Forleden kunne man læse juraprofessor emeritus, Ditlev Tamm, slå et slag for skatteyderbetalt mad i skolerne. Tamm begrunder blandt andet sin opbakning med, at han som barn ville ”have elsket, at der på skolen var en kantine, varm mad og ikke mindst omsorg for, at alle børn fik et ordentligt måltid midt på dagen”.
Og det tror jeg, at mange kan sætte sig ind i. Det er bare ikke det, den seneste debat om skolemad – der er affødt af Radikales forslag om årligt at bruge to til tre milliarder skattekroner på obligatorisk skolemad i landets folkeskoler – grundlæggende drejer sig om.
I debatten er der blevet fremført mange argumenter for skolemad, herunder at børnene er sultne, at det vil forbedre indlæringen, at nogle forældrene ikke formår at tage sig af deres børn, social arv, ulighed og så videre.
Er det forældrene eller Christiansborg, der skal bestemme?
Det centrale for alle disse argumenter er, at de ikke drejer sig om skolemad, men om hvem der bestemmer; skal beslutningerne træffes centralt på Christiansborg eller decentralt af skoler og forældre.
Tag for eksempel indlæring. Hvis børnene ikke har spist, har de sværere ved at lære. Skolemad for to til tre milliarder kroner lyder som en besnærende og enkel løsning på dét problem. Men der er andre forhold, der påvirker indlæringen. Luftkvalitet, støj, undervisningsmaterialer for at nævne nogle enkelte.
Måske er skolemad den rette løsning på nogle skoler – men på andre kan det være, at nye undervisningsmaterialer er en bedre løsning. Når Radikale vil trumfe skolemad igennem på alle skoler, fratager de samtidig den enkelte kommune muligheden for at bruge ressourcerne bedst muligt.
Det rimer dårligt på Radikales erklærede mål om at tage ”et opgør med de seneste års fejlslagne detailstyring” og ”sætte børn, lærere og skoler fri”. Samtidig sætter de ind på et område, hvor forældrene – i modsætning til luftkvalitet, støj og undervisningsmaterialer – har direkte indflydelse på indlæringen ved at sørge for mad til deres børn.
Overlad beslutningerne til familierne
Et andet eksempel er ulighedsargumenterne. Hvis alle skoleelever påduttes samme skolemadsordning, vil familierne med de laveste indkomster rigtig nok få relativt mest ud af det. Men er skolemad virkelig den rette måde at lave omfordeling på?
Kan man ikke forestille sig, at lavindkomstfamilien hellere ville have pengene, smøre en god og billig madpakke, som netop deres barn kan lide, og bruge det resterende beløb på andre ting, de mangler?
I forhold til omfordeling betyder skolemad reelt, at Radikale bestemmer, hvad familierne med lave indkomster skal bruge deres penge på, frem for at overlade beslutningen til den enkelte familie. Desuden er der noget mærkværdigt i at give skolemad til de velstilledes børn, hvis argumentet er omfordeling.
Skolemad er ikke landspolitik
Det sidste eksempel, jeg vil tage op, er social arv og ”dårlige forældre”, der ikke sørger for at deres barn får mad. Selvom det heldigvis er et lille mindretal, så findes de derude og skal naturligvis hjælpes. Men er ressourcerne virkelig anvendt bedst ved at give mad til 28 elever, hvis der sidder en eller to i klassen, der ikke har fået mad med hjemmefra? Man giver jo heller ikke alle elever specialpædagogisk bistand, bare fordi nogle enkelte ikke kan læse.
Er vi overhovedet sikre på, at den bedste løsning altid er at overtage forældrenes opgave, frem for at tale med forældrene og måske hjælpe dem til at løse opgaven? Når de Radikale vælger, at skolemad er løsningen på social arv, fratager de skolen og kommunen muligheden for at prioritere andre løsninger, som virker bedre i det konkrete tilfælde.
Nærmest uanset hvilket argument man forholder sig til, ender det i en vurdering af, om en central løsning, der er ens for alle uanset problemets karakter, er bedre eller dårligere end en decentral løsning, hvor forældre, skoler og kommuner bruger ressourcerne på den måde, der løser de konkrete, lokale problemer bedst.
Dét er i mine øjne det centrale i diskussionen om skolemad. Og derfor ærgrer det mig, at debatten er forsimplet til argumenter a’la det er en ”grundlæggende vigtig sociale foranstaltning, at alle skolebørn sikres et måltid”, som Ditlev Tamm skriver i sit indlæg. For selvom det ganske givet er rigtigt, bør vi ikke gøre skolemad til et landspolitisk emne.
Bragt i Altinget den 1. marts 2024
