Er tvungen nedlukning bedre end folks frivillige holden afstand? Det mangler vi svar på

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

De politiske forhandlinger om en ny pandemilov er begyndt. Derfor var vismændenes rapport, som blev offentliggjort i sidste uge, ventet med spænding, da de havde proklameret, at netop håndteringen af pandemier ville være et særskilt emne i den.

Og vismændene har da også flere gode betragtninger i forhold til at håndtere COVID-19 og fremtidige pandemier fornuftigt. Jeg er for eksempel meget enig i, at det er vigtigt løbende at monitorere smitten gennem gode, repræsentative tests. Sådanne testresultater vil have enorm værdi, og man kan eventuelt betale deltagerne for at medvirke, så man sikrer en høj grad af deltagelse (senest deltog kun cirka en tredjdedel af de inviterede).

Repræsentative test blev foreslået allerede i starten af april, men det er endnu ikke lykkedes Statens Serum Institut at gennemføre en god stikprøve. Vismændene peger også helt korrekt på vigtigheden af test og kontaktopsporing, og kritiserer – igen helt korrekt – at den danske kontaktopsporing halter efter andre landes, samtidig med at det ikke er muligt at vurdere, hvor effektiv den danske kontaktopsporing er.

Og så efterlyser vismændene – ligesom andre har gjort nærmest siden pandemiens start – en strategi, der kan give borgerne og virksomhederne bedre mulighed for at disponere og planlægge i forhold til stigende smittetal frem for den nuværende situation, hvor ''de hverken kender sandsynligheden herfor eller konsekvensen deraf'', som vismændene skriver.

Frivillig adfærd
Men på helt centrale områder skøjter vismændene hen over afgørende nuancer. Det gælder blandt andet i forhold til at vurdere, om omkostningerne ved nedlukningen står mål med gevinsterne, og hvorvidt nedlukningerne overhovedet virker.

De to ting hænger naturligvis sammen, fordi omkostningerne (som i øvrigt let undervurderes, hvilket jeg kommer tilbage til) stiger relativt i forhold til gevinsterne, hvis effekten af nedlukningen er meget lille.

Derfor kunne vismændene med fordel have gjort mere ud af at belyse, hvad der drev pandemien ned i foråret. Der er ingen tvivl om, at danskerne reagerede længe før, landet lukkede ned. Allerede før 11. marts hilste vi med albuer, holdt afstand og sprittede hænder. Og 12. marts var skoler og arbejdspladser tomme, selv om alt i princippet var åbent. Frivillig adfærd havde altså en stor betydning, og en bred vifte af nyere litteratur peger da også på, at befolkningernes frivillige adfærd – hjulpet på vej af information og signaler fra staten – har været langt vigtigere end statens nedlukninger.

Kort sagt kunne vi formodentlig have opnået cirka samme effekt uden at lukke frisører, massører, restauranter osv., fordi det var vores frivillige isolation, holden afstand og spritten hænder, der betød mest. Det peger i retning af, at pandemier bedre håndteres med fokus på de tiltag, som vismændene selv peger på: information, kontaktopsporing osv.

Planøkonomi
Vismændene burde også have gjort klart, at der er grund til at forvente, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved tvungen nedlukning er væsentligt større end det nationalregnskabsmæssige fald i forbruget.

Det skyldes, at nedlukningen reelt set var en politisk vurdering af, hvilke aktiviteter der ikke er essentielle for et samfund. Men en sådan vurdering ramler ind i det planøkonomiske problem, at politikerne ikke besidder den nødvendige viden i forhold til at vurdere, hvad der er essentielt for hver enkelt borger. Eksempelvis havnede en cola fra Netto i kurven med ’essentielle aktiviteter’, mens et besøg i Zoo havnede i kurven med ’ikkeessentielle aktiviteter’, hvilket måske er rigtigt for nogle, men langtfra alle. Og derfor tilsiger grundlæggende forbrugerteori, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved nedlukningen er (måske endda meget) større end det, vi kan se ud af BNP-tallene.

Desværre ender vismændenes afsnit om pandemier derfor med at være relativt unyttigt i forhold til at få besvaret spørgsmål, der er helt centrale for den førte politik under pandemier. Det er muligt, at vismændene mener, at det ligger uden for formålet med deres rapport at frembringe den nødvendige viden i forhold til at lave en god pandemilov. Men når vismændene bringer emnet op, burde de som minimum have gjort klart, at dette er vigtige pointer, som skal belyses, inden politikerne vedtager en ny pandemilov.

Mit forslag er derfor, at regeringen og Folketinget – inden man giver regeringen nye permanente magtmidler – nedsætter en ekspertgruppe, som grundigt undersøger, dels hvor godt tvungne nedlukninger af økonomien virker i forhold til frivillig adfærd, og dels under hvilke omstændigheder omkostningerne ved de tvungne nedlukninger står mål med gevinsterne.

(Bragt i Information 27. oktober 2020)

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent