Kommentar bragt i Kristeligt Dagblad 10/12/2018
En høj velstandsfremgang over en længere årrække er den bedste kilde til at løse stort set alle samfundsproblemer, det koster penge at løse, skriver direktør Martin Ågerup
DER BLIVER TALT MEGET om, at vi skal tænke langsigtet, for eksempel når vi forholder os til miljø- og klimaspørgsmål. Det er korrekt. Der er et område, hvor behovet for at tænke langsigtet ofte bliver overset. Det er, når man skal vurdere betydningen af økonomisk vækst. Tænker man tilpas langsigtet, er der ikke noget vigtigere for et samfund end sikring af høj økonomisk vækst.
En høj velstandsfremgang over en længere årrække er den bedste kilde til at løse stort set alle samfundsproblemer, det koster penge at løse. Det gælder også miljø- og klimaudfordringer. Vækst er løsningen, ikke problemet.
Der er to misforståelser, som har bidraget til at skabe øget skepsis over for økonomisk vækst.
Den ene misforståelse er, at vi nu er blevet så velstående, at vi ikke har brug for mere velstand. Hvor mange flere bøffer, mobiltelefoner og fladskærme har vi brug for? Problemet med den tænkning er, at vi vil benytte en markant højere velstand i fremtiden til at efterspørge ting, som vi end ikke kan forestille os i dag. Men som vi til den tid ikke vil kunne forestille os at leve uden. Ligesom man for 50 år siden ikke kunne have forestillet sig smartphones eller i løbet af sekunder at google sig til viden, som dengang var praktisk talt umulig at fremskaffe overhovedet.
Økonomen William Baumol vurderer, at alene sundhedssektoren vil kunne tænkes at fylde tæt ved to tredejdele af økonomien om 100 år. Men fordi vi er blevet markant mere velstående om 100 år, vil den sidste tredjedel af en til den tid mange gange større samfundskage være rigelig til at tilfredsstille resten af vores ønsker.
En markant rigere befolkning, som har fået tilfredsstillet sine materielle behov, vil flytte fokus mod andre ting – for eksempel sundhed, velvære og forlængelse af livet. Eller noget helt tredje, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig. Men at det kræver vækst at få råd til det, er sikkert.
Den anden myte er, at velstandsfremgangen ikke kommer alle i samfundet til gavn, men kun dem, der i forvejen er velstillede. Men det passer ikke.
Vi kan jo se, at de fattigste i velstående lande har det langt bedre end almindelige mennesker i fattige lande. Vi kan også se, at de ting, som en tidsrejsende fra 50 år siden især ville være imponeret over – internet, smartphones, led-lys med videre – er ting, som vi alle har adgang til. Bill Gates’ smartphone er ikke bedre end dem, vi andre render rundt med.
Når vi hører, at de rige bliver rigere, mens de fattige ikke stiger i indkomst, er det ikke korrekt. Det er nemlig nogle andre, der tjener de lave indkomster i dag end for 10, 20 eller 30 år siden. Og det er også nogle andre, der ligger i toppen af indkomstskalaen. Der er stor mobilitet både ud af høj og ud af lav indkomst.
Det giver derfor mere mening at følge konkrete personer over tid for at se, hvordan det er gået dem. Gør man det, viser det sig, at de, der for 10, 20 eller 30 år siden havde lave indkomster, siden i gennemsnit har haft den største indkomstfremgang. Mens de, der havde de højeste indkomster i gennemsnit, er faldet i indtægt. Dermed er det også dem med de laveste indkomster, der har haft størst glæde af den generelle vækst i samfundet.
Selv i USA forholder det sig sådan. Et studie udført af Office of Tax Analysis viser, at den rigeste femtedel var blevet fattigere, mens den fattigste femtedel af befolkningen i 1987 i gennemsnit havde fordoblet deres indkomst 20 år senere.
Derfor er velstandsfremgang den bedste socialpolitik på langt sigt.
