Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 18/04/2019
For 75 år siden så en opsigtsvækkende bog dagens lys. Det var »Vejen til trældom«, skrevet af økonomen F.A. Hayek, mens Anden Verdenskrig rasede. Den indeholdt en skarp advarsel: Totalitarismen i Tyskland var ikke blot en konsekvens af nazismen, men ville være det logiske resultat af enhver form for planøkonomi. Det var derfor ikke nok at fjerne nazismen for at bekæmpe den totalitære trældom.
I bekymring over den udbredte opbakning til planøkonomi også i de allierede lande valgte Hayek at dedikere sin bog til »socialister af alle partier«
Hans argument er groft sagt, at planøkonomi kræver en samlet konsekvent plan. Hvor enkeltindividers planer kommer på tværs af den store plan, må de først ofres. Ellers bryder planen sammen under manglende konsekvens. Han forudså endda, at denne logik vil få de mest hensynsløse typer af mennesker til at stige til tops – en forudsigelse skrevet før afsløringerne om det minutiøst planlagte Holocaust og masseudryddelserne bedrevet af de sovjetiske kommunister.
Alternativet til planøkonomien er markedsøkonomien, som ikke baserer sig på én plan eller vilje, men på samspillet mellem individer, der hver især forfølger deres egne mål. Markedet er en spontan orden – »et resultat af menneskelig handling, men ikke menneskeligt design«. Priser og frivillige transaktioner er i stand til at frembringe et betydelig mere avanceret samfund end nogen planlægger.
Hayek skulle i de kommende årtier komme til at forfølge denne idé – om det komplekse moderne samfund som dannet af spontane institutioner – udover det snævre økonomiske felt. Institutioner som sprog, normer og nedarvede love (modsat lovgivning) spiller en vital rolle for os, selv om ingen har designet dem. Mennesker, der mest forfølger deres egeninteresse, bidrager utilsigtet til det fælles bedste.
Hvordan skal vi med 75 års bagklogskab se Hayeks advarsler?
Nogle tilhængere og kritikere så bogen som en påstand om, at blot et enkelt skridt i socialistisk retning ville føre til trældom. En sådan spådom har ikke holdt stik – men det var nu heller ikke pointen. Den var snarere, at konsekvent planøkonomi vil kræve totalitarisme.
De lande, som har forsøgt sig med vidtrækkende planøkonomi, har faktisk oplevet ikke alene trældom, men også ringe økonomiske resultater. Seneste vidnesbyrd er Venezuela.
Men i størstedelen af den vestlige verden er det ikke kommet til konsekvent planøkonomi, og heldigvis heller ikke trældom i totalitaristisk målestok. Intellektuelt set har planøkonomi været en død sild siden Murens fald.
Blandingsøkonomier
I stedet har vi fået »blandingsøkonomier« bestående overvejende af markedsbaserede sektorer, men med et betydeligt indslag af offentlig produktion. Den offentlige produktion er plaget af nogle af planøkonomiens karakteristika med politisk styring i stedet for valgfrihed. Men der er også manglende vilje eller evne til konsekvens i styringen af den offentlige sektor. Det har så givet anledning til andre problemer, som kræver konstante forsøg på reformering. Det forkætrede »New Public Management« (NPM) er således et forsøg på at indføre en form for planlægning, styring og prioritering. Det er af forståelige grunde ikke populært, men problemet er, at i fravær af markedets spontane koordinering, innovation og incitamenter må der noget andet til – så som NPM.
Stort set alle vestlige lande har opbygget offentlige finanser, som er teknisk set uholdbare, dvs. at de uden indgreb før eller siden får eksploderende gældsbyrde. Det gælder også Danmark, som dog er et af de få lande, der – tilsyneladende – har fået reformeret sig ud af uholdbarheden igen. For lande som f.eks. Grækenland er problemerne blevet så akutte, at de har måttet underkaste sig kreditorernes krav til genopretning. Det er også en form for trældom
I de første lange perioder efter velfærdsstatens indførelse ekspanderede den voldsomt på bekostning af den private sektor – i tråd med frygten for en stadigt voksende politisering af økonomien. Noget tyder dog på, at den relative ekspansion er ophørt. Trenden i skattetrykket har været omtrent flad de sidste 30 år.
Meget kort sagt har vi altså hverken fået den planøkonomi eller den grad af trældom, Hayek frygtede i sin berømte bog. Størstedelen af økonomien er en spontan markedsorden, mens den offentlige økonomi befinder sig i et hul mellem planlægning og marked. Man skal derfor ikke være overrasket over udfordringerne med konstant pres for flere ressourcer, prioriterings- og effektivitetsproblemer, politiske konflikter og tilbagevendende holdbarhedsproblemer. Det er en konsekvens af manglende konsekvens.
