Er det en god idé at indføre en fælles skattebase og minimumssats for selskabsskatten, sådan som statsministeren (men bemærkelsesværdigt nok ikke regeringen) vil gøre?
Det korte svar er nej.
Børsen bringer i dag min kronik, som forklarer hvorfor. Her er en række hovedpointer – inklusive et par, der ikke blev plads til i kronikken – samt links til egne og andres tekster, der uddyber dem.
- I en åben, international økonomi virker selskabsskatten som en skat på lønindkomst (se her for en meget grundlæggende forklaring og her en lille video om det). Men den har større samfundsøkonomiske omkostninger end en indkomstskat direkte på lønindkomst. Derfor er der en samfundsøkonomisk gevinst ved at afskaffe selskabsskatten, selv om den finansieres med andre skatter (se her for en gennemgang af den teoretiske og empiriske litteratur om, hvordan skatter, herunder selskabsskat, påvirker væksten).
- En hyppig indvending mod selskabsskattekonkurrence (faktisk gentaget af statsministeren) er, at det vil føre til et ”ræs mod bunden”. Men selskabsskatten er som sagt en dårlig skat, og derfor vil det være en fordel at få konkurreret den ned. Her er et link til en omtale af en analyse, som simulerer effekterne af at afskaffe selskabsskatten globalt og erstatte den med et mix af indkomstskat på løn og moms. Den viser, at alle lande har en fordel af at afskaffe selskabsskatten – bortset fra Kina, som lukrerer på, at omverdenen har meget højere sats.
- Argumentet for ”ræset” mod bunden bygger alene på den effekt, at landene også konkurrerer om eksisterende overskud. Det lyder derfor noget i retning af: Det land, som sænker sin sats, tiltrækker overskud fra andre lande. Derfor kan der være en umiddelbar gevinst ved at sætte satsen ned – indtil et andet land svarer igen, og skatteprovenuet ender med at blive konkurreret væk, når satsen rammer nul. Argumentationen ser bort fra, at der som sagt er andre, dominerende grunde til at fjerne selskabsskatten. Men realiteten er også, at der kan være kortsigtede politiske hensyn, som får landene til at konkurrere for lidt. Sagen er nemlig, at en række af virksomhedernes dækningsbidrag (quasi-rents) ikke er mobile på helt kort sigt. Et etableret produktionsanlæg kan ikke skilles ad og flyttes. Produktionen flyttes først i takt med, at anlægget nedslides. Et patent kan ikke flyttes, uden at det udløser beskatning. Der vil altså være et kortsigtet mindreprovenu fra disse indeklemte overskud, når selskabsskattesatsen sænkes, selv om der er en samfundsøkonomisk gevinst på længere sigt. Det får ”ræset” til at gå for langsomt.
- En bund under selskabsskattesatsen i EU vil være skadelig af flere andre grunde. Verden er større end EU, og derfor vil vi komme under pres fra andre lande, herunder USA som netop har sænket sin selskabsskattesats markant. Samtidig er det et velkendt resultat fra teoridannelsen om økonomisk geografi, at store lande kan tillade sig en højere sats end små. I praksis ser man da også netop, at små lande har lavere satser end store. Det fremgår af Søren Gjedsteds og min analyse her. Den viser også, at Danmark traditionelt reagerer hurtigt på lavere selskabsskat i omverdenen, som særlig et lille land bør gøre.
- Det er ganske pudsigt at se EU-kommissionens forslag om en fælles selskabsskattebase omtalt som et værn mod skattekonkurrence. Modellen (forkortet til CCCTB) var i sin oprindelige form valgfrit for selskaberne og fremsat for at give dem mindre administrativt bøvl. Siden er det blevet hevet frem som en løsning på, hvad der nu måtte være af aktuelle emner på skattedagsordenen i den offentlige debat. Det gælder f.eks., da Luxembourg blev afsløret i at forhandle med selskaberne om at give dem særlige individuelle skatterabatter. Men havde modellen været indført, ville det have betydet, at Luxembourg ikke alene kunne have givet rabat i sin egen selskabsskat, men også i andre EU-landes selskabsskat, hvis et selskab har hovedsæde i Luxembourg.
- Det er værd at bemærke, at Kommissionen har tradition for at komme med forslag på skatteområdet, der er oppe i tiden (f.eks. en plasticafgift). Man kan godt få den mistanke, at den reelle dagsorden er at skaffe EU egne skatteindtægter, og at udfordre et af de allervigtigste barrierer for en føderal stat, nemlig princippet om enstemmighed på skatteområdet i traktaten. Derfor er der også et vigtigt konstitutionelt spørgsmål i spil. Jeg skrev her lidt om, at Socialdemokratiets ønske om øget skattesamarbejde rejser vidtrækkende spørgsmål – hvor langt er man egentlig på vej mod en føderal stat frem for det EU, vi har i dag? De samme spørgsmål må man nu stille Venstre.
- Her er et noget længere essay om, hvor meget grundlag EU-kommissionen har i sin kampagne mod amerikanske IT-giganter på skatte- og reguleringsområdet (her er min kronik i Politiken, som sammenfatter analysen). Pointen er, at der ikke er ret meget at komme efter. Jeg gennemgår i den forbindelse principperne for international beskatning, og det har også relevans for diskussionen om selskabsskatten i EU (ser man på de særskatter, Kommissionen foreslår netop på IT-giganterne, minder de i bekymrende grad om Trumps told). I diskussionen om selskabsskatten bliver det således ofte anført, at multinationale betaler for lidt i selskabsskat i forhold til deres omsætning i mange lande. Men selskabsskatten er ikke og bør ikke være en skat på omsætningen. Analysen ser også på den rolle, skattelylande spiller. Modsat hvad man kan høre i den offentlige debat, er der intet, som tyder på, at den danske statskasse mister selskabsskatteindtægter på grund af skattely.
- Et yderligere postulat, man kan møde i debatten, er, at der er frit slag for multinationale til at placere deres overskud i de EU-lande, hvor skatten er lavest. Det er tidligere blevet anvendt mod skatteministre, som alt overvejende har været Venstremænd i dette årtusinde (14 år ud af godt 18), men nu er også Venstremænd begyndt at bruge det. Realiteten er dog, at der findes et endog meget omfattende internationale regelsæt om, hvordan den skattepligtige selskabsindkomst skal opgøres. Et selskab, som er aktiv i flere lande, skal dokumentere, at alle interne handler sker til armslængdepriser (den såkaldte transfer pricing-dokumentation). Man kan altså ikke blot flage overskuddet ud, hvis det er skabt her i landet.
- Dertil kommer, at Danmark har indført nogle af de strammeste særregler. Det gælder f.eks. rentefradragsbeskæringsreglerne, som forhindrer udtynding af det skattepligtige overskud gennem gældsfinansiering. Reglerne for, hvornår selskaber kan lade sig sambeskatte med deres udenlandske datterselskaber er også strammere i Danmark. Derfor vil der også komme en smallere skattebase ud af at indføre ens EU-regler; det er ikke sandsynligt, at EU vil vælge at harmonisere ud fra danske regler. Derfor har Venstre og Socialdemokratiets forslag den lidt pudsige logik, at de bør begynde med at gøre basen smallere, hvis de vil forberede Danmark på ens regler. Men lad os se, om de vælger det…
Selskabsskatten er sagligt set ikke noget godt emne at føre valgkamp på. Men som Bastiat skrev, så bygger politik på ”det store bedrag, at vi kan leve på hinandens bekostning”. Her er selskabsskatten måske i særlig grad velegnet. Det ser let ud, som om nogle andre betaler.
