I en gammel molbohistorie render der en stork rundt på marken og tramper kornet ned.
Hyrden bliver sendt ind for at jage den væk, men for at han ikke selv skal ødelægge kornet, bliver han båret af otte andre mænd.
Det er desværre samme logik, regeringen betjener sig af i sit udspil til en dansk klimaplan.
Den konstaterer korrekt, at coronakrisen har gjort os fattigere, og at en generel forhøjelse af afgifterne på drivhusgas for at nå 70 pct.-målet vil gøre os endnu fattigere. Men det er 70 pct.-målet, som uundgåeligt vil koste.
Ligesom det bare ødelægger endnu mere korn at jage storken ud, vil det blive dyrere for det danske samfund at nå 70 pct.-målet uden brug af afgiftsinstrumentet.
Grunden til, at en afgift indebærer en omkostning, er, at det koster noget at reducere drivhusgasudledningen så kraftigt, som 70 pct.-målet lægger op til. Det svarer til, at vi på bare ti år skal reducere udledningerne med omtrent 60 pct. (de 70 pct. er i forhold til 1990).
Benyt tænkepausen
Grunden til, at en afgift er den billigste måde at nå et dyrt mål på, er, at den sikrer, at virksomheder og forbrugere skærer de udledninger bort, de bedst kan undvære.
På den måde virker en afgift som et indirekte tilskud til at spare på energien eller vælge vedvarende energikilder. De udledninger, som giver større værdi end afgiften, bliver opretholdt.
Direkte subsidier og regulering giver ikke samme sikkerhed for at ramme de billigste reduktioner, fordi borgerne ikke har incitamenter og myndighederne tilstrækkelig viden til det.
Det er en grundlæggende økonomisk indsigt. Derfor bliver den samlede regning større.
Regeringen og partierne bør benytte den pause, epidemien har skabt, som en tænkepause. Hvis de synes, at regningen bliver for stor, bør de genoverveje 70 pct.-målsætningen først.
Afvent samlet EU-plan
Jeg beregnede under valgkampen, at det vil indebære en samfundsøkonomisk omkostning på forventeligt 26 mia. kr. om året i 2030.
Det vil samtidig have begrænset – hvis nogen – effekt på det globale klima og gøre de langsigtede mål om klimaneutralitet dyrere at nå.
Desuden er 70 pct.-målet et rent nationalt mål, som ikke tager hensyn til såkaldt lækage: At de reducerede udledninger fra Danmark vil flytte til andre lande. Lækageproblemet er blevet ekstra stort, efter at EU har besluttet sig for at revidere sit 2030 mål til en 50-55 pct.-reduktion.
Hvis Danmark haster sin klimaplan igennem før EU, er der en risiko for, at EU blot kalkulerer den ind i sin plan, hvor den altså vil sænke reduktionsbehovet i andre lande én-til-én.
Alene af den grund bør Danmark afvente, at en samlet EU-plan er på plads. Kommissionens udspil ventes efter sommerferien.
Det vil forbedre den danske målsætning, hvis den i stedet for de isolerede danske udledninger ændres til at handle om Danmarks globale CO2-fodaftryk.
I så fald er en ensartet afgift fortsat det bedste redskab, men afgiften skal korrigeres for lækagerater.
Hvorfor 2030?
Der er heller ingen god grund til at udråbe 2030 til målår. En meget hurtig reduktion øger omkostningerne, fordi den må gennemføres med eksisterende teknologi, og fordi uundgåelige forsinkelser vil kræve dyre, kompenserende løsninger.
Det er værd at erindre sig, at det nye ejendomsvurderingssystem vil have taget 11 år at udvikle, hvis det tages i brug uden yderligere forsinkelser. Altså længere tid end den massive grønne omstilling.
Det er almindeligt med store budgetoverskridelser i offentlige megaprojekter. Regeringens egen vejledning kræver, at store projekter kan rumme en budgetoverskridelse på 50 pct. 70 pct.-målet vil i omfang være det største offentlige projekt i nyere tid.
Uden anvendelse af et markedskonformt prisinstrument som en generel afgift vil det løbe ind i samme problemer. Derfor vil det være hensigtsmæssigt at erstatte tidsterminen med en omkostningsgrænse.
Et dårligt eksempel
Selv inden for sin egen logik er det svært at se en begrundelse for at opretholde et mål om 70 pct. i 2030.
Coronakrisen har ikke kun gjort verden fattigere, men også ført til et mærkbart fald i drivhusgasudledningen.
Det giver altså også, når det gælder drivhusgaskoncentrationen i atmosfæren, rum til at tænke sig om, selv om det økonomiske tilbageslag forhåbentlig kun bliver kortvarigt.
Det eneste argument for 70 pct.-målet er, at det måske vil inspirere andre til at sænke drivhusgasudledningen.
Men hvis vi gør det på en dyr og uhensigtsmæssig måde, vil vi tjene som et dårligt eksempel. Brug den tænkepause, conaraepidemien har skabt, klogt.
