Kommentar bragt i Børsen 29/01/2019
Ofte møder man påstanden om, at det er de privatansatte, der gennem skattebetalingerne finansierer den offentlige sektor. Argumentet synes at være, at kun den private sektor tjener penge til Danmark, og at der derfor alene er de privatansattes penge til at finansiere det offentlige. Men det er en myte, at det kun er de privatansatte, der finansierer den offentlige sektor.
Det kan man indse ved at se på produktionen frem for pengestrømmene. For det er den samlede produktion, som vi danskere skaber, der er kilden til vores velstand. Og dermed også kilden til finansieringen af den offentlige sektor. Selvom sosu-assistenter ikke genererer en pengestrøm, så producerer de stadig noget af værdi, hvoraf det offentlige konfiskerer knap halvdelen i skat. Præcis som det er tilfældet for de privatansatte.
De offentligt ansatte er altså selv med til at finansiere den offentlige sektor. Man kan også se det som om, at det offentlige tvinger de offentligt ansatte til at arbejde gratis i knap halvdelen af deres arbejdstid.
Myten er muligvis opstået, fordi folk har tendens til at stirre sig blinde på pengestrømmene. Man konstaterer, at den offentlige sektor - i modsætning til den private - ikke har nogen indtægter eller eksport, og så konkluderer man ud fra det. Det kan være samme pengeillusion, som gør, at nogen tror, at personer på overførselsindkomst bidrager til samfundskagen, fordi de forbruger og betaler skatter. Men konklusionen er altså i begge tilfælde forkert. De offentligt ansatte er med til at finansiere den offentlige sektor, fordi de - i modsætning til folk på overførselsindkomst - producerer noget.
At det er en myte, betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal være kritisk over for den offentlige sektor. Der er ganske mange grunde til at tro, at ansatte producerer mindre værdi, hvis de er ansat i det offentlige frem for i det private. Bl.a. mangler det offentlige en velfungerende konkursfunktion, som kan sikre, at de dårligste virksomheder og idéer bliver luget ud af markedet. Der opstår også et stort velfærdstab, når politikerne bestemmer den enkeltes forbrug af velfærdsydelser i stedet for at overlade det til den enkelte. En ny opgørelse fra Cepos viser, at en LO-familie gennem det offentlige forbrug hver måned bruger 1000 kr. på fritid og kultur, 500 kr. til indsats for arbejdsløse (svarende til 10 pct. af, hvad familien bruger på sygehuse) og 1100 på subsidier, der går til bl.a. DSB og vindmøllestrøm. Det er ikke svært at forestille sig, at en del LO-familier ville kunne få mere ud af pengene, hvis de selv kunne vælge, hvordan de skulle bruges.
Der er således masser af skyts for borgerlige, hvis de vil argumentere for en mindre offentlig sektor. Men at de offentligt ansatte på en eller anden måde skulle "gå fri" af velfærdsstatens skatteopkrævninger, mens privatansatte finansierer hele gildet, er altså en myte.
