Hver gang, Lars Løkke nævner privathospitalerne, råber oppositionen »overbetaling!« Og det selvom priserne på private hospitaler og klinikker i dag er langt lavere end dengang, overbetalingssagen rullede. Spørger vi i dag, hvem der overbetales, peger pilen på de offentlige hospitaler.
For nylig pustede Mette Frederiksen nyt liv i en gammel traver: Overbetalingen af privathospitalerne.
I partilederdebatten dagen før lanceringen af sundhedsreformen spurgte Mette Frederiksen med bekymring i stemmen Lars Løkke: »Venter der – nøjagtigt som vi har set det før – en overbetaling til privathospitalerne, så fokus ikke er på de patienter, statsministeren ynder at tale om, men i virkeligheden på noget helt andet?«
Man skal have fulgt ualmindeligt dårligt med som politiker, hvis man ikke er klar over, at privathospitalernes priser er faldet markant siden 2007. Allerede i 2013 viste Sundhedsministeriet, at prisen for enkeltbehandlinger var faldet fra 105-110 pct. af den offentlige takst i 2008 til 85 pct. i 2012. Og i 2014 påviste jeg, at privathospitalernes udbudstakst lå på 43 pct. af den offentlige takst. Det vil sige, at selv når man tager højde for forskelle i rammevilkår, som for eksempel de offentlige hospitalers forpligtelser til akutfunktion, forskning og uddannelse og privathospitalernes ekstraudgifter til lønsumsafgift, købsmoms og forrentning og afskrivninger, er der penge at hente ved at bruge privathospitalerne. Også i dag.
Alligevel begyndte overbetalingsdebatten at rulle. På foranledning af Børsens artikel om, at privathospitalerne øjner guld i Løkkes reform skrev Morten Bødskov på Twitter: »Så åbner @larsloekke for guldhanerne til privathospitalerne igen. Hvorfor vil han sende fællesskabets penge den vej?«, mens SFs Kirsten Normann skrev: »Løkkes drøm om privatisering af sygehusene får ny ilt i sundhedsreform. Tak, men nej tak. Vi havde ikke råd til overbetaling sidst – det har vi stadig ikke. Hellere ressourcer nok.« Og i sidste uge kaldte socialdemokraterne Flemming Møller Mortensen og Astrid Krag sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd for at få forklaret, »hvordan regeringen vil sikre, at sundhedsreformen ikke vil føre til overbetaling af privathospitalerne som i 00erne«.
Hver gang, Lars Løkke nævner privathospitalerne, råber oppositionen »OVERBETALING!« Derfor undgår Lars Løkke at tage debatten. Men det er ikke uden konsekvenser.
Pilen peger på de offentlige hospitaler
Lad mig uddybe: I Danmark kan alle komme på hospitalet, hvis uheldet er ude. Behandlingen betales over skatten. Men hvis ventetiden bliver for lang i det offentlige, kan patienterne få offentligt finansieret behandling på privathospitalerne. Enten fordi de selv vælger det, eller fordi de offentlige hospitaler sender patienterne videre til privathospitalerne gennem en af deres udbudsaftaler.
På private hospitaler muliggør fraværet af overenskomstfastsatte faggrænser en anden logistik og organisering af arbejdet. Og bundlinjeperspektivet gør, at hospitalerne ofte er mere strømlinede og specialiserede end de offentlige hospitaler. Derfor er priserne på privathospitalerne ofte lavere end på de offentlige hospitaler.
Min seneste analyse viser, at privathospitalerne de seneste ti år har sparet det offentlige for op mod 1,5 milliarder kr. Penge der kan omsættes til mere behandling, nærvær og omsorg på offentlige sygehuse. Alligevel er privathospitalerne ude i kulden. Siden 2007 er den private markedsandel halveret til 1,25 pct. af al offentligt finansieret aktivitet. Til sammenligning ligger den private andel i Sverige på otte pct. og i Norge på ti pct.
Det understreger, at valget af sundhedsleverandør i Danmark desværre er et spørgsmål om ideologi – ikke om kvalitet og økonomi. Hvis pengene ikke anvendes optimalt, har det konsekvenser for de syge, der må vente længere på behandling. Så lad os endelig diskutere overbetaling, men lad os starte debatten om, hvem der overbetales. Pilen peger på de offentlige hospitaler.
