Københavns Kommune går benhårdt efter at smide virksomhederne Donkey Republic, Voi og Tier ud af byen, fordi de udlejer cykler og løbehjul fra kommunale arealer uden tilladelse. Og selvfølgelig skal kommunen sikre, at borgerne ikke bliver generet af løbehjul og andre genstande, der står og fylder på bl.a. kommunens fortove.
Alligevel er der nok mange, som sidder med en nagende tvivl om, hvorvidt Københavns Kommune kæmper sin egen og ikke borgernes kamp. De tre selskaber er nemlig direkte konkurrenter til kommunens eget cykelpåfund, Bycyklen.
Allerede i 2017 var den tidligere borgmester Morten Kabell (EL) rasende over, at cyklerne fra Donkey Republic konkurrerede med det kommunale projekt. Kabell mente, at partierne i budgetaftalen var forpligtet til at hjælpe Bycyklen, hvilket er svært at opfatte som andet, end at konkurrence ville koste kommunekassen penge. Det er derfor nærliggende at tro, at kommunens modstand mod delecykler og løbehjul i høj grad bunder i, at Københavns Kommune har smidt mindst 40 mio. skattekroner efter Bycyklen.
Øget konkurrence om kunderne presser nemlig det i forvejen økonomisk trængte projekt, der i starten af 2017 oplevede en konkurs i selskabet Gobike, mens antallet af ture faldt i 2017 med 22 pct. i forhold til 2016. Bycyklen har imidlertid ikke offentliggjort brugstal for 2018.
Institutionen Københavns Kommune, og altså ikke dens borgere, har derfor en stærk interesse i at skabe og fastholde et monopol for Bycyklen, så dens manglende forretningssans ikke udstilles.
For hvilke partier bag Bycyklen har egentligt brug for, at skandalen med de kommunale bycykler ruller i medierne igen og igen? Og hvad sker der egentligt med kommunens bestyrelsespost i Bycyklen, der p.t. besættes af Enhedslisten, hvis selskabet går konkurs?
I hvor høj grad kommunen kæmper sin egen og ikke borgernes kamp får vi nok aldrig endeligt svar på. Men sagen viser, hvorfor det er stærkt problematisk med offentligt opgavetyveri. For når kommunen samtidigt skal kæmpe for både borgerne og sig selv, så risikerer borgerne at blive sat sidst.
Hvorfor er det f.eks. et problem for kommunen, at Donkey Republics cykler rent faktisk holder i cykelstativerne, når Københavns Kommune gennem årene har brugt millioner på cykelbutlere og projektet KBH Cykelhåndtering, så cyklerne i København ikke roder og står i vejen for bl.a. fodgængere?
Og når kommunen støtter diverse delebilordninger med bl.a. gode parkeringsforhold, fordi delebiler ifølge kommunen kan være med til at reducere bilejerskabet, hvorfor gælder argumentet så ikke for delecykler?
Vi ville undgå tvivlen om kommunens hensigter, hvis den holdt sig til sine kerneopgaver og undlod at drive forretning i konkurrence mod private selskaber. Forhåbentligt kan det blive læren af sagen om deleøkonomi i de københavnske gader.
