IT-giganterne lever altså af at stille en platform til rådighed for et netværk. Et stort og succesfuldt netværk giver anledning til en såkaldt netværksrente. Netværksrenten stammer fra, at nogle brugere af netværket betaler – f.eks. for retten til at annoncere. Typisk er netværket gratis at bruge for andre typer af brugere. Det er f.eks. gratis at søge med Googles søgemaskine eller være medlem af Facebook.
IT-giganterne er hjemmehørende i USA, og det er også her størstedelen af beskatningsretten ligger.
Men er det ikke ’unfair’, hvis indkomsten stammer fra omsætning i Europa?
Faktisk adskiller det sig ikke fra, hvordan andre lignende ’gammeldags virksomheder’ beskattes. Selskabsskatten har aldrig været en omsætningsskat, men en skat på værditilvæksten for ejerne. Og hvor der er tale om værditilvækst som netværksrente, er det helt sædvanligt, at beskatningen sker i ejernes hjemland. Det er f.eks. tilfældet for virksomheder, der har en væsentlig del af indtægten fra et patent eller et mærke.
I Danmark gælder det bl.a. medicinalvirksomheder og møbelfabrikanter. De to brancher betaler en relativ høj andel af deres selskabsskat i Danmark i forhold til deres omsætning her. Skattemyndighederne slår endda hårdt ned på selskaber, som forsøger at flytte deres patentindtægter.
Uanset at indtægten fra et patent kommer via salget af en pille i Tyskland, er størstedelen af værditilvæksten skabt her i landet, hvor patentet er udviklet, og hvor der i øvrigt også er givet fradrag for udviklingsomkostningerne. Indkomsterne fra salg af et mærkevare-møbel beskattes tilsvarende overvejende i Danmark, hvor mærket er udviklet.
Det er således vigtigt at være opmærksom på, at nok kan de mest succesfulde netværksvirksomheder og medicinalvirksomheder opnå betydelige netværks- og patentrenter, men det modsvares af, at de konkurrenter, der ikke lykkedes at blive størst eller komme først med patentet, er blevet underforrentet. Samlet set er der ikke grund til at forvente, at hverken IT-platforme eller medicinalvirksomheder kaster ekstraordinært stort afkast af sig \u0096 , eller at brancherne giver ekstraordinært store skatteindtægter. Men hvis man alene beskatter gevinsterne og ikke giver fradrag for tabene – som med kommissionens omsætningsskat – kommer man til at forvride incitamenterne til at udvikle nye og bedre produkter.
Kommissionen foreslår dog, at USA blot kan give ret til at modregne EU-skatten i den amerikanske skat. Men så er det reelt den amerikanske statskasse, der kommer til at betale.
Det er den næppe indstillet på. Og det følger heller ikke af de dobbeltbeskatnings-overenskomster, de fleste af verdens lande har indgået bilateralt med hinanden. Tværtimod udfordrer EU-kommissionen med sit forslag hele den internationale retsorden, der er skabt med disse overenskomster.
De er helt afgørende for at beskytte selskaberne mod at blive beskattet flere gange af den samme indkomst – og helt afgørende for de store gevinster alle borgere har af internationalt økonomisk samkvem. Trump er med rette blevet kritiseret for at udfordre reglerne på handelsområdet, men EU-kommissionen gør altså noget tilsvarende på skatteområdet.
Kommissionens skatteforslag har to elementer.
I første omgang vil man indføre en omsætningsskat på alle IT-virksomheder, som har en vis størrelse. I praksis bliver der tale om en skat på amerikanske IT-giganter, og den kommer dermed snublende nær på en egentlig told.
Effekterne vil være de samme. Også handelspolitisk bliver den – trods Trumps egen modvilje mod IT-giganterne – opfattet som en optrapning af det i forvejen anspændte forhold over Atlanten. Hvad den også er.
På længere sigt foreslår kommissionen at indføre en selskabsskat baseret på dens gamle traver, en fælles selskabsskattebase for EU (CCCTB).
Forskellen er dog her, at ikke alene EU-landene, men også resten af verden skal underkaste sig et helt nyt system til at fordele selskabsskatteprovenuet mellem landene, baseret på nogle arbitrære vægte. Og vel at mærke et system, som kommissionen trods flere forsøg ikke har kunnet få sine egne medlemslande til at acceptere. Derfor har det mildt sagt lange udsigter transatlantisk. Og derfor ville realiteten blive den ’midlertidige’ toldlignende omsætningsskat, så langt øjet rækker.
