3F-Kampagne stirrer sig blind på ulighed og glemmer arbejdsløshed og danskernes privatøkonomi. ADVARSEL: Denne blog indeholder et foto af forfatteren taget i 1992.
Fagforeningen 3F kører i øjeblikket en kampagne, som påstår, at Danmark i løbet af de seneste 27 år skulle være blevet et værre land at leve i. Kampagnen tager udgangspunkt i året 1992, hvor herrelandsholdet i fodbold blev Europamestre. Det var da også en fantastisk begivenhed for os, der kan huske den. Kampagnen og den medhørende video postulerer, at dengang holdt vi sammen høj som lav, Sosu-assistent og direktør.
Ifølge 3F havde vi ”et fælles Danmark hvor høj og lav stod side om side”, modsat i dag, hvor den stigende ulighed angiveligt har ført til at Danmark er ”på vej væk fra det fællesskab, der holder danskerne sammen”.
Det er godt nok noget af en påstand – især fra en fagforening – at Danmark skulle have været et bedre land i 1992 end i dag.
Netop en fagforening burde have sans for, at der i 1992 var nogle meget store problemer, som vi har løst i dag. For eksempel var der dengang 306.000 arbejdsløse i Danmark – det er mere end 10 procent af arbejdsstyrken. Også langtidsledigheden var høj, og ramte i høj grad 3F’s medlemmer
Siden 1992 er ledigheden faldet til 92.000 eller under 3½ procent. Hvordan er det sket? Det skyldes i høj grad en lang række reformer, som netop er blevet gennemført i perioden efter 1992.
Dagpengeperioden blev ad flere omgange forkortet. Den aktive arbejdsmarkedspolitik skulle sikre, at dagpengemodtagere var aktivt jobsøgende. Aktivering blev indført, og der blev talt åbent om, at den primære effekt var ”trusselseffekten”, så andelen af arbejdsløse, der kom i almindelig beskæftigelse, steg op imod udsigten til at komme i aktivering. Kontanthjælpen blev reduceret – først for unge under 25, siden for andre grupper, heriblandt indvandrere.
Disse tiltag blev gennemført af regeringer af forskellig observans: Socialdemokrater og borgerlige. Det handlede ikke om ideologi, men om velfærdsstatens overlevelse og for nogle også om dens legitimitet hos vælgerne. Effekten udeblev da heller ikke. Nedenstående figur viser udviklingen i den såkaldte strukturelle ledighed i perioden fra 1983 frem til 2017. Den strukturelle ledighed er den ledighed, der ikke er midlertidig og skyldes en lavkonjunktur, men som også vil eksistere i et normalt konjunkturforløb.
Figur 1 Kilde: Martin Ågerup, "Velfærd i det 221. århundrede" (People'sPress 2017)
Vi har altså indgået en byttehandel: Lavere arbejdsløshed til gengæld for højere ulighed. Denne figur viser, at der virkelig er tale om en byttehandel. Jo bedre reformer er for beskæftigelse og vækst, jo mere øger de også uligheden. Der er en meget klar sammenhæng ifølge Finansministeriets estimater. (Læs uddybende om figuren her).
Figur 2
Og der er mange andre forhold, der illustrerer, at dagens Danmark er meget bedre end Danmark år 1992. Vi er fx og langt mere velstående – og det gælder i øvrigt også de fattigste i samfundet.
Der er også mange tegn på, at vi generelt føler os mere økonomisk trygge. Der er markant færre tvangsauktioner og langt flere føler, at de har et økonomisk overskud til at lægge penge til side.
Figur 3
Kilde: Danmarks Statistik
3F hæfter sig primært ved, at uligheden var lavere 1992. Og det er også rigtigt, at den økonomiske ulighed siden er steget.
Men i 1992 lå den nær et historisk lavpunkt og var i øvrigt den laveste i verden. Og selvom uligheden er steget lidt, er den fortsat lav sammenlignet med andre lande – faktisk er uligheden i Danmark lavere end i Sverige.
Det kan godt undre, at 3F finder det passende ligefrem at kalde graden af ulighed i Danmark for ”uanstændig”. Det er store ord.
Befriende nok blev det i slutningen af januar for meget for Dansk Metals formand, Claus Jensen, som foranlediget af 3F’s kampagne og meldinger fra formanden for FH (tidligere LO), Lizette Risgaard, i Børsen advarede imod at lade ”noget vrøvl forplante sig til at blive en sandhed” i den danske ulighedsdebat.
Det grundlæggende problem med 3F’s kampagne er, at den stirrer sig totalt blind på økonomisk ulighed som en ultimativ målsætning, der er vigtigerer end alt andet. Pyt med arbejdsløsheden, pyt med danskernes privatøkonomi, pyt med velstanden, pyt med statsfinanserne.
Men de reformer, der siden 1990’erne har givet os et bedre Danmark på mange forskellige måder, har for en stor dels vedkomende også øget uligheden lidt. Det var ikke målet med reformerne men en bivirkning. Som vi har set, har reformerne bidraget til at nedbringe arbejdsløsheden. Derudover har de sikret sunde statsfinanser, højere velstand og meget andet godt.
Og noget kunne tyde på, at danskerne egentlig er ganske godt tilfredse med den byttehandel. Samlet set er vi i hvert fald en anelse mere tilfredse med tilværelsen i 2016 end i 1992:
Figur 4
Kilde: Danmarks Statistik
Endvidere – og nok så væsentligt - slår 3F i kampagnen meget på en påstand om, at ”sammenhængskraften” skulle have været større i 1992. Sammenhængskraft er et vanskeligt begreb at definere, men ofte anvender forskere befolkningen generelle tillid til hinanden som en indikator for sammenhængskraft. European Values Survey har ad flere omgange spurgt danskerne, om de er enige i, at man kan stole på de fleste mennesker. I 1990 svarede 58 procent ja til det. De nyeste tal er desværre 10 år gamle (2008), men de viser en stigning i tilliden til 76 pct.
Nostalgien for 1992 hos 3F skal formentlig delvist ses som et forsøg på rent politisk spin baseret på danskernes nostalgi for EM-sejren.
Men blindheden for det problematiske i projektet kan måske også skyldes noget meget menneskeligt. Sådan nogle gamle mænd som 3F’s formand, Per Christensen, og mig kan det godt virke som om alting var bedre dengang vi var unge. I 1992 var Per Christensen stadig en ung mand – 35 år gammel. Jeg selv var 26 år og så sådan her ud:
Martin Ågerup i 1992, mens alt stadig var godt og verden lå for hans fødder
Ak ja, hvem der var 26 år igen eller 35….
MEN sandheden er nu nok, at det er langt bedre at være 26 eller 35 år i Danmark i dag end i 1992.
Ikke alt er gået den rigtige vej, men samlet set er Danmark i dag et bedre samfund med et stærkere fællesskab end Danmark i 1992. Og selvom vi ganske vist ikke længere er europamestre i fodbold, så er vi dog blevet verdensmestre i håndbold.
Del meget gerne denne blog på sociale medier og se også denne video på facebook om samme tema.
