CEPOS Gå-hjem-møde: Kan vi selv ændre samfundet?

18 maj 2011, 17:00 - 18 maj 2011, 18:30

Det spørgsmål vil de to iværksættere Stefan K. Madsen og Bent Haugland tage udgangspunkt i, når de onsdag den 18. maj 2011 kl. 17.00-18.30 i CEPOS vil debattere ”Socialt entreprenørskab”. Vi brokker os over, at politikerne ikke gør nok - for vores børn, for de ældre, de udsatte og for os alle sammen. Vi brokker os over, at de gør for meget. Og ikke mindst brokker vi os over, at staten udfører samfundets opgaver dårligt. Men måske vi skulle stoppe med at brokke os og i stedet tage skeen i egen hånd og selv skride til handling.

Vi har alle et ansvar for det samfund, vi er en del af, og vi kan selv ændre på de forhold, værdier og rammer, vi er utilfredse med.  Det er den pointe, de to iværksættere Stefan K Madsen og Bent Haugland bl.a. vil fremsætte, når de på gå-hjem-mødet i CEPOS vil debattere og fortælle om deres erfaringer med ”Socialt entreprenørskab”.

 

”Socialt entreprenørskab” handler om at skabe social værdi og samfundsmæssige ændringer gennem innovation. Det handler ikke kun om profit men derimod om at tage et personligt ansvar og udvikle metoder, redskaber, løsninger og modeller, der på forskellig vis kan være med til at ændre samfundet i en positiv retning. Det har både Stefan K. Madsen og Bent Haugland haft som mål, da de startede deres virksomheder for at gøre Danmark til et bedre sted.  Bent Haugland vil fortælle om ’social entrepreneurship’ (Social entreprenørskab) som begreb og hans egne erfaringer med det gennem sin virksomhed BetterNow. Stefan K. Madsen vil sætte ’social entrepreneurship’ ind i en bredere liberal kontekst. Sidst på gå-hjem-mødet vil der være en debat om ’social entrepreneurship’, hvor Søren Finnemann Viuff vil være ordstyrer.

 

Fakta

Bent Haugland er medstifter af Betternow.org, og har en baggrund i organisations- og social netværksteori. BetterNow er en platform, hvor personer, grupper og firmaer kan foretage indsamlinger til velgørende formål. BetterNow's mission er at gøre det sjovt, vedkommende og nemt både at samle ind og give til velgørenhed. Bag BetterNow ligger troen på, at vi som mennesker har uselviske intentioner om at hjælpe andre, men at det er i kombinationen med egennytte, at vi for alvor omsætter de gode intentioner til reel handling. Fra et mere teoretisk synspunkt giver BetterNow mulighed for at konvertere økonomisk kapital til social kapital. Stefan K. Madsen er en af iværksætterne bag Echo.it - en platform der skal fremme den gode gerning i hverdagen. Teknologien bygger på kendte elementer fra services som Twitter, Foursquare og Facebook, men giver det hele en twist i forsøget på at skabe det nye grundlag for den gode opførsel i en verden, hvor moral og traditioner er på tilbagetog. Stefan har en kandidatgrad i finansiering fra CBS, og er meget inspireret af den Østrigske Skole. Søren Finnemann Viuff er uddannet fra arkitektskolen i Århus, og er i dag konceptudvikler, webdesigner og CEO for iværksættervirksomheden anybite.com, der hjælper restauranter til at kommunikere med deres gæster gennem sociale medier.

 

Mødet er arrangeret af Liberator.dk sammen med CEPOS

Tilmeld dig eventet





Annuller

Del dette arrangement