Udmeldingen fra Mette Frederiksen er klar: »Vi kommer til at indføre minimumsnormeringer, (…) for der er behov for et pædagogisk løft omkring vores små børn«. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at intentionen er god, når regeringen vil indføre lovbundne minimumsnormeringer, men er det rigtigt at gøre? Jeg tvivler.
F.eks. er jeg ikke overbevist om, at minimumsnormeringer er den mest effektive måde at løfte kvaliteten i daginstitutionerne. Fra forskningen ved vi, at den mest betydningsfulde enkeltfaktor i daginstitutionen for barnets intellektuelle udvikling er kvaliteten af interaktionen mellem voksen og barn.
Og her spiller både normeringer, og f.eks. uddannelseskvalifikationer og gruppestørrelser ind. Mig bekendt findes der ikke forskning, der indikerer, at lige præcis minimumsnormeringer er den bedste anvendelse af ressourcerne. Det virker ligefrem usandsynligt, at lovbundne minimumsnormeringer er den bedste ressourceanvendelse i samtlige institutioner i hele landet. Nogle institutioner vil givetvis have gavn af bedre normeringer. Andre har måske mere brug for bedre uddannet personale, bedre ledelse eller bedre rammer.
Men selv hvis vi accepterer præmissen om, at lovbundne minimumsnormeringer er det rette redskab til at hæve kvaliteten i daginstitutionerne, bør vi stadig forholde os til, om resultatet ifølge forældre og skatteydere er pengene værd. Her er jeg heller ikke overbevist.
Samlet set vil minimumsnormeringerne koste staten 2,1 mia. kr. Ifølge vores beregninger svarer det til, at omkostningen til en vuggestueplads årligt stiger med ca. 15.000 kr. ekstra, mens den for en børnehaveplads vil stige med ca. 7.500 kr. I gennemsnit vil det give 0,4 ekstra pædagog i en vuggestue med 12 børn og 0,3 ekstra pædagog i en børnehave med 18 børn.
Er det det, danskerne ønsker? Vi ved det ikke, men forleden foretog TV 2 en interessant meningsmåling, der viste, at mens 68 pct. af befolkningen går ind for minimumsnormeringer, er det under halvdelen af danskerne, nemlig 37 pct., der er villige til at lade forældrenes egenbetaling stige fra 25 til 33 pct. og dermed lade forældrene betale hele ekstraregningen til minimumsnormeringerne. Dette kan skyldes to forhold. Enten mener danskerne ikke, at det er forældrene, der skal bære hele omkostningen til minimumsnormeringer, eller også vil danskerne ikke have minimumsnormeringer, når de bliver konfronteret med, hvad det koster.
Uanset hvad skal forældrene nok forvente at løfte noget af merudgiften til bedre normeringer. Hvis regeringen afsætter det fulde beløb på finansloven, betyder det, at forældrenes egenbetaling, der ifølge Dagtilbudsloven maksimalt må udgøre 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter, falder til ca. 23 pct. Der er dog grund til at tro, at kommunerne over tid vil skrue forældrebetalingen op til 25 pct. igen. For som påpeget af økonomisk vismand og forskningsdirektør i VIVE, Torben Tranæs, ser vi ind i en tid med »stigende udgiftspres på den offentlige service«. Kommunerne vil fattes penge, og her kan de hentes.
Hvis kommunerne opretholder de nuværende forældrebetalingsandele på 25 pct., betyder det, at en vuggestueplads på sigt og i gennemsnit vil stige med ca. 3.700 kr. årligt, mens en børnehaveplads vil stige lidt mindre. Der er dog stor variation mellem kommunerne, idet normeringerne varierer. Således vil en vuggestueplads i Albertslund Kommune kun risikere at stige med godt 500 kr. om året, mens taksten for en vuggestueplads i Jammerbugt Kommune kan ende med at stige med knap 13.000 kr. Er forældre og skatteydere med på den? Det var måske værd at undersøge, før det blev indført.
