En ensartet afgift på alle drivhusgasudledninger – det har økonomer længe vidst er den mest effektive måde at begrænse dem på. Den erkendelse har også bredt sig herhjemme. Senest er det fastslået i aftalen om grøn skattereform: »En ensartet afgift på alle CO2e-udledninger er den mest omkostningseffektive måde at reducere emissionerne på, idet den fastsætter en ensartet pris … Dermed sikres, at reduktionerne sker, hvor det er samfundsøkonomisk billigst. CO2e-afgiften bør derfor være et afgørende instrument til at indfri 70 pct.-målsætningen«.
Men vi er på vej til at underminere en meningsfyldt afgift. Når den kommer, kan den være irrelevant, og de vigtigste grunde til at indføre den være væk.
Det er fuldstændig afgørende, at klimaafgiften står alene. Ellers er der ikke en ensartet, omkostningseffektiv prissætning af drivhusgas. Hvis udledningerne desuden underkastes direkte regulering og subsidier, forsvinder de omkostningseffektive egenskaber ved afgiften. Dobbeltregulering kaldes det – og ligesom dobbeltmoral er det ikke dobbelt så godt. Det gør det tværtimod sandsynligt, at regningen bliver dobbelt så høj.
»Der bør være forståelse for regeringens ønske om en »hockeystav«.«
Regeringen er angiveligt tilhænger af en ensartet afgift, men mener, at den tager tid at udvikle. Det har den på enkelte områder en pointe i – primært når det gælder landbruget. Indtil videre vil man sætte en ekspertgruppe til at se på det.
Problemet er, at regering og folketing sætter andre initiativer i gang i mellemtiden – initiativer, der kan stå i vejen for, at en klimaafgift kan komme til at virke hensigtsmæssigt. Det gælder f.eks. den netop indgåede grønne aftalte om vejtransport.
Klimarådet, som sjældent forsømmer en lejlighed til at indtage yderpositioner, presser på for at forcere de voldsomme 2030-mål med store ekstra bindinger allerede i 2025. Men rent bortset fra, at forcering i sig selv er uforholdsmæssigt dyrt, så vil det yderligere øge driften mod ikke-omkostningseffektive metoder.
Politikerne har i forvejen slået et stort brød op med målet om at reducere drivhusgasudledningen med 70 pct. i 2030 (i forhold til 1990). Timingen af målopstillingen har været dårlig – ved at komme det nye EU-mål i forkøbet er der en risiko for, at andre lande kan reducere tilsvarende mindre. Og yderligere hastværk risikerer altså at føre til, at det omkostningseffektive redskab ikke når at komme rigtigt i spil.
Der synes at være et flertal i Folketinget, som oprigtigt ønsker at lade en klimaafgift spille hovedrollen i den grønne omstilling. Det bør bede regeringen koncentrere sig om det nødvendige udviklingsarbejde med afgiften. Er f.eks. en endelig løsning for landbruget for krævende, kan der anvendes mere simple afgiftsgrundlag i en overgangsperiode. Hvis der endelig skal skrues op for ambitionerne, bør det være med skridt på vejen til en generel afgift – ikke bort fra den. Men der bør være forståelse for regeringens ønske om en »hockeystav« – dvs. at størstedelen af 2030-målet realiseres sidst i årtiet. Og man bør insistere på, at vi ikke begynder omstillingen i et galt spor.
