Der er mangel på sammenhæng i ord og handling, når Socialdemokratiet buldrer mod uligheden, men samtidig fremsætter forslag, som kun vil reducere uligheden marginalt. Det ligner symbolpolitisk nice-talk i jagten på en statsministertaburet.
Det er nu godt et år siden, at Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, kaldte til kamp mod venstrefløjens idékrise. Blandt andet efterspurgte Jensen et centrum-venstre, som turde »formulere en social indignation i en tid, hvor uligheden stiger.«
Det har centrum-venstre nu aldrig været bleg for. I sidste uge beskrev Mogens Lykketoft malerisk, de »riges og mægtiges klager over at betale skat«, og hvordan »velfærden krakelerer, uddannelserne skæres og sociale ydelser udhules.« Og for to uger siden deklamerede Mette Frederiksen, at hun ville bekæmpe uligheden ved at tage fra de rigeste, for »ulighed er også, (…) at de, der har allermest, løber fra os andre og dermed får et større og større gab fra de absolut rigeste til den almindelige befolkning.«
For at bekæmpe uligheden har Socialdemokratiet for nylig foreslået at forhøje skatter på kapitalindkomst og høje aktieindkomster samt sløjfe planerne om et højere loft på aktiesparekontoen og investorfradraget.
Forslaget klinger hult af tre årsager.
For det første vil udspillet samlet set kun reducere uligheden minimalt. I 2017 var uligheden (målt ved ginikoefficienten) 27,68. Forslagene om højere skat på formuegevinster (alt undtagen investorfradraget) vil mindske uligheden med 0,1. Desuden vil Socialdemokratiets forslag skade væksten, hvilket også rammer lavindkomstgrupperne.
For det andet står udtalelsen i skærende kontrast til, at uligheden vokser, hver gang en socialdemokratiske ledet regering kommer til magten. Sådan var det under Poul Nyrup Rasmussen. Sådan var det under Helle Thorning-Schmidt.
Og for det tredje undlader Socialdemokratiet at beskrive, hvori det urimelige og uretfærdige i uligheden består. Den økonomiske elite – den øverste top en pct. af befolkningen – lagde i 2015 72 mia. kr. i skat. Det svarer til 9,7 pct. af alle personskatter og afgifter, hvilket er ti gange så meget som alle andre i gennemsnit.
Man får let den mistanke, at Socialdemokratiet alene vil sende et stærkt signal til vælgerne om, at de rigeste skal have mindre. De vil skabe lighed ved at stække de rigeste frem for at løfte de svageste. Og strategien er at profitere på tidens potente modstilling mellem eliten og folket.
Samtidig får man det indtryk, at uligheden enten ikke er det vigtigste for Socialdemokratiet – for så havde forslagene været mere potente – eller også, at Socialdemokratiet mangler en sammenhængende idé om, hvad urimelig og uretfærdig ulighed er i Danmark – et af verdens mest lige lande.
»Hvis Mette Frederiksen og venstrefløjen vil stå på mål for en kritik af uligheden, som ikke klinger hult, må de fremsætte forslag, der markant nedbringer uligheden og i øvrigt forklare, hvori det urimelige og uretfærdige består.«
S uden rettesnor
At Socialdemokratiet mangler en rettesnor i ulighedsdebatten er ikke mærkeligt. Allerede i 1844 påpegede Karl Marx i en diskussion om arbejderklassens frigørelse, at den materielle kamp for økonomisk lighed ikke kan gennemføres uden en klar og velformuleret filosofi om ulighed. »Emancipationens hoved er filosofien, dens hjerte er proletariatet, filosofien kan ikke realisere sig uden at ophæve proletariatet, proletariatet kan ikke ophæve sig uden at realisere filosofien,« skrev Marx.
Desværre for venstrefløjen lykkedes det ikke Marx at fremsætte en sådan filosofi. I hans teori om, at ulighed automatisk følger af kapitalakkumulation, glemte han at tage højde for den teknologiske udvikling og de økonomiske og politiske institutioners indflydelse på markeder, aflønning og teknologi. Og allerede i Marx’ samtid blev hans teser tilbagevist af virkeligheden.
Hvis Mette Frederiksen og venstrefløjen vil stå på mål for en kritik af uligheden, som ikke klinger hult, må de fremsætte forslag, der markant nedbringer uligheden og i øvrigt forklare, hvori det urimelige og uretfærdige består. Alt andet er symbolpolitisk nice-talk i jagten på en statsministertaburet.
