Det koster erhvervslivet milliarder af kroner hvert år, at de skal beregne skatter og afgifter på vegne af myndighederne.
Det offentlige udliciterer ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kun én ud af hver fjerde udbudsegnede opgave, hvilket med mellemrum påkalder sig en del politisk diskussion. Pudsigt nok er der til gengæld ingen diskussion om den omfattende 'udlicitering' af myndighedsopgaver – en opgavetype som ellers ikke indgår i styrelsens definition af udbudsegnet.
Jeg skriver udlicitering i gåseøjne, fordi det ikke sker ved frivillige bud, men simpel tvang.
Det gælder især på skatteområdet. Langt størstedelen af skatteberegningen og opkrævningen varetages af virksomhederne. Det er dem, som opkræver moms og afgifter. Det er arbejdsgiverne, som indeholder medarbejdernes skat. Det er pengeinstitutterne, som indberetter langt de fleste data, som rentefradrag, kapitalindkomstskat osv. beregnes fra.
Ifølge den seneste opgørelse (fra 2009) udgør virksomhedernes administrative byrder alene på skatte- og afgiftsområdet to mia. kr. mere end Skatteministeriets daværende driftsbevilling. Der er ingen grund til at tro, at byrden i dag er væsentlig mindre. Dertil kommer de udgifter, der ikke indgår i byrdeopgørelsen. Det gælder f.eks. den tid, borgerne bruger på selvangivelsen. Samlet kan det anslås, at borgere og virksomheder bruger to kroner, hver gang myndighederne bruger en krone på skatteområdet. Det giver en 'udliciteringsgrad' på to tredjedele.
Også andre myndighedsopgaver er pålagt andre end myndighederne. De hvidvaskningsregler, der i øjeblikket er så meget fokus på, er en udløber af, at bankerne blev sat til terrorbekæmpelse efter angrebet den 11. september 2001. Måske var det på tide med en politisk diskussion af opgavesnittet mellem staten og private – også når det gælder myndighedsopgaver.
Måske var det på tide med en politisk diskussion af opgavesnittet mellem staten og private – også når det gælder myndighedsopgaver.
Ganske vist tyder forskningen på, at den private opgaveløsning er den mest effektive del på skatteområdet. Men der er grunde til, at man ikke bør forvente samme gevinster som ved rigtig udlicitering.
For det første sker tildelingen af opgaver ikke til dem, der tilbyder at gøre det bedst og billigst. For det andet har virksomhederne ikke incitamenter til at løse opgaverne bedst muligt, udover at de kan straffes ved forsømmelighed. For det tredje har myndighederne ikke samme incitament til at holde sig tilbage med at stille krav på samme måde, som når de må betale for dem over budgettet.
