Boglancering: Claes Kastholm Udvalgte tekster 1983 - 2016

13 okt 2016, 16:30 - 13 okt 2016, 18:00
CEPOS, Landgreven 3, 3., 1301 København K

Med Claes Kastholms død 6. februar 2016 mistede Danmark en af sine skarpeste og mest markante stemmer inden for journalistikken og i den offentlige debat. D. 13. oktober er CEPOS vært, når en ny bog med nogle af hans bedste tekster bliver præsenteret.

PROGRAM

16:30
Bestyrelsesformand i CEPOS Bjørn Høi Jensen byder velkommen. Claes Kastholm var i sin tid med blandt stifterne af CEPOS og sad efterfølgende i tænketankens bestyrelse. Bjørn Høi Jensen vil fortælle om Claes Kastholms betydning for tænketanken.

16:50
Berlingske Medias Forlag står sammen med People’s Press bag udgivelsen. Chefredaktør Tom Jensen vil på vegne af morgenavisen, hvor Claes Kastholm var fast skribent og debattør, fortælle om baggrunden for udgivelsen og det mangeårige samarbejde.

17:20
Forfatter og journalist ved Weekendavisen Hans Mortensen har skrevet bogens introduktion, der er en grundig og nuanceret beretning om Claes Kastholms' liv og vej ind i journalistikken og det politiske. Hans Mortensen vil, efterfulgt af mangeårig chefredaktør på Ekstra Bladet, Sven Ove Gade, der har samlet og redigeret teksterne i bogen, dels fortælle om arbejdet med bogen, og om hvordan journalisten, debattøren og provokatøren Claes Kastholm satte sit aftryk i den danske medie-og debatverden. 

Efter præsentationen vil der være lette forfriskninger i CEPOS' Kastholm Lounge. Ved denne lejlighed vil det desuden være muligt at købe et eksemplar af bogen.

OM BOGEN
I bogen hædres Claes Kastholm for med vid, bid og humor at have præget den offentlige mening igennem en menneskealder. Han var en fri ånd, aldrig underlagt vanetænkning og en arg modstander af ideologier og forudsigelighed. Man kunne være uenig med ham, men ligeglad var ikke en mulighed.

Bogen præsenterer et bredt udvalg af hans tekster fra hele karrieren. Udvalget er redigeret af forfatter og tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet, Sven Ove Gade og udstyret med et introducerende portræt skrevet af forfatter og journalist ved Weekendavisen, Hans Mortensen.

Tilmeld dig eventet





Annuller

Del dette arrangement