Hvis vi vil undgå at opleve en løbende relativ forringelse af vores velfærd, bliver borgerne i højere grad nødt til selv at betale for deres eget forbrug af velfærdsydelser.
Den grundlæggende årsag til Baumols sygdom er, at produktiviteten i den offentlige sektor ikke stiger i samme grad som i den private sektor. Derimod stiger lønningerne i det offentlige i samme takt som i det private, da det offentlige ellers får rekrutteringsproblemer.
Produktivitetsstigningerne i den private sektor indebærer, at befolkningen på disse områder får flere og bedre varer for pengene. Det offentlige har derimod hævet lønningerne uden at være blevet mere produktiv i sammen grad som de private.
Derfor oplever borgerne en forringelse af de offentlige serviceydelser, da de bliver dyrere, uden at de samtidig bliver bedre i samme omfang som de privat producerede varer. Tilsvarende oplever de offentligt ansatte, at de ydelser, som de leverer, løbende bliver dårligere, hvilket vil gøre det sværere at rekruttere lærere, sygeplejersker, pædagoger med videre.
Forskellen mellem produktivitetsudviklingen i den offentlige og den private sektor er således afgørende for, hvor hårdt vi bliver ramt af Baumols sygdom. Der er et betydeligt potentiale for produktivitetsforbedringer i den offentlige sektor, hvilket blandt andet fremgår af Cepos-analyser af grundskolen, ældreplejen, offentlig administration med videre.
Øget selvbetaling
Det bedste middel til at øge produktiviteten er konkurrence, hvor der er reel mulighed for, at de dårligste leverandører kan blive udkonkurreret af leverandørerne med højere produktivitet.
I dag varetages hovedparten af produktionen af velfærdsydelser af en offentlig sektor med monopolmagt, der ikke kan gå konkurs, uanset hvordan deres produktivitet udvikler sig.
Derfor er det bedste og mest oplagte symptomlindrende middel mod Baumols sygdom, at vi gennem øget frit valg og udbud i videst muligt omfang får flyttet produktionen af de skattefinansierede velfærdsydelser til markeder med konkurrence mellem private leverandører, der har en reel mulighed for at gå konkurs.
Selvom øget konkurrence kan øge produktiviteten, vil vi dog alligevel før eller siden blive ramt af Baumols syge, da man på længere sigt formentlig ikke vil kunne øge produktiviteten i produktionen af alle velfærdsydelser med samme takt, som det er tilfældet i andre brancher.
Hvis vi på længere sigt vil undgå at opleve en løbende relativ forringelse af vores velfærdsydelser, som beskrevet ovenfor, bliver vi således nødt til at bruge en større del af vores indkomst på velfærdsydelser for at kompensere for de lavere produktivitetsstigninger.
I Danmark har vi et af de højeste skattetryk blandt landene i OECD. Dette indebærer, at der er betydelige omkostninger ved at øge skatterne yderligere i form af lavere incitament til at arbejde, iværksætteri med videre.
Derfor er den eneste mulighed i længden for at øge den andel af vores indkomst, som vi bruger på velfærdsydelser, at borgerne i højere grad selv betaler for deres eget forbrug af velfærdsydelser.
Et aktuelt problem
Man kan bruge lang tid på at diskutere, hvor langt vi er i processen mod for alvor at blive ramt af Baumols sygdom, og hvor hurtigt sygdommen vil forværres i fremtiden. Det kan dog ikke diskuteres, at en langsommere produktivitetsudvikling i produktionen af velfærdsydelser udgør en betydelig udfordring for vores nuværende velfærdsmodel.
Derfor vil det være langt bedre at bruge energien på at diskutere, hvad vi kan gøre ved problemet. Her er der heldigvis to klare politikanbefalinger.
For det første bør vi have langt mere fokus på, hvordan vi kan forbedre produktivitetsudviklingen i produktionen af velfærdsydelser. Det er tilmed også en god idé, fordi øget produktivitet i velfærdsproduktionen ud over at udskyde og formindske Baumol-problemerne også giver borgerne bedre velfærdsydelser for deres skattekroner her og nu.
For det andet bør vi have en debat om, hvordan vi kan indrette vores nuværende velfærdsmodel i retning af mere privat finansiering. Den slags tager tid at debattere, men det tager endnu længere tid at implementere løsningerne.
Den tilsvarende proces med omlægningen af vores pensionssystem til i langt højere grad at være baseret på privatfinansierede arbejdsmarkedspensioner end skattefinansieret folkepensionen blev igangsat for 37 år siden.
Derfor er det også meget anerkendelsesværdigt, at KL-formændene har opfordret til, at vi også i dag udviser rettidig omhu og tager debatten velfærdssamfundets fremtid i lyset af Baumols sygdom. Vi har gjort det samme i Cepos.
Selvom vi formentlig ikke er enige i løsningerne, er det interessante, at KL og Cepos er enige om problemet, og at det kræver en debat om fremtidens velfærdssamfund. Det siger vist alt om aktualiteten og relevansen af Baumols sygdom.
Bragt i Altinget den 15. marts 2024
