Det er en venstreorienteret idé, at virksomheder skal vise samfundsansvar

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Virksomhederne tager større og større samfundsansvar, men har de rent faktisk et moralsk ansvar for at gøre det? Og ligger den opgave i virkeligheden ikke mere naturligt i borgernes hænder?

Som tusindvis af andre mennesker lagde jeg i sidste uge vejen forbi Folkemødet, som i år stod i verdensmålenes tegn. Coop havde blandt andet fokus på plastik og plantebøffer, Danske Bank på virksomhedernes grønne ansvar og Carlsberg på rent drikkevand. Omkring 70 pct. af alle events kredsede om FNs verdensmål, og det fik mig til at tænke: Er virksomheder moralsk forpligtet til at udvise samfundsansvar?

Lad mig lige starte med at gøre to ting klart: Med ordet »virksomhed« mener jeg typisk virksomhedens direktør eller bestyrelse. Det giver ikke mening at besjæle virksomheden, som var den en handlende person. Kun mennesker kan bære et ansvar.

Med »samfund« henviser jeg ikke til staten, men til det fællesskab som borgerne eller menneskeheden udgør. For som de fleste borgerlige læsere sikkert vil medgive, er staten grundlæggende til for borgernes skyld og ikke omvendt, hvorfor virksomhederne ikke skylder staten noget ud over lovlydighed.

Det reducerer spørgsmålet til: Hvilket samfundsansvar har en direktør over for mennesker?

Selvfølgelig kan samfundsansvar og profit gå hånd i hånd. Et godt eksempel på dette er Lars Larsen fra Jysk, som angiveligt i forbindelse med Danmarksindsamlingen i 2011 skulle have sagt, at: »Jeg vil ikke skjule, at det giver noget god PR over for mine kunder, at nogle af de penge, de har lagt i mine butikker, går videre til et godt formål«. Men det interessante spørgsmål er, om direktøren har et ansvar, som rækker ud over at skabe profit, vækst og afkast til sine aktionærer?

Er det forkert at udvise samfundsansvar?

Et argument for, at virksomheder har et samfundsansvar, kunne være, hvis de i deres virke skader samfundet. Det gør virksomheder dog som udgangspunkt ikke. Som påpeget af Lars Christensen i Berlingske 15. juni har virksomheders søgen efter profit positive samfundsmæssige konsekvenser. Udveksling på markedet består af frivillige bytter, hvor der altid er to vindere. Alene ved at passe sin kerneforretning gør virksomheden utroligt meget godt for både kunder, medarbejdere og samfundet. For eksempel har virksomhederne gennem samhandlen bidraget til at løfte millioner af mennesker ud af fattigdom.

Hermed ikke sagt, at der ikke findes negative omstændigheder, som kan påvirke tredjepart. Et klassisk eksempel er forurening. Men her er det statens opgave – ikke virksomhedens – at sikre, at skadevirkningerne er beskattet rigtigt, så der også tages højde for dem, der ikke indgår i byttehandlen. Så set i dette perspektiv har virksomhederne ikke et moralsk ansvar over for samfundet.

Men er der noget forkert i, at virksomhederne udviser samfundsansvar?

Ifølge nobelprisvinder Milton Friedman er det ikke moralsk forsvarligt, at en direktør udviser samfundsansvar. For grundlæggende vil det indebære, at han gør noget godt for andres penge. For hvis hans bidrag til sociale formål reducerer aktionærernes afkast, bruger han aktionærernes penge, hvis det fører til prisstigninger for kunderne, bruger han kundernes penge, og hvis det sænker lønningerne, bruger han medarbejdernes penge. Det er ifølge Friedman ikke i orden. Direktørens opgave er ikke at omfordele ressourcer i samfundet. Det bør være individer og ikke virksomheder, der støtter sociale formål.

Man skal selvfølgelig ikke gå i små sko, og desuden gør de fleste større virksomheder i dag nok klogt i at forholde sig til deres samfundsansvar og deres ejerkreds, men jeg synes, at det er en tanke værd, om ideen om et samfundsansvar grundlæggende er et venstreorienteret synspunkt, der beror på tanken om, at politiske mekanismer og ikke markedsmekanismer er den rette vej at fordele ressourcer i samfundet.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS