Berlinmuren var den logiske følge af en helt bestemt tanke, nemlig den at borgerne tilhører staten. Hvis borgerne ikke brød sig om staten, var der noget galt med borgerne. Så måtte man spærre dem inde. Eller rettere: Man måtte ”BESKYTTE” dem. DDR-staten kaldte Berlin-muren for ”den anti-fascistiske beskyttelsesmur”.
Den tanke, at borgerne tilhører staten, forsvandt ikke med Berlinmurens fald. Den lever fortsat, og den lever godt. Desværre. Og ligesom med Berlinmuren legitimeres statens krænkelser af borgernes frihed fortsat med det argument, at det er nødvendigt for at beskytte borgerne.
Nutidens Berlinmure er ikke af mursten eller beton. Der er ingen pigtråd og bevæbnede vagter i tårne, som skyder og dræber dem, der søger friheden. Det forvirrende og paradoksale ved nutidens Berlinmure er, at de ikke bliver bygget af et despotisk diktatur. De bliver bygget af os alle sammen og ofte ud fra de bedste intentioner.
Men vejen til helvede er brolagt med gode intentioner – ikke dårlige undskyldninger, som man plejer at sige. Det forstod tænkere som Edmund Burke og Søren Kierkegaard.
Vores statsminister, Mette Frederiksen, har formentlig gode intentioner, når hun vil beskytte os. Socialdemokraterne har lagt et citat med Mette Frederiksen fra et interview i Berlingske ud på facebook. Det lyder: ”Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til”.
Professor Ole Wæver har påpeget i samme avis, at det nødig skal være en god ting i sig selv at ville foretage indgreb i borgernes frihed og udvidelse af politikernes magtanvendelse, og at det »derfor får en ubehagelig undertone af noget, man kender fra meget magtglade politikere, der praler af, at man vil overskride de normale rammer”. Præcis. Partiet har stolt fremhævet netop dette citat og lagt det ud på facebook. Det er foruroligende og usmageligt.
Statsministeren har meddelt, at staten skal overvåge borgerne noget mere. For deres egen skyld. Som beskyttelse imod kriminalitet. Og en lang række politikere – også borgerlige – påpeger, at hvis man ikke har noget skjule, bør man ikke have noget imod at bliver overvåget. Og hvis man har noget at skjule, er det kun godt, at man bliver overvåget. Hvem kan sige noget imod den logik? Bortset fra, at den er udtryk for den samme slags tanke, som den, der førte til Berlinmuren. Den tanke, at staten ejer borgerne.
Det forholder sig faktisk omvendt. Det er borgerne, der har fundet sammen i nationer og har skabt stater. Staten er til for borgerne. Vi behøver ikke at stå skoleret overfor staten for at bevise, at vi ikke har noget at skjule.
Vi trækker gardinet for i soveværelset, fordi dét, der foregår dér, tilhører privatlivets fred – ikke fordi vi skammer os eller har noget at skjule. Og vi vil gerne frabede os, at det skal mistænkeliggøres, at vi gerne vil have et privatliv. Det er faktisk vores ret som borgere. Hvis der er en begrundet mistanke imod os, kan statsmagten få sig en dommerkendelse og ellers holde sin væk. Vi ønsker ikke, at Mette Frederiksen og kommende statsministre – med Shi-Bu-Duas ord – skal udvikle sig til en ”folkepolitibetjent”, der ”stikker sin næse i alt”.
Under den kolde krig omtalte de venstreorienterede nedladende boligejere som ”liguster-fascist”. Der er selvfølgelig intet fascistisk ved at sætte en fredelig hæk rundt om sin have. Tværtimod. ”. Ligusterhækken værner om familien, privatlivets fred og civilsamfundet og er i sit væsen anti-fascistisk.
Fascismen og socialismen, derimod, er to alen af et stykke. Disse tvilling-ideologier bygger på den idé, at det enkelte menneske, familien og civilsamfundet skal underordnes statsmagten og finde mening i tilværelsen igennem et politisk defineret mål.
Når Mette Frederiksen vil overvåge os, er det – forsikrer hun os om - kun for at beskytte os. Og ligesom DDR-staten beskyttede borgerne imod kapitalismen ved at befri dem fra at skulle deltage i den, skal kapitalismen i Danmark ikke udbredes til de virkelig vigtige ting som sundhed og uddannelse. Her skal danskerne beskyttes imod de beslutninger, som et frit valg kunne medføre.
Således vil Socialdemokraterne for eksempel sikre sig en halvering af den del af danskerne, der benytter sig af det frie skolevalg.
Og vi borgere har så sandelig brug for at blive beskyttet imod og selv og det frie valg på mange områder. Kviklån for eksempel. Voksne borgere kan ikke betros friheden til selv at vælge, hvor og hvordan man vil låne penge af andre. Nogle kunne finde på at indgå aftaler om lån, som de senere fortrød. Og tænk hvis borgerne i samfundet havde frihed til at gøre ting, de senere kunne komme til at fortryde?
