Præmissen i ulighedsdebatten - at de lavest lønnede bliver fattigere - holder ikke. Det generelle mønster er det samme ligegyldigt hvilken periode, man vælger de seneste tre årtier: De med de laveste indkomster har den højeste indkomstfremgang, og finanskrisen har intet ændret ved dette.
Den frie markedsøkonomi, det private erhvervsliv og globaliseringen er under angreb. Ifølge kritikerne på venstrefløjen er den sociale kontrakt, som skulle sikre en retfærdig fordeling af samfundets goder, brudt sammen. De rige bliver rigere, mens almindelige mennesker ikke oplever væsentlig fremgang. Løsningen skulle angiveligt være højere skatter for erhvervslivet, mere omfordeling og mere regulering.
Det er ganske bekymrende, at topcheferne for Ørsted og ISS, Henrik Poulsen og Jeff Gravenhorst, i henholdsvis Berlingske og Børsen har givet interviews, hvor de i praksis har tilsluttet sig venstrefløjens kritik. De fremfører rene venstrefløjs-myter uden hold i virkeligheden, som om de var blevet briefet af Enhedslisten.
Måske forestiller de sig, at de derved kan bidrage til at lette trykket på den venstrepopulistiske kedel, men det er en skæbnesvanger fejlvurdering. Den slags meldinger vil tværtimod blive set som en bekræftelse af, at der er behov for drastiske indgreb, som vil skade de virksomheder, hvis interesser Poulsen og Gravenhorst er sat til at varetage. De to herrer skal heller ikke tro, at de vil opnå en beskyttende popularitet hos venstrefløjen ved at tale dens sag. Poulsen udtalte sig mens forhandlingerne om salget af Radius spidsede til og kunne måske se en fordel i at tale Socialdemokraterne og SF efter munden. Det fik han i givet fald ikke noget ud af.
Ifølge Poulsen skyldes »vreden, frustrationerne og den stigende populisme,« at den økonomiske ulighed er blevet større. På grund af globaliseringen skulle store grupper i samfundet angiveligt ikke længere opleve reallønsfremgang. Gravenhorst erklærer sig enig og frygter, at »de populistiske strømninger kan løbe løbsk,« blandt andet med henvisning til De Gule Veste i Frankrig.
Fremgang til alle
Men den grundlæggende præmis holder ikke. I Danmark har alle samfundsgrupper oplevet indkomstfremgang, både før og efter finanskrisen. De eneste undtagelser er visse overførselsmodtagere, hvis ydelser er blevet nedsat, hvilket skyldes politiske ønsker om at sikre, at det i højere grad kan betale sig at arbejde, og at det skal være mindre attraktivt for flygtninge at søge mod Danmark – altså ikke noget, man kan bebrejde hverken kapitalismen eller erhvervslivet.
Som Berlingske skrev 1. februar, har den lavestlønnede femtedel af danskerne siden 2008 haft en gennemsnitlig indkomstfremgang på hele 132 pct., mens personer, der i 2008 befandt sig blandt den femtedel, der tjente mest, ikke har haft nævneværdig fremgang. Målt i kroner steg indkomsten for de fattigste ti pct. siden 2010 med 42.000 kr., mens top ti pct. har haft et fald i deres indkomst i samme periode. Det generelle mønster er det samme ligegyldigt hvilken periode, man vælger de seneste tre årtier: De med de laveste indkomster har den højeste indkomstfremgang, og finanskrisen har intet ændret ved dette.
Den flotte indkomstfremgang for de lavest lønnede skyldes, at tre ud af ti af de lavestlønnede, er ude af gruppen efter et år. Det er altså ikke de samme mennesker, der har lav indkomst år efter år. På lignende vis er det relativt få, som forbliver i top 1 eller top ti pct. i mange år. Omkring 80 pct. af danskerne kan forvente på et eller andet tidspunkt af deres liv at være blandt de 20 pct. mest vellønnede.
Lavtlønsarbejde kan være adgangsbillet
Danmark har altså en høj indkomstmobilitet. I et samfund med høj indkomstmobilitet er det mindre problematisk, hvis de lave indkomster ikke stiger i takt med de højere indkomster. Det skyldes, at personer, som begynder deres erhvervskarriere med lave indkomster, typisk opnår bedre betalte jobs relativt hurtigt. Eksistensen af et lavtløns-arbejdsmarked kan ligefrem fungere som en adgangsbillet til beskæftigelse og senere lønfremgang for personer med få formelle kvalifikationer, såsom flygtninge og indvandrere eller ufaglærte.
