Man kan ikke gøre muslimske kvinder frie ved at tage deres frihed fra dem. Men det er netop, hvad regeringen nu vil gøre.
»Myndighederne skal således – i modsætning til i dag – gå til grænsen af de konventionsmæssige forpligtelser, når der træffes afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse. Det gælder også i forhold til arbejdsmarkedstilknytning«.
Sådan står der i den finanslov, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik sidste fredag. Vi skal »gå til grænsen«!
Vi opfører os i stigende grad, som om Danmark er i en undtagelsestilstand. At vi befinder os midt i en borgerkrig, hvor vi er presset i knæ af ’de fremmede’, ekstremismen og de antidemokratiske holdninger. Og på den konto tillader vi igen og igen, at vores politikerne indfører lovgivning, der indskrænker vores frihed, med det ene mål at ramme en bestemt befolkningsgruppe: Muslimerne.
Det er ærligt talt forstemmende.
Det nyeste påfund i rækken af grundlovsknægtende tiltag – som bl.a. omfatter loven mod religiøse ytringer (imamloven), loven mod religiøs beklædning (tildækningsforbuddet) og loven mod religiøse samfund (ghettoplanen) – kunne meget vel blive et forbud mod kunstige jomfruhinder. Et sådant forslag har sundhedsminister Ellen Trane Nørby i hvert fald netop haft i høring – blandt andet hos os i Etisk Råd.
Alt i alt er lovforslaget nedslående læsning. Med lovforslaget ønsker regeringen at »aflive myten om en ’jomfruhinde’«, hedder det. Det er ny praksis her til lands, at vi åbenbart lovgiver med det formål at bekæmpe myter.
Desværre glemmer regeringen, at det jo ikke er for at fastholde myter, at kvinder opsøger klinikker, der kan (gen)skabe deres jomfruhinder. De gør det, fordi de frygter familiens, svigerfamiliens og mandens reaktion, hvis de ikke kan fremvise et blodstænket lagen efter bryllupsnatten. De gør det for at fremstå som jomfruelige og ærbare. De gør det, fordi de står over for et reelt problem: De frygter for deres liv eller ære, hvis de lader være.
Hermed ikke sagt, at jeg på nogen måde sympatiserer med det forældede kvindesyn og de urimelige magtstrukturer, som gør, at nogle kvinder kan føle sig nødsaget til at få konstrueret en kunstig jomfruhinde. Og selve traditionen er jo i særlig grad idiotisk, set i lyset af, at ideen om en ’jomfruhinde’, der sprænges ved første samleje, er en kulturelt skabt myte.
For – som de fleste heldigvis ved – så findes kvinder også på dette område i mange anatomiske varianter, og over halvdelen vil hverken briste eller bløde ved første samleje.
Hvad er løsningen? Ja, det var da en overvejelse værd for regeringen at forholde sig til, hvorfor de æresrelaterede bestemmelser i straffeloven sjældent kommer i anvendelse.
Advokatsamfundet har tidligere på året anbefalet, at politikerne gør strafbare forhold begået med et æresrelateret motiv til en strafskærpende omstændighed. Endvidere kunne regeringen overveje, om man kan sikre bedre oplysning i de relevante miljøer.
Men nej. I stedet vælger regeringen at fratage den myndige og beslutningshabile kvinde muligheden for at få konstrueret en kunstig jomfruhinde og undslippe en potentielt farlig situation.
Hvorfor det? For at beskytte kvinden? Næppe. Fra et sundhedsfagligt perspektiv er komplikationerne ved det kirurgiske indgreb sjældne, og det er næppe mere risikofyldt end andre, lovlige kosmetiske indgreb, f.eks. intimkirurgien, hvor danske kvinder får reduceret deres kønslæber.
For at sætte kvinderne fri? Heller ikke. For regeringen fratager netop kvinderne muligheden for selv at navigere mellem de modsatrettede krav, der knytter sig til på en og samme gang at indgå i en illiberal kultur og leve i et liberalt samfund.
