Frokostsymposium: Brødrene Møller - et konservativt dynasti

07 sep 2007, 12:00 - 07 sep 2007, 13:00
Vestergade 16, stuen, DK-1456 København K

Det konservative Folkepartis politik blev i efterkrigstiden præget af brødrene Aksel Møller (1906-1958) og Poul Møller (1919-1997). De var begge aktive i KU i 30erne og inspireret af Christmas Møller var de med til at gøre det Konservative Folkeparti til et bredt middelklasseparti. De forsøgte også hver på deres måde at profilere en borgerlig politik og et alternativ til den socialdemokratiske motiverede velfærdsstat, bl.a. kritiserede Aksel Møller markant vedtagelsen af folkepensionen i 1956.

Poul Møller så i 50’erne velfærdsstaten som en trussel mod friheden, men valgte i 60´erne at indgå store kompromisser og som deltager i VKR-regeringen 1968-71 var han med til at lade velfærdsstaten, skattetrykket og det antiautoritære ungdomsoprør vokse uhæmmet.

Frokost-symposiet lægger op til udgivelsen af Nikolaj Bøghs bog ”Brødrene Møller – Historien om et konservativt dynasti”, som udkommer den 13. september. Med udgangspunkt i Aksel og Poul Møller giver Nikolaj Bøgh et rids over dansk politisk historie fra 1930erne til i dag, hvor næste generation Per Stig Møller (f. 1942) spiller en hovedrolle i dansk politik.

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og har arbejdet med strategisk og politisk kommunikation, bl.a. som presserådgiver i Socialministeriet og chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, projektleder ved Mandag Morgen og i den private konsulentbranche. Han har tidligere udgivet en bog om Per Hækkerup.

 

> Lyt til symposiet med Nikolaj Bøgh her (MP3) 

 



Arrangement info

 

Event dato:
12:00 til 13:00 
07/09/07

Hvad er et frokostsymposium?

CEPOS ønsker at påvirke og engagere alle, der gør sig tanker om fremtiden.

Derfor introducerer CEPOS en række frokostmøder, som vi har kaldt "Frokostsymposier".

Politikere, erhvervsfolk, embedsmænd, rådgivere m.v. vil ved små helt uformelle møder diskutere udvalgte emner, som CEPOS beskæftiger sig med, eller som blot er aktuelle. Oplægsholderne er således inviteret af CEPOS, men ideerne er ikke nødvendigvis udviklet af CEPOS eller med støtte fra CEPOS.

Ordet symposium bruges normalt som en betegnelse for mindre videnskabelige konferencer, og vores frokostmøder har netop til hensigt at styrke og videreudvikle ideer, som især er fremmende for et frit og velstående samfund.

CEPOS' frokostsymposier er åbne for alle interesserede, men med et maksimum antal på 25 personer. Deltagelse er gratis. Der serveres kaffe, thé og vand, ligesom alle er velkomne til at medbringe madpakke. Oplæg vil så vidt muligt blive lagt ud på Se & lyt siden som MP3-fil og podcast umiddelbart efter mødet med mindre oplægsholderen frabeder sig optagelse.

Indkaldelser til frokostmøderne kan ske med meget kort varsel via opslag på hjemmesiden.

Del dette arrangement