Kunne regeringen redde flere liv med en anden Corona-strategi, som samtidig griber mindre ind i danskernes hverdag og har færre omkostninger, både socialt og økonomisk?
Det kunne godt være tilfældet, hvis man skal tro forskellige eksperter.
Regeringens nuværende strategi er at afskære så mange danskere som muligt fra social kontakt med andre mennesker. Det er fortsat meget uklart, hvad regeringen forventer at opnå med dette, hvilket er kritisabelt. Formålet kunne være at udrydde virusset helt i Danmark inden sommer, og man har fornemmelse af, at en del danskere tror, at det bliver udgangen. Det er imidlertid meget usandsynligt, at Corona kan udryddes på den måde.
Regeringens formål er formentlig at sinke smittespredningen, så færre danskere bliver smittet på en gang. Derved søger regeringen og myndighederne at undgå, at sygehusvæsenet bliver overvældet af et større antal kritisk syge, end det kan klare.
Der har vist sig at være flere problemer med den strategi:
- Store sociale og økonomiske omkostninger for hele befolkningen.
- Nedlukningen skal vare i voldsomt lang tid: 6-12 måneder er ikke umuligt.
- Det er meget svært at styre smittespredningen, så den ikke løber løbsk, men heller ikke går for langsomt.
Vedr. punkt 1
Vi er sociale væsener, og det koster os alle sammen på mange planer at blive afskåret fra samvær med vores familie, venner og kolleger. Vi er også afhængige af at producere for finansiere vores liv. En langvarig nedlukning kan føre til en recession, der let kan blive værre end finanskrisen i 2008 med stigende arbejdsløshed, konkurser, tvangsauktioner og hvad der deraf følger af personlige tragedier. Forestil dig, at dette skal stå på frem til jul eller påsken 2021.
Vedr. punkt 2
Ifølge Statens Serum Institut skal ca. 60 procent af befolkningen på et tidspunkt smittes med COVID-19. Hvis man slækker på nedlukningen inden da, vil epidemien bryde ud igen, og sygehusvæsenet bliver overvældet. Det vil være tilfældet så længe under ca. 60 procent af befolkningen har været smittet og derved at blevet immune. Derfor må nedlukningen fortsætte indtil 60 procent af befolkningen har haft sygdommen eller er blevet vaccineret. Det kan tage 6-12 måneder, hvis sundhedsvæsenets kapacitet ikke udbygges væsentligt. Man vil dog formentllig kunne slække gradvist på nedlukningen, efterhånden som flere og flere bliver immune. En vaccine forventes ikke at kunne tages i brug før tidligst om 12-18 måneder.
Vedr. punkt 3
Nogle har reageret kraftigt på min seneste blog, hvor jeg påpeger, at det er et problem, hvis smitten spreder sig for langsomt, men det er en indbygget logik i strategien. Vi skal op på, at ca. 60 procent af befolkningen har været smittet og er blevet immune, før vi kan slække på nedlukningen. Eftersom nedlukningen har store omkostninger for alle danskere – ikke mindst de svageste i samfundet – gælder det om at nå dertil så hurtigt som muligt uden at overvælde sundhedssystemet. Problemet er, at det er meget vanskeligt at styre, hvor mange der bliver smittet. Der går flere uger fra smitten stiger, til man kan se det i antallet af indlæggelser. Udfordringen kan sammenlignes med at forsøge at styre en bil ud fra, hvad man kunne se ud af forruden for 2 uger siden. Hvis man skal være på den sikre side, må man derfor ligge langt under sundhedsvæsenets kapacitetsgrænse, hvilket kun vil indebære, at lukningen skal vare endnu længere. Alternativt kan vi risikere at komme til at skyde over grænsen på tidspunkter med italienske tilstande på de danske sygehuse og mange ekstra dødsfald til følge, fordi der ikke er kapacitet på intensivenhederne og ikke er respiratorer nok.
Der er altså store ulemper og omkostninger ved strategien.
Flere og flere eksperter advokerer for en alternativ strategi, som de mener kunne redde lige så mange eller måske endda flere liv med langt færre omkostninger for borgerne og samfundet.
