Debatindlæg bragt i Berlingske 07/02/2019
Det er i forbrugernes interesse, at forsyningsselskaber er private og drevet med henblik på at give overskud. Eksempelvis koster det mindre at drive fjernvarme i Sverige end i Danmark – til trods for, at der ikke er nogen særlig regulering der, fordi forbrugerne har rig mulighed for at vælge alternativer til fjernvarme.
Nirvana-fejlslutningen er udbredt. Den går ud på at sammenligne en imperfekt eksisterende tilstand med en uopnåelig idealtilstand. Økonomer har været slemme til at begå Nirvana-fejltagelsen. Og det er da også en økonom, Harold Demsetz, som navngav den.
Men heller ikke politikere er fejlfri. Det viser forløbet omkring det kuldsejlede salg af elselskabet Radius. De mangler simpelt hen en effektiv og systematisk tilgang til håndteringen af monopoler. I tilfældet med Radius består fejlslutningen i, at fordi der er et element af monopol, bør det offentlige være ejer (eller til nød et »forbrugerejet« selskab). Den uudtalte antagelse er, at offentligt ejerskab sikrer forbrugernes interesser.
Det er der bare ikke belæg for. Tværtimod er der gode grunde til, at de bør være private. I en række tilfælde er der desuden god grund til at regulere monopoler, men dårlig regulering kan være værre end ingen.
Monopoler er – som bl.a. Demsetz viste – ikke altid et problem, hvis der er potentiel konkurrence. Det er vigtigt for innovation og udviklingen af nye produkter, at virksomhederne har en periode med ekstra indtjening til at dække deres udviklingsomkostninger. I nogle tilfælde forlænges den endda gennem patenter.
Ikke helt monopoler
Mange virksomheder kan ligne monopoler uden at være det. Det er f.eks. sprunget mange i øjnene, at IT-giganter som Google og Facebook har meget store markedsandele for henholdsvis internetsøgninger og sociale medier. Men snarere end at tage for høje priser, tilbyder de deres produkter gratis. Deres indkomster stammer alt overvejende fra reklamemarkedet, hvor de – interessant nok – er indbyrdes konkurrenter, uanset forskellene på deres forbrugertjenester.
Der er derimod grund til at regulere traditionelle naturlige monopoler, man typisk finder i forsyningssektoren. Ellers vil de kunne tage en højere pris end nødvendigt og forsømme den del af markedet, hvor betalingsvilligheden er mindre. Men det er en alvorlig »Nirvana«-fejlslutning at antage, at problemet er løst med offentligt ejerskab. Hvis reguleringen skal være effektiv, kræver det tværtimod, at ejerskab og regulatorrollen skilles skarpt ad.
Og hvad der måske umiddelbart kan forekomme paradoksalt, så er det langt lettere at regulere monopoler, som drives med overskud for øje. Hele den økonomiske teori om regulering hviler på den forudsætning.
Selskaber med mere diffuse formål er langt vanskeligere at motivere til effektivitet og lave omkostninger. Det er ganske tydeligt, når man f.eks. betragter kommunalpolitikernes anvendelse af de selskaber, de kontrollerer. En stor overvægt af de kommunale spidskandidater peger selv på, at bestyrelsesposterne anvendes som ben ved konstitueringen efter valget. I København indgik det ligefrem eksplicit af konstitueringsaftalen, at et af partierne skulle tilføjes et uspecificeret antal bestyrelsesposter i kommunalt kontrollerede forsyningsselskaber for at stemme for konstitueringen.
Folketinget har heller ikke holdt sig tilbage med at pålægge selskaberne omkostninger, der havner som højere priser for forbrugerne.
Forbrugerejede selskaber kan som små lokale selskaber i en del tilfælde være udmærkede, hvis den enkelte forbruger ikke forsvinder i den grå masse. Ellers er der risiko for, at selskabet i højere grad bliver »herreløse penge«.
Den svenske model
Der knytter sig den misforståelse til overskudsdrevne selskaber, at det skulle give højere omkostninger, fordi kapitalen skal forrentes. Men kapital er ikke gratis, og den kan ikke slippe for at blive forrentet. Det er bare et spørgsmål om, hvem der betaler. I de tilfælde, hvor selskaber, der ellers er såkaldt hvile-i-sig-selv, har opbygget et ikke-gældsat kapitalapparat, er der i realiteten tale om, at de hidtidige forbrugere har betalt for meget.
Derfor er det i forbrugernes interesse, at forsyningsselskaber er private og drevet med henblik på at give overskud. De bør reguleres, hvor der er element af naturligt monopol. Forbrugerne bør så vidt muligt have lov til at vælge frit. Bemærkelsesværdigt nok koster det mindre at drive fjernvarme i Sverige end i Danmark – til trods for, at der ikke er nogen særlig regulering dér. Forklaringen er, at kunderne kan vælge andre varmekilder, hvis fjernvarme er for dyr.
CEPOS har – på baggrund af erfaringer fra både økonomisk teori og udenlandske erfaringer – fremlagt et forslag til, hvordan reguleringen kan forbedres og gøres mere ensartet på tværs af
forsyningssektoren. Det fjerner desuden den nuværende økonomiske straf af kommuner, som sælger deres forsyningsselskaber.
Der venter intet Nirvana ved at politisere og nationalisere forsyningssektoren yderligere.
