Væksten er blevet offer for sejlivede myter. Der er ikke videnskabeligt belæg for, at væksten vil blive for dyr på grund af skadeomkostningerne på klimaet, og vores velstandsstigning skyldes ikke velfærdsstatens omfordelingspolitik, men stammer i langt overvejende grad fra økonomisk vækst.
Hvad er det entydigt bedste, du kan gøre for dine efterkommere bare nogle generationer fremme? Som påpeget af økonomen Tyler Cowen: At fremme den økonomiske vækst. Problemet er, at væksten er mindre synlig på kort sigt. I Danmark bliver vi ca. to pct. rigere om året. Forskellen fra det ene år til det andet er nærmest umærkelig.
Men over længere afstande gør væksten en enorm forskel. Med en vækstrate på to procent om året vil vore efterkommere om 100 år få en syv gange større velstand, end vi har. Men kan man øge væksten fra to til tre procent, vil velstanden vokse 19 gange.
Eller prøv at se på betydningen af vækst i forhold til omfordeling ved at se 100 år tilbage. Det er en sejlivet myte, at velstandsfremgangen for i hvert fald de lavere indkomster skyldes fremkomsten af velfærdsstaten og dens enorme omfordeling. Realiteten er, at ændringen i indkomstfordelingen fra 1916 til 2016 højst kan forklare en tiendedel af indkomstfremgangen for de 40 pct., som tjener mindst. Over halvdelen af deres indkomstfremgang skyldes den økonomiske vækst direkte, mens resten skyldes, at væksten har øget det, der er at omfordele af.
Tallene for indkomstudviklingen de sidste 100 år kan desværre ikke aflæses direkte af officielle statistikker. Så de har i stedet måttet beregnes. Ved beregningen har jeg systematisk valgt de forudsætninger, som sætter effekten af omfordelingen i det mest gunstige lys. Trods det bliver dens rolle kun marginal.
Den politiske svøbe
Alligevel er der et enormt politisk fokus på fordelingspolitik. Omfordeling er al politiks svøbe, også i vores tid. Den iklædes selvsagt de bedste motiver, men som vist ovenfor, er selv altruismen hurtigt udvandet og vendt på hovedet set i forhold til kommende generationer, hvis omfordelingen hæmmer væksten. Og det er præcis, hvad økonomisk teori forudsiger. Omfordeling i form af f.eks. høje marginalskatter svækker incitamenterne til at anvende ressourcerne effektivt. Lobbyisme for tilskud og regulering til fordel for bestemte virksomheder har samme effekt, og indebærer i sig selv omkostninger.
Men kan man da ikke finde eksempler på, at en mere ligelig indkomstfordeling er forbundet med højere vækst? Svaret er, at der ikke er nogen grund til at forvente, at indkomstfordelingen i sig selv spiller en rolle for væksten. Det gør derimod fordelingspolitik – at tage fra én gruppe og give til en anden.
I vor del af verden omfordeles der især fra høje til lavere indkomster. I andre dele af verden er omfordeling til fordel for de velhavende meget mere udbredt, f.eks. ved at fastholde landarbejdere på landet.
Derfor har det i Danmark været et gennemgående træk ved de større vækstforbedrende reformer, alle regeringer har gennemført gennem årtier, at de samtidig har reduceret indkomstligheden.
Derimod er der ingen konflikt mellem vækst og indkomstfremgang for de laveste indkomster på blot lidt længere sigt. Forklaringen er den økonomiske vækst.
»Hvis vi mister fokus på vækst, gør vi os selv og ikke mindst vore efterkommere en stor bjørnetjeneste.«
Billedet er ikke anderledes, hvis man i stedet for at sammenligne personer sammenligner rige og fattige lande. Omfordeling gennem ulandsbistand har ifølge den empiriske litteratur i bedste fald kun yderst beskedne positive effekter på velstanden i fattige lande. Det markante fald i den globale fattigdom i disse år skyldes i alt overvejende grad økonomisk vækst som følge af bl.a. reformer i Kina og Indien samt globaliseringen.
Forkerte økonomiske klima-argumenter
Men er det ikke nødvendigt at stoppe væksten for at forhindre klimaforandringerne? Det er et synspunkt, man kan støde på for tiden. Det siger reelt, at det nuværende velstandsniveau er det højeste, vi kan nå: Yderligere økonomisk vækst vil koste mere på grund af klimaforandringer, end vi kan opnå i gevinst ved yderligere produktion.
Der er der intet belæg for i den videnskabelige litteratur. William Nordhaus, som har fået halvdelen af årets Nobelpris i økonomi for netop klimaøkonomi, har opgjort skadesomkostningerne ved en temperaturstigning på tre grader til to til tre pct. af BNP. En mere pessimistisk opgørelse siger ni til ti pct. Men selv ved en omkostning på ti pct. vil den globale velstand om 100 år være 17 gange større end i dag ved en årlig økonomisk vækst på tre pct. om året.
Det er ikke et argument for ikke at gøre noget ved udledningen af drivhusgasser. Vi kan tværtimod netop opnå størst mulig velstandsstigning ved at beskatte dem svarende til deres skadesvirkninger. Men det er en understregning af, at der findes kure langt værre end sygdommen. Hvis vi mister fokus på vækst, gør vi os selv og ikke mindst vore efterkommere en stor bjørnetjeneste.
