En valgsejr til Donald Trump vil ikke være godt for amerikansk økonomi. Men udsigterne er mindst lige så dårlige ved en Kamala Harris-sejr. Og hvad med EU? Trump er jovist ekstrem i sine udtryksformer, men når det gælder økonomisk politik, har man ikke nødvendigvis så meget at lade ham høre for.
Elefanten i rummet er den eksplosive amerikanske statsgæld, der nu er over 120 pct. af bnp og dobbelt så høj som ved århundredskiftet. Den har fået næring af store underskud under pandemien og finanskrisen, men også af vedvarende høje underskud – senest under Trump og Biden.
Fremskrivninger fra bl.a. Kongressens budgetkontor og OECD viser, at gældskvoten vil fortsætte med at stige i de kommende årtier, hvis ikke der tages fat på en konsolidering.
Det er der dog meget lidt af i Trumps valgprogram, som tværtimod rummer håndfaste løfter om ikke at ændre ved de voksende overførsler til bl.a. de ældre, herunder ikke at hæve pensionsalderen. Underskuddet og statsgælden er ikke nævnt med et ord.
Spændinger
Demokraterne – som endnu ikke har vedtaget et program – vil næppe heller gøre noget ved udgiftspolitikken. Man går dog fortsat ind for at rulle Trumps selskabsskattelettelse tilbage – til et internationalt rekordhøjt niveau – men selv om det måske kan reducere underskuddet noget, vil det svække den økonomiske vækst, som er af betydning for at kunne bære en høj statsgæld.
Skattereformen var faktisk Trumps vigtigste økonomisk politiske tiltag og største succes, selvom den ikke var finansieret. Trumps anden væsentlige succes var en indsats mod den voksende reguleringsbyrde, der ligesom høje skatter hæmmer væksten. Den bestod i en regel om at fjerne to reguleringer for hver ny. Initiativet blev standset af Biden, og Harris vil næppe bringe det tilbage.
Trumps protektionisme vakte med rette furore i hans første valgkampagne, men er siden blevet overtaget og udvidet af Biden. Der frygtes yderligere stramninger under både Trump og Harris. Under Biden er USA desuden slået ind på en aktiv “industripolitik” med massiv statsstøtte til især grøn industri.
Det har skabt flere handelspolitiske spændinger. Trump lægger også op til en sådan politik, der bl.a. skal bekæmpe outsourcing, men vil dog rulle en række af Bidens programmer tilbage, herunder støtte til elektriske biler. Det samme gælder restriktioner på energiproduktionen.
Der kan forudses yderligere indgreb mod den indvandring, der i USA – modsat f.eks. Danmark – er en økonomisk overskudsforretning. Ikke mindst Trump slår på indvandringstemaet i valgkampen, hvor Harris som hidtidig “grænsezar” er under kritik, men det kan føre til, at også demokraterne skal vise sig “tough on immigration”.
Udsigterne kunne altså være mere opløftende. En stærk økonomi er ikke alene af betydning for USA, men også for omverdenen, ikke mindst landets allierede i Europa. Men det må noteres, at USA ikke er alene om at være udfordret.
Også i EU er der massive statsfinansielle problemer, protektionisme, statsstøtte og voksende reguleringsbyrde. Den underliggende vækst halter endda efter den amerikanske. Nu er det ikke præsidenten, der suverænt afgør USA’s økonomiske politik.
Faktisk har nogle af de største fremskridt kunnet noteres under delt politisk flertal under Reagan og Clinton og selv den politiske stillingskrig under Obama. Så man kan håbe på, at resultatet denne gang bliver bedre end summen af de to kandidaters politik.
Bragt i Børsen den 7. august 2024
