Det er forstemmende, at der skal en personsag som Brittas til, før medierne ser værdi i at kulegrave satspuljens mange tvivlsomme projekter. For der er masser af hjørner af det offentlige forbrug, hvor vi burde kaste et kritisk blik på, om vi får nok værdi for skattekronerne
I disse dage bliver vi bombarderet med ligegyldigheder om satspulje-Britta: Vi ved, at hun havde crocs-sandaler på under retsmødet i Johannesburg (tak til TV2), at hun fik en god frokost inden hun mellemlandede i Doha (tak til DR), og at det var hele tre biler, heriblandt en sort kassevogn, som fredag hentede hende i Kastrup Lufthavn (tak til bl.a. Ritzau).
Meget kan siges om Britta-sagen, hvoraf det meste bør afvente domsfældelsen. Der er dog én ting, vi allerede nu kan takke hende for: Hun har bragt satspuljen i mediernes søgelys.
I disse dage er der journalister, som dedikerer deres tid til at endevende satspuljen. Satspuljen er den gavebod, hvor vi hvert år uddeler milliarder af kroner til hundredvis af projekter uden at have den fjerneste idé om, hvorvidt skattekronerne har den tiltænkte effekt. Intentionerne bag projekterne er utvivlsomt gode, men projekternes succeskriterier er ofte vattede og evalueringen tvivlsom. Vi aner ganske enkelt ikke, om afkastet står mål med indsatsen.
»Kunne journalisterne måske, når de var færdige med satspuljen, se på beskæftigelsessystemet?«
Det gælder stadig
»Pengene fosser ud af statskassen,« sagde Anders Fogh Rasmussen tilbage i 1994, da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. Det gælder desværre stadig. For skatteborgernes penge sidder stadig uacceptabelt løst i politikernes lommer. Og her tænker jeg ikke bare på de 12,7 mia. kr., vi har sendt til udbytteskattesvindlere som Sanjay Shah, de 111 mio. kr. til Satspulje-Britta eller på kommunernes håbløse millionprojekter som fx kunstige skibakker og interaktive bænke. Nej, jeg tænker på de milliarder, vi bruger på velfærdens kerneopgaver for at hjælpe de syge, de svage og de arbejdsløse. Her skal strammes op.
Berlingske kunne forleden fx berette om, hvordan det 13 mia. kr. dyre beskæftigelsessystem er begyndt at leve sit eget liv. Trods et kraftigt fald i antallet af ledige er udgifterne til beskæftigelsessystemet stort set uændret. Sandsynligvis fordi man i systemet opfinder nyt pseudoarbejde, når der ikke er flere raske ledige at få ud i job. Og hvad værre er, så konkluderede DØRS – De Økonomiske Råd – allerede i 2007, at den samlede aktiveringspolitik har en negativ effekt på beskæftigelsen og giver et samfundsøkonomisk tab på tre mia. kr. Kunne journalisterne måske, når de var færdige med satspuljen, se på beskæftigelsessystemet?
Et andet eksempel er sundhedsområdet. Her er »det nye sort« den type forebyggelse, som kaldes »tidlig opsporing«. Intentionen er ganske givet god. Målet er at identificere borgere, som senere i livet vil udvikle et sundhedsproblem, fx pga. rygning, druk eller overspisning. Der er bare det »lille« problem, at evidensen bag disse projekter ofte er tvivlsom. Vi bruger bunkevis af skattekroner på noget, hvis effekt vi ikke kender. Kunne journalisterne ved lejlighed kaste et kritisk blik her?
Alt dette understreger økonomen Milton Friedmans pointe om, at det er langt sværere at bruge andres penge fornuftigt end egne penge. For når man bruger sine egne penge på sig selv, har man stort incitament til at sikre værdi og økonomisere. Men når politikerne bruger skatteborgernes penge på fx de syge, de svage og de arbejdsløse, svækkes begge incitamenter.
Det er forstemmende, at der skal en personsag som Brittas til, før medierne forholder sig kritisk til det offentlige forbrug. For hvad kunne vi ikke gøre af gavn, hvis pressen stillede krav til politikerne om, at skattefinansierede projekter skal baseres på evidens, have samfundsøkonomiske positive effekter og fornuftige succeskriterier og evalueringer. Og ærlig talt skylder vi de syge, de svage og de arbejdsløse, at de indsatser og interventioner, vi udsætter dem for, også har den ønskede effekt.