Og der kan være mange årsager til, at kvinderne ønsker en kunstig jomfruhinde. Nogle har måske været seksuelt aktive og fortrudt det, mens andre måske netop har valgt at håndtere samfundets og kulturens modsatrettede krav ved at få konstrueret en kunstig jomfruhinde en eller flere gange. Det er der i hvert fald undersøgelser, der tyder på. Derved kan de både udforske deres seksualitet og samtidigt fastholde deres kulturelle tilknytning.
Min største anke ved lovforslaget er, at det strider mod det grundlæggende kantianske princip om, at man aldrig må behandle mennesker alene som middel, men altid også bør behandle dem som mål i sig selv. Og dette lovforslag anvender alene kvinderne som middel til at forsøge at opnå kulturelle ændringer. Kun i meget begrænset omfang kommer forbuddet kvinderne til gavn, og i værste fald kommer det dem alvorligt til skade.
Regeringen gør kvinderne til den rambuk, der skal omvælte kulturen. Det er ikke rimeligt.
Regeringen gør kvinderne til den rambuk, der skal omvælte kulturen. Det er ikke rimeligt
Det undrer mig, at denne perlerække af frihedsbegrænsende og grundlovsknægtende tiltag ikke afføder en instinktiv og solidarisk reaktion fra politikere og debattører på begge fløje. Hvorfor får det ikke flere til at springe op af stolen og smide principperne på bordet? Hvad retfærdiggør, at vi gør det, man siger, hvordan man klæder sig, hvor man bor, og hvad man gør ved egen krop, til et politisk anliggende?
Jeg er bange for, at vi har fået bildt os selv og hinanden ind, at det netop er friheden, vi forsvarer, når vi knægter den. At det er til kvindernes bedste, hvis vi forbyder burka og rekonstruktioner af jomfruhinden. Det er ikke tilfældet.
For man kan ikke gøre muslimske kvinder frie ved at tage deres frihed fra dem. Og man afliver ikke myter ved at ulovliggøre dem. Myter bekæmpes med dialog, ord og fakta.
Det eneste, der kan forklare, hvorfor vi tillader politikere at intervenere i den personlige frihed, er, at vi tillægger kvinderne en ’falsk bevidsthed’. Vi tillader os at ignorere kvindernes faktiske, ytrede ønsker og vælger i stedet at oversætte det, de siger, til det, vi mener, at de mener.
Det er tanken om, at deres ’egentlige jeg’, som identificeres med et ’fornuftigt’ ønske om at smide burkaen og leve mere promiskuøst, er undertrykt og skal frigøres. Og heldigvis ved regeringen bedst, hvad kvinderne har brug for – bedre end den enkelte kvinde selv, naturligvis. Derfor er det i orden, at vi begrænser dem. For det er jo på vegne af deres ’egentlige jeg’ og i frihedens navn.
Friheden er en helt central del af det kit, der binder vores samfund sammen. For i friheden ligger også en anerkendelse og respekt for andre mennesker – også dem, hvis traditioner vi måtte finde tåbelige, åndssvage og idiotiske. Og myten om jomfruhinden er netop idiotisk og sandsynligvis et udtryk for patriarkalsk undertrykkelse.
Men kunne det samme argument ikke også anvendes på vores forskruede skønhedsidealer, som tilskynder kvinder til at få silikone i brysterne, filler i læberne og designer-vaginaer? Det er idiotisk og potentielt et udtryk for patriarkalsk undertrykkelse. Men ikke al idioti skal forbydes.
Ikke al idioti skal forbydes
Jeg kan godt forstå dem, som bekymrer sig over vores problemer med integrationen, og jeg anerkender også argumentet om, at der er grænser for, hvor langt det danske samfund bør gå i forhold til at understøtte en praksis, som afviger grundlæggende fra danske værdier. Jeg køber sågar indvendingen om, at rekonstruktioner af jomfruhinder bør foretages i privat regi og mod egenbetaling. Det skal ikke ligge det offentlige til last.
Men jeg kan ikke affinde mig med, at vi ikke har større tillid til vores kultur. At vi tror, at den ikke er stærk nok til at modstå myter, undertrykkende kulturelle og religiøse overbevisninger og antidemokratiske ytringer. Det gør mig yderst ubekvem, når den manglende tillid koster frihed.
Vi forsvarer ikke friheden ved at knægte den. Vi knægter den bare.