Det er vigtigt at understrege, at international handel indebærer mange komplikationer i skattesystemet. Der er således et omfattende regelsæt og dokumentationskrav for f.eks. ’transfer pricing’ (altså fastsættelsen af realistiske priser, når f.eks. to datterselskaber i en koncern handler med hinanden, så et efterfølgende overskud ikke kun opstår i lande med lav selskabsbeskatning). Men komplikationerne gælder for varer og tjenester i det hele taget og er ikke særlige for IT-giganter.
Det er også værd at notere, at amerikanske selskaber hidtil har haft ret gode muligheder for at udskyde beskatningen af oversøiske indkomster (som til gengæld blev ramt af en voldsomt høj sats, når de endelig blev hjemtaget). Nogle har forvekslet udskydelse med undgåelse. Men det er for det første ikke noget, der har med skatten i Europa at gøre. Og for det andet er det lige lavet om med skattereformen i USA.
Ser vi på behovet for at regulere IT-giganterne, så kan der måske umiddelbart godt se ud til at være en anledning. De er karakteriseret ved at være meget store på deres respektive markeder i forhold til konkurrenterne. Det kan lede tanken hen på et traditionelt, naturligt monopol eller på konkurrencebegrænsende adfærd, som begge kan begrunde regulering.
I tilfældet med naturligt monopol er der tale om f.eks. en forsyningsvirksomhed med en rørforbindelse, som det er for dyrt for en konkurrent også at etablere. Hvis der er tale om konkurrencebegrænsende adfærd, kan man i nogle tilfælde se, at der i stedet for mange virksomheder er få store, som har rejst forskellige former for barrierer (ofte hjulpet af lovgivningen). I begge tilfælde kan den manglende konkurrence anvendes til at tage højere priser end ellers. Det bliver dyrere for forbrugerne.
Men en platformsvirksomhed kan ikke sammenlignes med de to tilfælde.
Den største platformsvirksomhed på et marked bliver naturligt stor i kraft af netværket. Størrelsen er altså ikke nødvendigvis en indikator for manglende konkurrence. Modsat traditionelle, naturlige monopoler er de heller ikke beskyttet af, at det er uforholdsmæssigt dyrt for konkurrenterne at angribe den største virksomhed. Karakteristisk nok blev både Google og Facebook startet på kollegieværelser af studerende, som angreb etablerede virksomheder som søgemaskinen Alta Vista og de dengang hypede sociale medier Second Life og Myspace.
Platformene kan heller ikke siges at tage for høje priser for forbrugerne. Tværtimod er det typisk gratis at benytte sig af deres tjenester, eller også tilbyder de subsidierede priser. Indtægten stammer fra andre sider af platformen\u0096 i meget høj grad fra reklamer. Det er så at sige annoncørerne, som betaler for forbrugerne. Det er samfundsøkonomisk ikke noget problem i sig selv, og den sædvanlige regel om, at prisen bør svare til omkostningen, gælder ikke i et flersidet marked.
Der kan godt være konkurrencebegrænsende adfærd på et platformsmarked – f.eks. for høje annoncepriser. Men det er her vigtigt at notere sig, at på annoncemarkedet er IT-giganterne faktisk i indbyrdes konkurrence. Google er nok meget stor på søgemaskinemarkedet, men på annoncemarkedet konkurrerer man med Facebook, Amazon og andre IT-giganter. Samtidig konkurrerer de med de traditionelle reklamemedier som aviser, radio, tv osv.
Det er en pointe i den økonomiske litteratur om platformsvirksomheder, at det ikke er lige til at spotte eller korrigere eventuel konkurrencebegrænsende adfærd. Og det er under alle omstændigheder helt galt at forsøge at appellere til folkestemningen ved misvisende sammenligninger med f.eks. traditionelle, naturlige monopoler.
På trods retorikken på skatte- og konkurrenceområdet rettet mod IT-giganterne er der ikke meget at have det i ved et nærmere eftersyn. Hvis man er interesseret i en nærmere gennemgang, kan den findes i et arbejdspapir på www.cepos.dk.
Der er altså reelt tale om en populistisk dagsorden. Samtidig kan man også let få den mistanke, at der bag kommissionens tilbagevendende interesse for skatteområdet gemmer sig en konstitutionel dagsorden, som handler om at øge centraliseringen i unionen.
I dag har EU ikke sine egne skatteindtægter at råde over, og beslutninger på skatteområdet skal desuden træffes ved enstemmighed ifølge traktaten. Begge dele udgør en væsentlig konstitutionel begrænsning og er en hjørnesten i den decentrale struktur i EU. Kommissionen har tidligere udvist betydelig interesse for skattepolitiske temaer, der var oppe i tiden – senest med et forslag om en afgift på plastik. Hvis EU fortsat skal være et fædrelandenes Europa, er det imidlertid vigtigt fortsat at holde fast i, at beskatning er et anliggende for medlemslandene.