2021 var lige som året før stærkt påvirket af corona-pandemien. Men hvor de fleste udviklede økonomier blev ramt af recession i 2020, så blev året efter en stærk tilbagekomst med nogle af de højeste vækstrater set i mange år. I Danmark fik vi den højeste, vi har set siden årtusindskiftet. Tilbageslaget i 2020 var også historisk, men blev dog overgået af finanskriseåret 2009.
Allerede i løbet af 2020 fik man en forsmag på, hvad der ventede. I 3. kvartal sprang aktiviteten kraftigt i vejret, da frivillige og påbudte distanceringer aftog, fordi epidemien løsnede sit kvælertag. Som figuren viser, var billedet ens i en række lande. Det gik så den modsatte vej hen over vinteren med ny smittestigning og nye indgreb, som igen blev afløst af hurtig fremgang, da de atter blev lempet. Det var varsler om, at pandemien ikke ville trække en langvarig afledt krise med lav efterspørgsel efter sig. Tværtimod har epidemien økonomisk set karakter af en udbudskrise, og økonomien retter sig relativt hurtigt, når distanceringen falder. Der er naturligvis ikke tale om, at den økonomiske vækst bliver højere varigt, men at den midlertidigt skyder i vejret, indtil efterslæbet er indhentet. Den høje vækst i 2021 i OECD-landene på anslået 5,3 pct. skal således ses på baggrund af et fald året før på 4,7 pct.[1]
Til trods for krisens midlertidige karakter er den økonomiske politik blevet lempet voldsomt under krisen. Først og fremmest har de store centralbanker gennemført uset omfattende opkøbsprogrammer, som har pumpet store mængder likviditet ud. Centralbankernes balance i USA og euro-området er omtrent fordoblet i forhold til før pandemien. Det kommer også til at præge små økonomier. I Danmark fører vi fastkurspolitik over for euro’en, og Nationalbanken har derfor også måttet føre en lempelig pengepolitik. Ellers ville kronen sprænge rammen for fastkursen. På den måde “importerer” vi lempelsen fra euroområdet.
Dette arbejdspapir er offentliggjort i SR-Skat nr. 01., 2022.