Det burde Jeff Gravenhorst – af alle – være opmærksom på. Hans virksomhed, ISS, er en fantastisk adgangsbillet til det danske arbejdsmarked for blandt andre flygtninge og indvandrere. Paradoksalt nok kritiserer han lave lønninger generelt, men forsvarer dem i sin egen virksomhed.
Men hvad kan så være årsagen til den voksende vrede og frustration, som både Poulsen og Gravenhorst efter min mening ganske korrekt identificerer?
Det er et fænomen af nyere dato. Danskernes tillid til politikerne steg faktisk frem til omkring 2007. Den økonomiske ulighed steg fra begyndelsen af 1990erne og frem til finanskrisen – altså i den periode, hvor tilliden til politikerne steg. I årene efter finanskrisen faldt uligheden, og samtidig faldt tilliden til politikerne markant.
Tillid under globalisering
Med hensyn til globaliseringen, som især Poulsen ser skævt til, har den fundet sted i årtier med en acceleration fra slutningen af 1980erne, hvor Indien og Kina begyndte at åbne deres økonomier, og hvor Sovjetunionen og østblokken brød sammen og blev en del af den globale økonomi. Men i det meste af den periode steg tilliden til politikerne altså.
Det er først, efter at finanskrisen satte ind, at tilliden til politikerne i Danmark er faldet. I samme periode er der sket en opbremsning i den globale handel og stigningen i uligheden er bremset noget. Det harmonerer meget dårligt med en teori om, at ulighed og global handel skulle være årsag til mange danskeres frustration.
Den mest påfaldende forandring de seneste ti år er ikke stigende ulighed eller globalisering, men at dansk økonomi kun har leveret omkring halvdelen af den velstandsfremgang, danskerne har været vant til gennem de forudgående årtier.
I mere end 100 år har danskerne hvert år i gennemsnit formået at øge BNP per indbygger med 2,1 pct. om året, renset for inflation. Men de seneste 10-15 år er kurven knækket den forkerte vej. Vores BNP ligger på 84 pct. af, hvad det ville have været, hvis vi siden finanskrisen havde fulgt trendvæksten, svarende til et velstandstab på svimlende 70.000 kroner pr. indbygger!
Krisens lange skygge
Selv om finanskrisen ligger ti år bag os er der stadig ingen tegn på, at vi er ved at indhente det forsømte. Normalt vil en økonomi efter en lavkonjunktur i nogle år have høj vækst. Det ser vi ikke ske. Vækstrater på i gennemsnit under to pct. på vej ud af en meget lang lavkonjunktur er elendigt. Danmarks Statistiks seneste opjustering af BNP-tallene for de seneste år ændrer intet ved dette billede.
Forventningerne til fremtiden er endnu værre. OECDs seneste prognose forudser en gennemsnitlig årlig vækst i Danmarks BNP frem til 2030 på kun 1,1 pct. om året – altså kun godt det halve af den vækst, vi historisk har været vant til.
Det er dette problem, som bør adresseres – ikke en lille stigning i uligheden i et i forvejen meget lige land.
I stedet for at krybe ængsteligt langs væggen, bør danske erhvervsledere gøre opmærksom på, at vækstkrisen kun kan løses af erhvervslivet, som har brug for bedre rammevilkår for at kunne gøre det. Mere konkret bør politikerne sænke reguleringsbyrden. Mængden af love og regler er tredoblet de seneste 28 år. Den udvikling skal vendes. Meget regulering bremser den teknologiske udvikling og iværksætteri og hæmmer dermed væksten.
Selskabsskatten, andre kapitalskatter samt marginalskatten bør sænkes. Lavere selskabsskat og kapitalskatter giver flere investeringer og dermed øget produktivitet og højere løn. Lavere marginalskat øger tilskyndelsen til at arbejde flere timer samt til at arbejde mere produktivt, fordi man selv beholder mere af gevinsten heraf. Det er måske ikke så politisk korrekt at sige den slags, men til gengæld er det korrekt i betydningen sandt.