Regeringen skylder imidlertid stadig at forholde sig til alternative strategier, herunder for det første at udtrykke klart, hvilken strategi, den følger. Og for det andet, hvorfor den har valgt netop den strategi, og ikke en anden.
Der er to overordnede realistiske strategier på nuværende tidspunkt: nedlukning for at sprede smitten er den ene. Den er beskrevet ovenfor. Den anden overordnede strategi kunne kaldes test, opsporing og isolation. Den vil jeg beskrive nedenfor.
Grunden til, at COVID-19 breder sig så meget er ikke, at den er specielt smitsom sammenlignet med andre vira. Årsagen er dels, at næsten ingen er immune (kun de få, der allerede har haft sygdommen) og dels, at man kan smitte andre i ca. 1-6 dage før man selv får symptomer (incubationstiden varierer en del fra person til person, men medianen ligger ifølge et nyt studie på lidt over 5 dage. Imidlertid mener WHO-ekspert Bruce Aylward, at de fleste kun er smitsomme i 1-2 dage, inden de får symptomer). Det vil sige, at selvom man beder folk om at blive hjemme, hvis de får symptomer, så er sandsynligheden stor for, at de inden da har nået at smitte andre, hvis alle færdes frit rundt i samfundet (man smitter dog mere, jo længere tid, der går).
Det er det primære rationale for at holde social afstand. Når vi færdes frit, når en smittebærer at smitte mere end to andre. Derfor stiger antallet af smittede eksponentielt, altså hurtigere og hurtigere, og til sidst bliver sygehusvæsenet overvældet, og folk dør på gangene.
Men målet er jo ikke social afstand i sig selv. Målet er at nå ned på, at hver smittet selv får smittet højst en person i gennemsnit. Så stiger antallet af smittede nemlig ikke.
Men hvad nu hvis vi kunne nå det mål på en anden måde end ved nedlukning? Det ser ud til, at andre lande har fundet frem til en måde, hvorpå det kan ske. Ikke så nedlukning totalt kunne undgås, og man skal fortsat holde social afstand, vaske hænder, undlade at give hånd osv. Men nedlukningen kan blive meget mildere og kortere, fordi den bliver suppleret af en anden strategi.
Det handler om at finde frem til langt flere smittede, inden de når at smitte andre. Det gør man ved løbende at teste befolkningen for COVID-19 og herefter isolere de smittede. Isolation betyder ikke, at man sender dem hjem, hvor de jo kan smitte familien. De smittede kommer i karantæne sammen med andre smittede. Vi kunne jo eventuelt anvende de tomme hoteller til dette, imod betaling til ejerne selvfølgelig.
Når man har fundet en smittet, skal man endvidere meget omhyggeligt finde frem til alle de personer, vedkommende har været i tæt kontakt med siden vedkommende kan forventes at have været smitsom. Fordi sygdommen ikke er meget smitsom, er det mest sandsynligt, at man kun har smittet folk, man har været i tæt kontakt med, hvilket typisk er et begrænset antal. Disse personer skal også testes og i karantæne, hvis de er smittede. Og så fremdeles.
Sydkorea ser indtil videre ud til at have bragt antallet af smittede under kontrol på denne måde uden en generel og omfattende nedlukning af samfundet og økonomien. Sydkorea har også indført sanktioner, men færre end Danmark, og landet har knækket kurven for antallet af smittede, og nogle eksperter mener, at det snarere er test, opsporing og isolation, der har virket i Sydkorea og Kina end nedlukning. Det er formentlig ikke alle lande, der kan kopiere Sydkorea på grund af blandt andre geografiske og kulturelle forskelle, men lige præcis Danmark minder faktisk en del om Sydkorea på den måde, at vi ligesom koreanerne har en høj grad af tillid til hinanden og til myndighederne. Danmark er ligesom Sydkorea et velorganiseret land med god mulighed for at planlægge en sådan indsats.
