Danmarks forskningsmæssige udfordringer handler ikke om for få penge. De ligger helt andre steder.
Det kan måske undre. For vi har en økonomisk udfordring med lav økonomisk vækst, og mere viden kan øge væksten. Ligger det så ikke på den flade hånd at øge bevillingerne? Samfundsøkonomisk er mere forskning bare ikke automatisk bedre. Afkastet skal stå mål med investeringen.
Som udgangspunkt investerer virksomhederne op til det punkt, hvor deres ekstra investeringer netop løber rundt. For investeringer i forskning kan der imidlertid være forskel på virksomhedernes afkast og det samlede samfundsøkonomiske afkast. Ny viden kan i princippet anvendes af andre, uden at det er nødvendigt at gentage investeringen. Viden indebærer en såkaldt positiv eksternalitet eller en naboeffekt. Når der foreligger en positiv eksternalitet, kan der være et argument for offentlige subsidier under en eller anden form. Men ikke ubegrænset. Forskning, der koster mere i investeringsudgifter, inklusive subsidier, end de kaster af sig, inklusive eksternaliteten, har ikke en god samfundsøkonomisk begrundelse. Man kan vælge at støtte den af andre grunde, men ikke for at få mere økonomisk vækst.
De samlede udgifter til forskning og udvikling svarer til 3,0 pct. af BNP herhjemme, mens EU i gennemsnit anvender 2,2 pct. Det offentlige subsidierer allerede forskning i betydeligt omfang. Det består i både direkte og indirekte støtte. Den danske stat bruger en større andel af BNP på videregående uddannelse og forskning end nogen anden i OECD, bortset fra den norske.
For private virksomheder består en vigtig støtte til forskning og udvikling i patentsystemet, som giver udvikleren tidsbegrænset monopol. Andre må ikke anvende opdagelsen uden at betale for det. Det forvandler en del af eksternaliteten til en indkomst for virksomheden. Derudover er selskabsskatteskattereglerne for forskning og udvikling særdeles gunstige – modsat beskatningen af almindeligt kapitaludstyr. Investeringerne i F&U kan således straksfradrages, og ikke desto mindre er de løbende renteudgifter fradragsberettigede. Det indebærer i sig selv et subsidium. Hertil kommer, at man kan fradrage mere end de samlede investeringsudgifter. Det er vedtaget at forhøje fradraget permanent til 110 pct. (gradvist til fuld effekt i 2026), men under coronaen har det midlertidigt været forhøjet til 130 pct. Både Socialdemokratiet og Venstre har foreslået et permanent fradrag på 130 pct. Sammenlagt kan det indebære, at der i stedet for selskabsskat reelt udløses et investeringstilskud svarende til op mod 10 pct. af investeringen.
Så udfordringen er ikke, om der bruges penge nok. Derimod er det nærliggende at spørge, om pengene bruges rigtigt.
Der er betydelig forskel på det samfundsøkonomiske afkast ved forskellige typer af uddannelse. Danmark ligger samtidig lavt, når det gælder det gennemsnitlige indkomstløft ved at gennemføre en uddannelse, sammenlignet med andre lande. Der giver grund at frygte, at vi heller ikke får tilstrækkeligt udbytte af de offentlige bevillinger til forskning.
Det er ikke, fordi politikerne ikke blander sig i prioriteringen af forskningsmidlerne. Tværtimod er der stor appetit på at etablere puljeordninger og programmer på populære områder. I øjeblikket vil det især sige klima og bæredygtighed. Problemet er, at denne prioritering ikke bygger på nøgterne, objektive kriterier, men netop politiske motiver og interesser. Hvis politikerne endelig vil blande sig i indholdet, bør det ske efter generelle kriterier, der knytter sig til at kompensere for eksternaliteterne ved forskning. Det er kun dem, der kan retfærdiggøre politisk indblanding til at begynde med.
Men den armslængde diskussion som fylder i øjeblikket, handler om noget andet - nemlíg Folketingets vedtagelse V138. Den handler om, at det er universitetsledelsernes opgave at sikre kvaliteten i forskningen mod misbrug og aktivisme. Debatten afslører nogle betydelige udfordringer for de højere læreanstalter.
Det er ikke svært at finde eksempler på forskning, der ikke lever op til minimale akademiske standarder. Det store spørgsmål er, hvor udbredt det er. Det ved vi reelt ikke. Derfor er det lige så utroværdigt at hævde, at problemet slet ikke findes, som at det er meget stort. Ikke desto mindre har både ledelser og universitetsansatte forsøgt netop at benægte og dermed ufrivilligt styrket mistanken om, at ledelserne ikke altid løfter deres opgave. Det er meget uheldigt, fordi det er langt at foretrække, at ledelserne håndterer det inden for deres mandat frem for at det bliver nødvendigt med politiske diskussioner og indgreb.
Foreløbig er problemet ikke størst på forsknings- men på undervisningsområdet. I den angelsaksiske verden er der eksempler på, hvordan navnlig administratorer og enkelte aktivister har haft held til at forpeste studiemiljøet med en identitetspolitisk dagsorden, som undertrykker lærere og studerendes ytringsfrihed og frie akademiske virksomheder. Vi har ikke set noget i nærheden af det herhjemme, men alligevel bør man tage eksemplerne med fjollede forbud mod sombreoer, danske sange og landenavne som holdbetegnelser alvorligt. Vi kan nok leve med en vis mængde dårlig forskning, men ikke med dårlige studier.
(Bragt i Altinget 17. august 2021)
