økonomisk verden signalerede den en definitiv dansk vilje til at opføre os, som var vi et mønstermedlem af den europæiske finanspagt.
Først og fremmest var den også en reaktion på, at kommunerne efter kommunalreformen i 2007 ekspanderede deres økonomi væsentligt ud over de rammer, som de aftalte med regering og Folketing.
Kommunerne viste sig kort sagt her ustyrlige, og der måtte kraftigere styringsmidler til. Budgetloven kom ikke af sig selv eller af overdreven lyst til centralisme. Den kom først og fremmest af kommunal uansvarlighed.
Anker Jørgensen-politik gav rentestigning
Blandt økonomer er det et klassisk grunddilemma, om faste regler i den økonomiske og monetære politik eller fleksibilitet er at foretrække. I de seneste årtiers danske praksis har vi erfaringsmæssigt haft en stærk tilbøjelighed til at læne os op ad faste regler, og vi har en række dårlige erfaringer med regelløs politik.
Et stjerneeksempel er devalueringspolitikken i Anker Jørgensen-epokens sidste dage. Da vi først slog ind på devalueringer af kronen efter behovsvurderinger, sprang renten hastigt op på 20 procent, og inflation og betalingsbalanceunderskud tårnede sig op.
Den manglende disciplin var udtryk for en uhyggelig svaghed, og det gennemskuede markedet ubønhørligt. Poul Schlüter og firkløverregeringen skabte i 1982 hurtigt tiltro til, at kronekursen i fremtiden ikke ville blive devalueret.
Det skete ved, at regeringslederen meldte sådan en regel ud og viste, at den fremover ville blive overholdt. Derefter faldt renten ret hurtigt til et halvt så højt niveau.
Altafgørende med urokkelige regler
Budgetlovens indførelse er sådan set netop et andet stjerneeksempel. Fra det ene år til det næste vendte kommunerne fra overskridelse til overholdelse af indgåede aftaler.
Reglers effekt afhænger aldeles af forventningsdannelsen. Hvis det er klart, at budgetter skal overholde bestemte regler, og hvis dette er troværdigt i omverdenen, så ved organisationer og interesser i øvrigt, at det ikke kan nytte at forlange mere, end hvad reglerne giver plads til.
Sådan en effekt er imidlertid indirekte, og den kan ikke opgøres i kroner og ører, hvad der dog ikke ændrer ved dens reelle betydning. Spørgsmålet er så, hvad der skaber troværdighed omkring regler?
Her er det nok altafgørende, at regler fremstår urokkelige. Hvis de derimod tilpasses til enhver situation, er der jo i realiteten slet ikke tale om egentlige regler, og interessenter agerer så derefter.