Den liberale tænker og nobelpristager i økonomi, Friederich von Hayek påpeger, at frihed og ansvar er hinandens forudsætninger. Hvis en syvårig kommer sulten og træt i skole, er det forældrene, der holdes ansvarlige, ikke barnet. Derfor har forældrene også en myndighed over barnet. Barnet er ikke frit – i hvert fald ikke på alle områder. Forældrene har for eksempel en ret til at fortælle barnet, at nu skal det i seng. Ingen ville kalde dette et overgreb.
Men på et tidspunkt mister forældrenes tvangsanvendelse sin legtimitet, formelt set når barnet er blevet myndigt og reelt ofte langt tidligere, nemlig når barnet i familien udviser en ansvarlig adfærd og dømmekraft.
Hayek påpeger: “Frihed indebærer ikke alene, at individet har valgets mulighed og byrde; den indebærer også, at han må bære konsekvenserne af sine handlinger og vil modtage ros eller bebrejdelse for dem. Frihed og ansvar er uadskillelige… Et frit samfund kan ikke fungere eller opretholdes, medmindre dets medlemmer anser det for retfærdigt, at hvert individ indtager den position, som følger af hans handlinger og accepterer den som en følge af hans egne handlinger”.
Hayeks konklusion er kategorisk og skræmmende: Et frit samfund kan ganske enkelt ikke fungere og opretholdes, hvis det princip, at borgerne selv bærer ansvaret for deres livssituation, ikke accepteres. Hvorfor? Fordi en antagelse om, at borgerne ikke er ansvarlige, bringer statsmagten i samme position over for borgerne, som den position, forældre befinder sig i over for deres børn. Borgerne bliver som børn ansvarsfri, og indgreb over for borgernes frihed bliver derfor legitime – ja endda en moralsk forpligtelse.
I vores iver for at beskytte hinanden imod os selv, vokser regelmængden i Danmark år for år. Der er brug for regler i et samfund, men hver regel er i sagens natur enten et forbud eller et påbud, som tvinger os til at gøre ting, vi ellers ikke ville have gjort.
Regelmængden i Danmark er blevet 3½ gang større siden 1989 – det år, hvor Berlinmuren faldt. Og der er ingen tegn på, at væksten i antallet af nye regler er aftagende.
Et samfund behøver orden. Men en samfundsorden kan ikke dikteres ovenfra punkt for punkt. Ellers var Irak og Afghanistan i dag stabile liberale demokratier. En samfundsorden må primært opstå nedefra og op via de beslutninger borgerne tager, via det samarbejde, der opstår imellem dem samt de normer og værdier, de derved skaber.
En detaljeret regulering af samfundet fra politikerne – oppefra og ned - frembringer netop ikke orden, men faktisk paradoksalt nok kaos. Planøkonomiske systemer som DDR og Sovjetunionen frem til sammenbruddet i 1991 og i dag Venezuela, som også nærmer sig et sammenbrud, er de bedste eksempler på dette.
Men også i Danmark er der tegn på, at regelstaten er godt i gang med at nedbryde snarere end opbygge orden. Lovmængden er begyndt at tynge. Mange offentlig ansatte klager over, at unødigt bureaukrati forhindrer dem i at udføre deres arbejde – en klage, som er blevet fremført i mindst 20 år, hvor problemerne kun er blevet værre
Vores skattesystem er så kompliceret, at ikke engang skattevæsenet selv kan overskue det og ender med at forære milliarder af skatteborgernes penge til udenlandske svindlere.
Orden kan imidlertid frembringes på end anden måde en oppefra og ned, nemlig nedefra og op. Nedefra og op orden opstår ud af få og enkle regler. Den orden og balance vi finder i naturen, er for eksempel opstået som følge af naturlig udvælgelse. Vores sprog er ikke konstrueret af embedsmænd men i hovedsagen opstået som et eksempel på spontan orden – danskerne har skabt det danske sprog nedefra og op.
En af de bedste kilder til nedefra og op orden er markeder med fri konkurrence. Her er reglen ganske enkel: Hvis kunderne er tilfredse, overlever virksomheden. Hvis de ikke er tilfredse, svinder den ind og lukker til sidst. Det har skabt utrolige ting såsom supermarkeder med varer fra hele verden til favorable priser. Supermarkeder er ikke opfundet af politikere eller embedsmænd. De er opstået spontant for at tilfredsstille kundernes ønsker og behov.
Der er ikke brug for lovgivning med detaljerede regler for, hvor meget tid de ansatte i supermarkedet skal bruge på det ene eller det andet, eller hvilke vare der skal være på hylderne, eller hvor disse varer skal stå. Det finder supermarkederne selv ud af ved at observere om ændringer er godt eller skidt for bundlinjen.
Måske er det derfor venstrefløjen hader profit så meget. Profit er et alternativ til detaljeret regulering af vores liv. Derfor bliver der fortsat bygget antikapitalistiske mure. Og de bliver stadig kaldt beskyttelsesmure, selvom det ikke er borgerne, de beskytter, men statens magt over borgerne.