Men vi behøver ikke engang at bevæge os udenfor Rigsfællesskabet for at finde et eksempel på noget lignende. Færøerne tester hver dag 300 personer. Set i forhold til befolkningstallet, ville det svare til, at vi i Danmark testede 34.000 i døgnet. I øjeblikket tester vi ca. 1.000. Sydkorea tester til sammenligning 20.000 i døgnet, selvom landets befolkning er på over 50 mio. Så det ser ikke ud til, at der kræves en ekstremt høj testkapacitet for at holde epidemien i ave med målrettet testning. Sydkorea kombinerer tests med screening for feber som en indikator for sygdommen. Men der kan meget vel være argumenter for at teste langt flere end selv Sydkorea gør.
Endvidere kunne en del af strategien være, at man isolerer særligt svage grupper. Husk på, at det vi forsøger at undgå med nedlukningen er, at de omkring 0,5 procent af de syge, som kræver intensiv behandling eller respirator bliver så mange på en gang, at sygehusvæsenet bliver overvældet. Det var dét, der skete i Italien. Men igen, hvad nu hvis man kan opnå dette ad anden vej end ved at bede alle de unge og raske, der ikke er i risikogruppen om at blive hjemme?
Alternativet kunne være at beskytte de udsatte grupper imod smitte på en meget bedre måde, end vi gør på nuværende tidspunkt. Jeg synes faktisk det er forargeligt, så dårligt der med regeringens nuværende strategi bliver passet på de ældre og svage. Myndighederne har i øjeblikket den tilgang, at man tester personale med symptomer, men dette personale ville jo i værste fald kunne have smittet sårbare patienter eller borgere i flere dage indtil dette tidspunkt.
Det er ikke alene urimeligt overfor de udsatte. Det er også uhensigtsmæssigt at holde millioner af danskere nedlukket fra deres almindelige hverdag for, at de gamle og andre udsatte ikke skal blive smittet, samtidig med, at velfærdsstatens medarbejdere selv smitter dem.
WHO’s virusekspert Bruce Aylward anbefaler en strategi i stil med dette og undrer sig i det hele taget over, at Danmark og andre Europæiske lande har valgt en nedluknings-strategi, som han kalder for ”selvskade”.
Test-strategiens vigtigste element ville formentlig være at alt sundheds- og plejepersonale samt andre, der har kontakt med de ældre og udsatte løbende testes for COVID-19. Hvor ofte testning er nødvendigt bør være op til eksperter, men i den bedste af alle verdener vile daglig testning være at foretrække (det kræver dog en kapacitet, som det vil tage et stykke tid at bygge op).
Afgrænsningen af, hvem der tilhører risikogruppen er ikke uproblematisk, men det burde kunne lade sig gøre. Det handler næppe kun om alder. En italiensk undersøgelse viser, at 99 procent af dem, der dør af COVID-19 i forvejen har én eller flere sygdomme. 75% havde forhøjet blodtryk, ca. 35 procent havde diabetes, en tredjedel havde en hjertelidelse og 25% havde atrieflimren. Næsten halvdelen (48,5 procent) led i forvejen af tre sygdomme. Det taler for, at man muligvis kan afgrænse en forholdsvis lille gruppe, som er i særlig stor risiko og gøre en særlig indsats for at beskytte netop dem imod smitte. Det vil være godt for dem og deres pårørende, og det vil være en meget effektiv måde at mindske trykket på intensivafdelinger og respiratorer for en given mængde smittede i befolkningen.
En afledt positiv effekt af at teste sundheds- og plejepersonale hyppigt er, at efterhånden kan personale, der er blevet testet positivt for COVID-19 og har været syge, overtage behandling og pleje af de ældre og udsatte. De vil nemlig være immune overfor sygdommen og ikke kunne smitte.
En anden afledt positiv effekt er ifølge Bruce Aylward, at befolkningen opfører sig mere ansvarligt, når der er adgang til at blive testet, fordi det psykologisk gør en stor forskel, om man ved, at man har coronavirus eller fejler noget andet: “Hvis man har fået bekræftet Covid-19, er man også mere villig til at samarbejde med myndighederne om at holde sig i isolation, til man ikke smitter mere. Hvis man tror, at det måske kunne være noget andet, er fristelsen til at gå ud stor, når man ikke er sløj.”, har han udtalt til POV.
