Nobelprisøkonomen fra 1986, James M. Buchanan, er værd at mindes, særlig i en tid, hvor de populistiske strømninger er dominerende. Han insisterede på, at vi skal forstå, at det økonomiske marked og den politiske beslutningsproces kun kan forstås, hvis vi anerkender, at der er forskellige spilleregler i økonomi og politik.
Hvorfor foregår skak og boksning ikke på samme måde? Svaret skal findes i spillereglerne. Det, der er en god strategi i boksning, lønner sig ikke i skak. Så hvis man er optaget af, hvordan de to sportsgrene praktiseres, skal man interessere sig for reglerne.
Hvis pointen lyder simpel, er den det ikke for alle. Navnlig når man ser ud over sportens verden og sammenligner politiske systemer, stat og marked eller politiske ideer og partier. Vi bilder os ind, at den afgørende forskel er mellem mennesker med gode og dårlige intentioner. Synet på markedet præges af, om man ser erhvervsledere som særligt effektive og dynamiske eller som særligt griske. Offentligt ansatte ses som lade og forkælede eller som selvopofrende. Politikere ses som gode eller dårligere mennesker alt efter, hvor enige vi er med dem.
Med de populistiske strømninger på både højre- og venstrefløjen tager tilbøjeligheden til at opdele folk efter intentioner – og endog identitet – til. Der er det sande folk, og der er eliterne. Der er de dominerende og de undertrykte.
Hold fast i spillereglerne
James M. Buchanan insisterede på, at vi skal se på forskelle i spilleregler og ikke i intentioner eller personlighed. Og han påviste, at denne indsigt har vidtrækkende følger. Han var en af det 20. århundredes mest produktive og banebrydende økonomer, og han fik Nobelprisen i økonomi i 1986. Han satte sit præg også på politologi og politisk filosofi. Og de nypopulistiske strømninger har gjort ham særlig interessant igen.
Buchanan udsprang bogstavelig talt af populismen. Hans bedstefar var guvernør i Tennessee for Det Populistiske Parti, og under hans fattige opvækst under depressionen, var det moderens håb, at sønnen ville gå i bedstefarens fodspor. Han blev økonom i stedet, men endnu som soldat under Anden Verdenskrig havde han været parat til at lade sig hverve af kommunistpartiet, hvis det havde forsøgt, fortalte han siden. Hans skepsis mod eliter forsvandt aldrig, men ph.d.-studiets forelæsninger fik ham til at indse den pointe, som allerede Adam Smith havde opdaget: Markedsøkonomiens succes skyldes dens incitamenter, dens spilleregler. Som Smith skrev: »Det er ikke fra slagteren, bryggeren eller bagerens godgørenhed, at vi forventer vores aftensmad, men fra deres varetagelse af deres egeninteresse.«
Men hvad er det på markedet, som skaber disse incitamenter? Buchanan fandt svaret hos den svenske økonom Knut Wicksell: Markedet kan dybest set brydes ned i en mængde af parvise bytter. Og alle har vetoret i den forstand, at de ikke er tvunget til at deltage i et bytte, som ikke stiller dem bedre. Det er udsigten til et veto, der gør det i bagerens egeninteresse at varetage kundernes interesse også.
Politikfejl
Visse transaktioner kan dog ikke vetoes (f.eks. forurening). I så fald taler man om en »markedsfejl«. Inden Buchanan var det ret selvfølgeligt for økonomer, at ved »markedsfejl« må staten træde til. Men han indså, at der findes helt parallelle »politikfejl«. Ellers skal man forudsætte, at politiske aktører er immune over for incitamenter. Men hvorfor skulle vi være det? Er det plausibelt, at vi handler helt forskellige, når vi står i supermarkedet i forhold til, når vi står i stemmeboksen?
Spillereglerne i politik er derimod forskellige fra markedets. Kun hvis politiske beslutninger skulle træffes med enstemmighed, ville det udstyre os alle med et tilsvarende veto. Ingen politisk beslutning kunne træffes, som ikke var i alles interesse.
Problemet er blot, at der ved fuld enstemmighed opstår nye uheldige incitamenter til at forhale beslutningsprocessen. Det taler i stedet for at lægge andre begrænsninger på politik: Decentralisering, individuelle frihedsrettigheder, magtdeling – og kvalificerede majoritetskrav ved vigtige beslutninger. Det er sådanne begrænsninger, som kommer til at afgøre praktisk politik, nøjagtig som reglerne bestemmer, om der bokses eller spilles skak.
Buchanan advarede os økonomer mod at foreslå økonomisk politik, som om vi rådgav en »godgørende diktator« alene med samfundets bedste for øje. Også i det politiske system må man se på incitamenterne. Han forudså f.eks., at anvendelsen af offentlige underskud som finanspolitisk redskab ville ende i den overgældsætning, som plager de fleste vestlige lande nu.
Med Buchanan genopfriskes den præmis, som de amerikanske forfatningsfædre gik ud fra: At ikke engang de selv kunne betros ubegrænset magt. Gode incitamenter er vigtigere end gode intentioner. Dårlige politiske beslutninger forhindres i sidste ende af stærke grænser for politik, mere end af, at »de rigtige« får magten.
