Mette Frederiksen går til valg på at gøre samfundskagen mindre og på at reducere beskæftigelsen.
Dermed bryder hun med en lang tradition for, at man som kandidat til posten som statsminister arbejder for at få flere i job og for at gøre Danmark rigere.
Siden 2001 har ALLE regeringer under Fogh, Thorning og Løkke gennemført politik, der har øget beskæftigelse og velstand. Fogh øgede beskæftigelsen med 164.000 personer via bl. a. tilbagetrækningsreform, skattereformer mv. Thorning øgede beskæftigelsen med 36.000 personer via skattereform, lavere kontanthjælp, førtidspension mv. Og Løkke har via kortere dagpengeperiode, højere efterlønsalder mv. øget beskæftigelsen med 77.000 personer (sammenlagt over hans to statsministerperioder). Det er også vurderingen, at Nyrups regeringer i 90erne øgede beskæftigelsen gennem reformer, herunder som følge af afskaffelse af formueskat, reduktion af selskabsskat, reduktion af den øverste marginalskat og reduktion i dagpengeperioden.
I CEPOS har vi udarbejdet en analyse af Socialdemokratiets konkrete politikforslag op til det forestående folketingsvalg.
Opgørelsen viser, at Socialdemokratiets forslag reducerer beskæftigelsen med ca.
10.000 personer, mens BNP reduceres med ca. otte mia. kr. Dvs. færre vil være i job og samfundskagen - velstanden - bliver mindre.
I opgørelsen er bl. a. indregnet forslag om lavere pensionsalder, højere aktieskat fra 42 til 45 pct., højere renteskat fra 42 til 52 pct.
samt balanceskat på banker. Forhøjelsen af aktieskatten vil gøre det sværere for små og mellemstore virksomheder at tiltrække kapital til nye investeringer i bl. a. maskiner og ny teknologi. Det vil skade produktiviteten og velstanden. Forhøjelsen af renteskatten vil gøre det mindre attraktivt at spare op.
Faktisk kommer renteskatten så højt op, at 11.000 danskere bliver fattigere af at spare op, fordi skat og inflation spiser afkastet (og lidt til). Kendetegnene for Mette Frederiksens forslag er, at de svækker incitamentet til at arbejde, ligesom det bliver mindre attraktivt at spare op og investere.
Alene forslaget om differentieret pension reducerer beskæftigelsen med 8.500 personer. Der er imidlertid risiko for, at beskæftigelsestabet bliver endnu større, hvis kortere pensionsalder bliver populært blandt danskerne. Erfaringerne fra tidligere skatteyderfinansierede ordninger for tidlig tilbagetrækning taler for, at den risiko er stor. Inden efterlønsordningen blev indført i 1979, forventede man, at ca. 30.000 personer ville komme på efterløn. Da efterlønnen var mest populær i 2004, var der 180.000 personer på efterløn. Også orlovsordningerne i 90' erne førte til en reduktion i arbejdsudbuddet, som var flere gange større end først budgetteret.
