Kommentar bragt i Berlingske 29/10/2018
Københavneradvokaten Christian Bachmann har fået en bøde på 20.000 kr. i Advokatnævnet. Bachmanns brøde bestod i, at han i 2017 havde givet et tilbud om advokatbistand til to potentielle klienter, som var billigere end det, deres egen advokat havde givet. Og ser man alene på advokaternes interne regler, er bøden formentlig korrekt. I de advokatetiske regler står der nemlig, i stk, 8.2, at »Advokaten må ikke fortrænge en advokat fra en sag.« Sådan.
Det svarer til, at hvis du har rengøringshjælp, må et andet rengøringsfirma ikke komme og tilbyde at gøre arbejdet til en lavere pris.
De må være grønne af misundelse i andre brancher over den konkurrencebeskyttelse, de etiske regler giver i advokatbranchen. Uanset om du er rengøringsassistent, økonom eller telefonselskab, ville det være rart, hvis du slap for konkurrenterne, når først kunden var i folden.
Men for forbrugerne er sagen selvfølgelig en helt anden, fordi manglende konkurrence gør produkter og services dyrere. Det er derfor, at vi har offentlige institutioner som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Margrethe Vestager som konkurrencekommissær i EU. Og det er derfor, at de med jævne mellemrum tildeler virksomheder store bøder, hvis de samarbejder om priserne eller på anden vis hindrer den frie konkurrence.
Og selvom stk 8.2 i de advokatetiske regler er pakket ind i etik, som påstås at skulle beskytte klienter mod unødvendige forstyrrelser fra advokater, er dens primære funktion i sidste ende at begrænse konkurrencen mellem advokaterne. For hvem beskytter man egentlig? Hvis vi tænker over, hvordan vi ville opfatte lignende regler i andre sektorer, er det svært at se, at kunderne er vinderne. Ville en familie, hvis drømmehusprojekt ser ud til at løbe økonomisk løbsk, være bedre stillet, hvis en anden håndværker ikke må kontakte dem med en bedre løsning? Næppe.
»Hvis ikke advokater må konkurrere med hinanden, vil vi som forbrugere sjældnere opdage, at andre advokater har bedre løsninger.«
Som forbrugere står vi over for mange komplicerede valg, og det er langtfra altid, at vi har den fulde viden om priserne på markedet. Hvem kender f.eks. ikke følelsen af at købe noget på dagen, for derefter at opdage, at man kunne have fået det betydeligt billigere i en anden butik? Hvis ikke advokater må konkurrere med hinanden, vil vi som forbrugere sjældnere opdage, at andre advokater har bedre løsninger. Det sparer os selvfølgelig for ærgrelsen, hvis vi allerede har købt den dyre advokat, men til gengæld går vi glip af gevinsten, de mange gange vi kunne vælge den billige advokat.
Reglen om, at en advokat ikke må fortrænge en anden advokat fra en sag, minder på sin vis om diskussionen, da man liberaliserede bogmarkedet. Også her blev den primære effekt — mere konkurrence — placeret bag et etisk slør af kvalitet, kulturel mangfoldighed osv. Efterfølgende analyser viste dog, at liberaliseringen af bogmarkedet havde været en stor gevinst for forbrugerne. For nylig så vi også frisørbranchen udtrykke et ønske om at begrænse konkurrencen, fordi det var »forkert«, at folk uden en frisøruddannelse kunne klippe os andre. Taxibranchen brugte også argumenter som »bedre sikkerhed« for — med nogen succes — at begrænse konkurrencen fra Uber.
På forbrugernes bekostning
Jeg er muligvis for skeptisk over for andre folks motiver, men hver eneste gang denne slags (ønsker om) regler kommer frem, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at de etiske argumenter primært fungerer som et slør for det, brancherne virkelig ønsker: Et marked med mindre konkurrence, hvor man kan tjene lidt ekstra på forbrugernes bekostning.
Det er naturligvis en påstand, der giver øretæver. Og det er en påstand, det kan være meget svært at dokumentere. Men en flig af sandheden kom måske frem, da Tandlægeforeningen sidste år brugte etiske argumenter mod en liberalisering af tandlægebranchen. De skrev bl.a., at konsekvensen af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens syn på priser er »dårligere tandsundhed, forringet patientsikkerhed og i længden også større udgifter både for samfundet og for den enkelte patient«, mens de i et nyhedsbrev til medlemmerne skrev, at det vil »være mest gavnligt for din bundlinje, hvis du vælger alternativer til et kædesamarbejde«.
Og selvfølgelig er bundlinjen vigtig for erhvervsdrivende. Ligesom fri konkurrence er vigtig for forbrugerne. Men de erhvervsdrivende har ikke krav på os som forbrugere. Derfor kan man godt undre sig over, at myndighederne ikke i højere grad griber ind over for branchernes kartelsamarbejde, selvom det er sløret bag etik.