Endvidere – og på lidt længere sigt – bør vi ifølge nogle eksperter udvikle tests for antistoffer. Derved kan vi identificere folk, der har haft sygdommen og er immune. De kan få frit lejde til at bevæge sig rundt i samfundet selv under eventuelle delvise nedlukninger.
Testkapaciteten skal i et sådant scenarie selvsagt udvikles voldsomt. Danmark vil næppe være det eneste land, der går den vej, hvis den er farbar udenfor Asien (hvor den ser ud til at virke). Det betyder, at vi nok skal skabe en indenlandsk kapacitet, i hvert fald midlertidigt. Det samme gælder produktion af masker mv.
Det tager tid at få produktionen af tests op på det nødvendige niveau. Men hvis en test-strategi kan erstatte eller i det mindste kraftigt formilde en nedlukningsstrategi, som ville koste samfundet og statskassen to- eller trecifrede milliardbeløb, kan vi tillade os at bruge rigtig mange penge på at sikre denne kapacitet.
Det tyder på, at der er kapacitet i det private erhvervsliv, som relativt let kan omstilles. På Færøerne anvender man f.eks- udstyr, der tidligere blev brugt til at teste laks for virusinfektion. Ifølge Peter Kamp Busk, der er lektor i medicinalbiologi på Roskilde Universitet er der ”hundreder eller tusinder af maskiner i Danmark, så vi kan teste hurtigere, end befolkningen kan nå at åbne munden og aflevere en spytprøve”..
Mon ikke der kommer mange flere, hvis regeringen annoncerer den ny strategi? Sydkorea, Australien og Singapore anvender tests udviklet af private leverandører, som har tilbudt testkapacitet til den danske regering.
På Færøerne og i Sydkorea findes drive-in tests, hvor borgerne kan køre forbi og få sig en COVID-19 test, ligesom vi andre kører forbi McDonalds og køber en burger. Sydkorea har 600 testcentre rundt om i landet, hvor borgerne kan blive testet, så de ikke skal ind på sygehusene.
Så det tyder på, at det kan lade sig gøre relativt hurtigt at opbygge nok testkapacitet. Derudover skal personale trænes til at anvende dem.
Det var i korte træk en beskrivelse af test-strategien. Der er mange valgmuligheder med hensyn til delstrategier, ligesom med nedlukning.
Jeg har tidligere her på bloggen (her og her) kritiseret, at regeringen ikke at har kommunikeret en klar plan for, hvad der skal følge efter nedlukning. Hvad er exit-strategien?
Regeringen bør udvikle en sådan exit-strategi nu (hvis den ikke allerede har gjort det) og kommunikere den klart til befolkningen (det udestår under alle omstændigheder). Den bør blandt andet forholde sig til, om en omfattende test-strategi kunne være en del af exit-strategien.
En test-strategi kunne være en del af en sådan exit-strategi. Der kan muligvis være andre løsninger.
Regeringen har efter massiv kritik meddelt, at den vil til at teste flere, men det er vigtigt at slå fast, at den ikke har ændret sin grundlæggende alt for uambitiøse teststrategi. Retningslinjerne siger fortsat, at fx sundhedspersonale først skal testes, hvis man har symptomer. Og der er ikke lagt nogen samlet strategi frem for testning, opsporing og isolation af almindelige borgere med COVID-19. Smittede bliver stadig sendt hjem, hvor de så kan smitte deres familiemedlemmer, selv i situationer, hvor man bor under tag med en person, der tilhører risikogruppen.
Millioner af mennesker verden over har i de seneste dage læst Thomas Pueyo artikel ”the Hammer and the Dance” på Medium. Jeg har bemærket, at mange danskere på sociale medier (også i direkte diskussion med mig) har taget denne artikel som opbakning til regeringens strategi. Men det er en misforståelse. Artiklen understreger tværtimod problemerne i regeringens strategi.
