I den nye vision spiller skattepolitik en stor rolle. EU skal bekæmpe skattely, fastsætte minimumssatser for selskabsskat, indføre skat på finansielle transaktioner og lægge særskatter på amerikanske it-virksomheder. I forhold til EU-Kommissionen løber partiet en åben dør ind.
Den har længe ønsket sig større beføjelser på skatteområdet. Og den er sjældent sen til at forsøge at lægge sig i halen af populære dagsordener. Senest med et forslag om en afgift på plastic som svar på ophobningen i verdenshavene – selv om forureningen i alt væsentligt stammer fra lande uden for EU.
Traktaten sætter i dag snævre grænser for skattepolitikken i EU. Beslutninger om skat kan kun træffes enstemmigt. EU’s indtægter er stort set låst til de såkaldt ”egne indtægter”, som består af told samt en andel af medlemslandenes momsgrundlag og bruttonationalindkomst. EU råder altså ikke som f.eks. den danske stat eller den amerikanske føderale regering over skatter, som man bare kan skrue op for.
Dette konstitutionelle bånd er helt afgørende for, at EU ikke kan udvikle sig til en føderal magt som i USA. Dér sætter forfatningen i princippet snævre grænser for centralmagten, som kun må beskæftige sig med opgaver fra en positivliste.
Men med først overtagelsen af delstaternes gæld og siden adgangen til at udskrive især indkomstskat har den skabt sig en position, der rækker langt ud over, hvad forfatningens fædre havde tænkt sig. Det foregår bl.a. ved at belønne delstaterne økonomisk for politiske initiativer, som ikke tilhører det føderale ressort. Magten over skatteindtægterne giver den politiske magt.
Vi overser tit, at EU-traktaten på mange punkter er den amerikanske overlegen, navnlig når det gælder om at begrænse centralmagten. Det er her essentielt, at unionen ikke kan udskrive skatter (eller overtage medlemslandenes gæld, sådan som man med håndteringen af statsgældskrisen i euroområdet dog har bevæget sig i retning af).
Hvis man følger de socialdemokratiske overvejelser om en større skattepolitisk rolle for EU, er der en risiko for at gå i det amerikanske spor – også selvom det ikke i første omgang resulterer i flere frie indtægter til Bruxelles.
Hertil kommer så, at de konkrete socialdemokratiske forslag ikke er god skattepolitik. En særskat på amerikanske it-selskaber er reelt intet mindre end en told af den slags, præsident Trump kritiseres for – endda pakket ind i samme retorik om ”fairness”.
En minimumsselskabsskat er ikke i navnlig små landes interesse. Skat på finansielle transaktioner kan nok fremstilles som skat på upopulære banker, men rammer i sidste ende lønmodtagerne.
