Martin Ågerups fulde svar på kronik i Politiken d.9. juni af Hans Hertel
Hans Hertel har skrevet en kronik, der vel bedst kan beskrives som en had-erklæring til CEPOS. Vi bliver både kaldt ”farlige” og ”et kobbel løbske liberalister” i en tekst krydret med kraftudtryk om os som kynisk og skamløs.
Årsagen til Hertels raseri er, at CEPOS’ forskningschef Henrik Christoffersens har tilladt sig at forholde sig kritisk til Folkebibliotekernes rolle i det moderne samfund. Hertel går så langt, at han opfinder stråmands-argumenter. Han påstår således, at en anden CEPOS-medarbejder – Cheføkonom Mads Lundby Hansen – skulle have argumenteret imod Folkebibliotekerne med det argument, at (og her citerer jeg Hertel, ikke Lundby): ”de gratis biblioteker gør det attraktivt at være på overførselsindkomst og trækker arbejdsudbuddet ned”.
Men Hertel fordrejer Mads Lundbys synspunkter og fortier konteksten. Konteksten er, at oppositionen med Enhedslistens Pelle Dragsted i spidsen har kritiseret Finansministeriets regnemodeller for ikke at medregne effekten af offentligt forbrug på arbejdsudbuddet. I debatten har Enhedslisten og andre fra rød blok hævdet, at der primært er positive arbejdsudbudseffekter af øget offentligt forbrug. Mads Lundby blev af Dagbladet Information spurgt til disse effekter, og han gjorde opmærksom på, at der både kan være positive og negative effekter på arbejdsudbuddet af offentligt forbrug. Her brugte han bibliotekerne som et eksempel på en type offentligt forbrug, som kunne have negative effekter på arbejdsudbuddet, hvilket de økonomiske vismænd og Finansministeriet ligeledes har påpeget, men dog uden at Hertel har følt sig kaldet til at skrive kronikker imod dem.
Der ar altså tale om en nøgtern beskrivelse af, hvad økonomisk teori tilsiger på dette område. Hertel forsøger at få det til at se ud som om, der var tale om et argument imod bibliotekerne. Men det er ikke tilfældet, hvilket dels fremgår af den artikel, Hertel citerer selektivt og dels er blevet understreget af Mads Lundby i kommentarer i flere andre medier. I det skrift af Christoffersen, som Hertel kritiserer, omtales bibliotekers effekt på arbejdsudbuddet ikke med et ord. Bibliotekernes meritter skal naturligvis ikke vurderes på deres effekt på arbejdsudbuddet, og det er der da heller ingen, der har påstået. Det er ikke CEPOS men derimod Enhedslisten, der insisterer på, at disse effekter er væsentlige og bør medregnes i de økonomiske modeller.
Lad os nu vende os mod substansen i diskussionen om folkebibliotekernes rolle i det moderne samfund. Henrik Christoffersens forslag er ikke at nedlægge folkebibliotekerne men at lade det være op til den enkelte kommune selv at vurdere, om man vil drive folkebibliotek eller ej, modsat i dag, hvor kommunerne per lov er forpligtet til at drive folkebibliotek.
Baggrunden for dette forslag er, at samfundet forandrer sig. Folkebiblioteket blev etableret i en tid med helt andre vilkår og forudsætninger end i dag. Danskernes velstand var en brøkdel af, hvad den er i dag. Internettet eksisterede ikke. E-bøger eksisterede ikke. Folkeoplysning er et ædelt formål, men netop derfor er det relevant at overveje, om folkeoplysning bedst bedrives af folkebiblioteker. Et rigsarkiv, Det Kongelige Bibliotek, skolebiblioteker samt nogle universitetsbiblioteker bør naturligvis bevares (om end også de muligvis i en anden form), men tilfredsstiller de kommunale folkebiblioteker egentlig fortsat et faktisk behov, som berettiger de udgifter, vi har til dem?
Google og netboghandlernes algoritmer er på nogle måder bedre til at hjælpe os med at finde de bøger, vi gerne vil læse, end bibliotekarer kan være – og også langt mere tilgængelige. De fleste mennesker læser nogle få bøger om året, som de rigeligt har råd til at købe selv eller ønske sig til fødselsdag og jul. På nettet kan man købe brugte bøger for en slik.
I gamle dage var det en meget besværlig opgave at finde frem til den bog eller forfatter, man gerne ville læse, hvis man ville købe bogen brugt. Men det problem har internettet løst, og siden eBay udviklede sit system med rating af både køber og sælger, har man også trygt kunnet handle brugte varer på nettet, herunder bøger. Det er en moderne dele-økonomisk løsning, som minder meget om dét, et bibliotek gjorde i gamle dage; nemlig udnyttede, at en bog kan læses mange gange af forskellige brugere – men den nye it-baserede løsning leveres til en brøkdel af omkostningen til at drive bibliotek.
Der skal nok være nogle, der kan finde på at påstå, at der er danskere med lave indkomster, som ikke har råd til at betale 65 kroner for en brugt bog. Selv hvis man accepterer den absurde påstand, er det næppe et argument for at fastholde idéen om folkebiblioteket. Kommunerne bruger hvert år godt 400 kr. pr. borger på biblioteker. Kommunerne skal blot give de penge tilbage til borgerne i form af en lettelse af kommuneskatten, så får borgerne masser af penge til at købe bøger for, hvis det er bøger, de ønsker sig. Hvis man – i folkeoplysningens tjeneste - vil være en kende mere formynderisk, kunne man uddele til borgerne en bog- eller kultur-voucher, som så kunne anvendes på anerkendte formål.
Det er svært at se bibliotekerne komme til at klare sig i konkurrencen om e-bøger så længe det er 98 kommuner, som hver skal bikse med deres systemer. Teknologien nødvendiggør en helt anden organiseringsmåde, som næppe kan opnås i den nuværende kommunale organisering.
Ligegyldigt hvad man måtte mene om sagen, er det tankevækkende, at Hertel kan reagere så voldsomt på et forslag om at nytænke folkeoplysningen og stille kommunerne fri til at undersøge, om der kunne være nye innovative måder, hvorpå folkeoplysning kunne leveres.
