Forleden kunne Berlingske på baggrund af en analyse fra Udlændige- og Integrationsministeriet fortælle, at det står skidt til med integrationen af tredjegenerationsindvandrere. For »tredjegenerationsindvandrerne klarer sig ikke bedre end anden generation«.
Konklusion er ganske interessant – hvis den altså havde været holdbar.
Men som lynhurtigt påpeget af seniorforsker Marie Louise Schultz-Nielsen og siden skarpt formuleret af forskningschef Jan Rose Skaksen ved Rockwool Fonden, kan det godt være, at det går »ad h... til med tredjegenerationsindvandrerne, men du kan ikke vide det på basis af denne analyse«.
For analysen er ikke repræsentativ for tredjegenerationsindvandrerne.
For det første, fordi de fleste andengenerationsindvandrere ikke har fået børn endnu. De har travlt med uddannelse eller job, hvilket vil smitte af på de børn, de får en dag. Omvendt er de andengenerationsindvandrere, der har fået børn, typisk meget unge, uddannelsesmæssigt udfordret og uden arbejdsmarkedstilknytning, hvilket naturligvis også har betydning for deres børn og dermed analysens resultat.
For det andet fordi ministeriet i sin rapport udelader alle de andengenerationsindvandrere, som har fået børn med en dansker. Igen sorterer man den gruppe fra, som sandsynligvis er mere velintegreret, hvilket også har betydning for analysens resultater.
For det tredje fordi man sammenligner grupper med vidt forskellige oprindelsesprofiler. For mens 41 pct. af tredjegenerationsindvandrerne i ministeriets analyse fx kommer fra Tyrkiet, er det kun 20 pct. af andengenerationsindvandrerne og 10 pct. af første generation.
Formentlig afspejler analysen således først og fremmest sociale problemer – ikke etniske problemer. For også blandt danskere ser vi, at de uden uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning i højere grad får børn, som mangler de samme færdigheder. Det er det, vi kalder social arv.
Usikre resultater
Dernæst er det vigtigt at huske, at når en analyse ikke er repræsentativ, bliver resultaterne meget usikre. Som fremhævet af ekstern lektor på Københavns Universitet, Hjarn von Zernichow Borberg i Radio24syv, vil det konkret for denne analyse betyde, at »hvis 60 personer, der er i denne her analyse, ændrede adfærd, ville man få et andet resultat, der lå over det danske«.
Alligevel fik analysens resultater undervisningsminister Merete Riisager (LA) til at udtale, at hun har »forladt troen på, at integrationen går fremad« og Pernille Vermund til at påstå, at rapportens forklaring på den fejlslagne integration er, at indvandrerne »ikke VIL være danske« når de nu »henter deres ægtefælle i deres hjemland«. Selv i Kristeligt Dagblad handlede lederen om »parallelsamfund, der holdes ved lige gennem giftermål med personer fra det land, som bedsteforældregenerationen forlod«.
Det sidste kan man dog ikke umiddelbart genfinde i tallene. Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet, giftede 64 pct. af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande sig i 2000 med en person bosat i udlandet. I 2015 var andelen faldet til 30 pct., hvilket bl.a. kan forklares ved de ændrede familiesammenføringsregler indført i 2002. I samme periode er flere omvendt begyndt at gifte sig med efterkommere bosat i Danmark – sandsynligvis, fordi der nu er flere at vælge imellem – men andelen, der gifter sig med personer med dansk oprindelse, er også stigende.
Efter rapportens tur i mediemøllen står et spørgsmål tilbage: Hvad var vi lige vidne til? Inkompetence eller politisering? Uanset hvad, blev det tydeligt, hvor afhængige vi er af, at dygtige forskere smider, hvad de har i hænderne, og bidrager til at holde debatten på sporet. Tak for det.
