Regeringens og Dansk Folkepartis infrastrukturplan kan ende med at blive en investering for samfundet. Det er dog samtidigt svært at forstå, hvorfor DF er så forhippet på at få Billundbanen
Siden regeringen og Dansk Folkeparti fremlagde deres fælles plan for langsigtede investeringer i landets infrastruktur, har en stor del af debatten drejet sig om Billundbanen og (måske især) omfartsvejen ved Mariager.
Men ser man på den samlede plan, er den faktisk markant bedre, end gennemsnittet af de vedtagne infrastrukturprojekter tilbage i tiden – mere om det senere.
I et transportøkonomisk perspektiv er særligt Billundbanen en elendig investering, mens omfartsvejen ved Mariager (der i parentes bemærket også er en del af Socialdemokratiets infrastrukturplan) mest har været diskuteret på grund af de åbenlyse og indrømmede interessekonflikter, DF’s transportordfører har.
Det er især svært at forstå, hvorfor DF er så forhippet på at få Billundbanen.
For selve projektet kan faktisk godt ende med at blive en fornuftig investering for samfundet. Vejdirektoratets indledende analyser viser, at projektet er tæt på at være rentabelt. Om det også gælder, når man går mere i detaljer, må de endelige analyser vise.
Fornuftig plan Hvis vi i stedet hæver os lidt op over de enkelte projekter og i stedet ser på infrastrukturplanen samlet set, så er planen faktisk ganske fornuftig, når man sammenligner med tidligere politiske infrastrukturbeslutninger.
Produktivitetskommissionen gennemgik alle besluttede infrastrukturprojekter fra 2002 til 2013. De kom frem til, at hele 37 procent af anlægsbudgettet var blevet brugt på urentable projekter — det vil sige projekter, hvor samfundets gevinster i form af blandt andet sparet rejsetid ikke stod mål med samfundets omkostninger til blandt andet anlæg og drift.
Heraf blev de otte procentpoint af anlægsbudgettet brugt på projekter, der havde en negativ samfundsøkonomisk forrentning. Det betyder, at projekterne var så dårlige, at det havde været bedre at brænde pengene end at bygge infrastrukturen.
Til sammenligning vil regeringen og DF kun bruge ni procent af deres anlægsbudget på urentable projekter, og heraf vil kun de to procentpoint (de 0,9 milliarder kroner, der skal bruges på Billundbanen) blive brændt (eller faktisk: det, der er værre end brændt).
Fordelingen af anlægskronerne i infrastrukturplanen og projekterne gennemgået af Produktivitetskommissionen fremgår af nedenstående figur.
Billundbanen Det er især svært at forstå, hvorfor DF er så forhippet på at få Billundbanen.
Det er ganske voldsomt, at politikerne vedtager infrastrukturprojekter, der er så dårlige, at de ligefrem giver et negativt samfundsøkonomisk afkast (kun letbanen på Ring 3 kan umiddelbart præstere det samme).
Frem for at foreslå en ny, urentabel bane mellem Billund og Vejle burde regeringen og DF have vist politisk lederskab og peget på, hvordan man vil afvikle de urentable dele af jernbanen (blandt andet lokal- og stikbaner samt de små stationer), så man kan fokusere på dét, jernbanen potentielt kan være god til: Høj hastighed på lange strækninger og høj kapacitet i myldretiden ind til København.