Kort fortalt (det er en meget lang artikel) argumenterer Pueyo for, at lande bør slå hårdt ned med nedlukning, hvis de ikke har en test-strategi og -kapacitet klar, når epidemien begynder at sprede sig. Det kunne Danmark have haft, men det havde vi ikke. Derfor var nedlukning desværre nødvendigt. Nedlukning kalder Pueyo for ”the hammer”, fordi hammeren skal banke antallet af smittede ned. Det skal være en midlertidig ting i få uger. Efter the hammer kommer ”the dance”, som indebærer en strategi i stil med det ovenfor skitserede. Man kan sige, at den danske regering i øjeblikket har en strategi, som kunne betegnes hammer uden dans. Det ene ben mangler i forhold til Pueyos anbefalinger, som er blevet støttet af et stort antal eksperter på området.
Jeg skal ikke gøre mig klog på tidsperspektivet i dette, men hvis der findes et bedre alternativ til nedlukning, er det indlysende, at det haster med at få dette alternativ op at køre. Derfor bør regeringen også melde ud nu, hvad dens exit-strategi er. Nobelpris-økonomen Paul Romer har skitseret en lignende strategi for USA, og mener, at den kan implementeres på et par måneder. Måske kan det gøres hurtigere i et lille velorganiseret land som Danmark.
En ren nedluknings-strategi er ikke langtidsholdbar, fordi den forhindrer os i at leve vores liv og skabe den velstand, der er grundlaget for vores samfund. Der er brug for at udvikle og kommunikere en strategi til befolkningen, som stadig kan sikre, at virussen ikke breder sig ukontrolleret og derved redde menneskeliv, samtidig med, at vi kan sætte vores liv i gang igen. En kombination af gradvist mildere nedlukning og test, opsporing og isolation kunne være vejen, der kan føre os over mod en næsten normal tilværelse for langt de fleste af os, samtidig med, at vi holder epidemien i skak.
Der er endda en mulighed for, at test-strategien kan redde flere liv end nedluknings-strategien. Beskyttelse af udsatte grupper kan medføre, at vi kan undgå, at de overhovedet bliver smittet før der foreligger en vaccine. Dette forventes at tage 12-18 måneder.
Måske kan en kombination af mild nedlukning, social afstand og test indebære, at vi kan holde den andel af befolkningen, der bliver smittet under 60 procent før en vaccine foreligger (det er dog ikke sikkert, at vi nogensinde får en vaccine).
Der er også ting regeringen bør gøre på kort og mellemlangt sig for at gøre sin strategi mere åben og gennemsigtig. Det fortjener befolkningen. Jeg vil endda hævde, at den har krav på det.
Som økonomen Lars Christensen påpegede i dag, tirsdag, i sin daglige videoblog om dansk og international økonomi, er det altid at foretrække i en situation som denne, at regeringen lægger nogle spilleregler, så borgernes og virksomhedernes uvished bliver mindsket. Regeringen kunne for eksempel allerede nu fortælle os, hvilke tal for antal smittede, antal indlagte og antal i respirator, der vil føre til en opblødning af nedlukningen efter den 13. april. Den kunne fortælle os, hvad den så har tænkt sig at åbne for først. Og så videre.
I den undtagelsestilstand, som vi befinder os i, er regeringen blevet tildelt en uhørt grad af magt. Den bør administrere denne magt med ydmyghed. Det indebærer blandt andet at dele så meget information, og så mange tanker og overvejelser med os andre borgere som muligt, herunder de mulige scenarier for håndtering af COVID-19 epidemien på langt sigt samt overvejelser om, hvilket scenarie eller kombination af scenarier regeringen har valgt.
--
Som jeg har gjort det i mine tidligere blogs, vil jeg også gerne her understrege følgende: Vi bør alle rette os efter regeringens pog myndighedernes anvisninger. Det indebærer imidlertid ikke, at den kritiske samfundsdebat bør forstumme. Det er vigtigt, at vi i fællesskab finder frem til den rette måde at tackle denne krise på. Det er forståeligt, at det må ske ved, at vi løbende bliver klogere, og at der undervejs bliver begået mange fejl. Disse fejl fra regeringen og myndighederne er forventelige og bør ikke kritiseres på anden vis end med det formål at få dem rettet hurtigst muligt, så vi kan redde flest mulig fra at blive syge og dø på så skånsom en måde for samfundet og borgerne som muligt.
