SVM-regeringen landede en aftale om deres skattereform lige før jul. Men vi har faktisk allerede brug for en ny skattereform, som kraftigt forenkler vores skattesystem. Med SVMs skattereform har vi nu hele fire forskellige fradrag for at være i beskæftigelse: et til alle i beskæftigelse, et til enlige forsørgere, til seniorer og så et jobfradrag. Samtidig har vi en særskat på at være i arbejde, nemlig arbejdsmarkedsbidraget.
Det er simpelthen for skørt.
Skattesystemet er i dag blevet alt for kompliceret med et virvar af fradrag, som det for en sagesløs skatteborger må være tæt på umuligt at finde rundt i. Og det gælder endda også for de mere erfarne udi skattesystemet.
For eksempel har Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet, udtalt, at han ikke selv kunne beregne sin egen skat. Måske er det derfor, at Skatteministeriet har lavet en skatteberegner, som egentlig er meget pædagogisk. Men en enlig skatteyder skal igennem hele 86 trin for at beregne sin skat. For et ægtepar skal man helt op på 98 trin. Det er alt for indviklet.
Det er særligt to forhold, som gør skattesystemet alt for indviklet.
For det første, og vigtigst, er det arbejdsmarkedsbidrag, som Lykketoft og Nyrup indførte i 1994, fradragsberettiget i de øvrige indkomstskatter. Det er dybt ulogisk og betyder for eksempel, at det er meget svært at beregne skatten på den sidst tjente krone, marginalskatten. For man kan ikke bare lægge skatteprocenterne sammen. Derimod skal de otte procent i arbejdsmarkedsbidrag trækkes fra i de øvrige skatter.
For det andet fylder fradragene i skattesystemet langt mere i dag end for 20 år siden. Det er særligt beskæftigelsesfradraget, som Anders Fogh Rasmussen indførte i 2004, der løbende er blevet udbygget af skiftende regeringer. Senest i SVM-regeringens skattereform, hvor to af beskæftigelsesfradragene udvides samtidig med, at der indføres et nyt for seniorer.
Dertil kommer, at den nye skattereform forvandler topskatten til tre nye skatter: Mellemskat, topskat og så den udskældte »skovsnegl«, top-topskatten.
Vi kan have en fair diskussion om, hvor høj skatten skal være, og hvor progressiv den skal være. Men det er altså svært at argumentere imod, at vi skal have et skattesystem, der er til at forstå. Det kan både røde og blå vælgere være enige om.
Den oplagte løsning er at afskaffe både beskæftigelsesfradragene og arbejdsmarkedsbidrag og tilpasse satser og beløbsgrænser for for eksempel topskat. Det vil indebære en betydelig skattelettelse, fordi en afskaffelse af arbejdsmarkedsbidraget giver et provenutab på 63 milliarder kroner, mens afskaffelse af beskæftigelsesfradragene indbringer 27,5 milliarder kroner. Hvis der alene ønskes en forenklingsreform, som hverken påvirker provenu eller indkomstfordeling i væsentlig grad, kan man opnå dette ved at indføre en progressiv lønskat med samme skattegrundlag som beskæftigelsesfradraget.
Og denne lønskat kan så sænkes, hvis politikerne ønsker at sænke skatten på arbejde, som de historisk har gjort gennem en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget.
Ved en provenuneutral omlægning kan det dog være svært helt at undgå, at nogle vil tabe på omlægningen. Det kan undgås, hvis man samtidig sænker skatten på arbejde. Ønsker man både forenkling og lavere skat, vil jeg anbefale et kig på CEPOS’ forslag til »Århundredets Skattereform«, som kombinerer forenkling med en flad skat på arbejdsindkomst på 37 procent. Det opnås blandt andet gennem afskaffelse af både arbejdsmarkedsbidrag, beskæftigelsesfradrag og topskat.
Forenkling fylder i politikernes skåltaler, men desværre ingenting i praktisk politik. Lad os lave om på det – og gerne hurtigt.
Indlægget blev bragt i Berlingske den 8. januar 2024.
