Et stort politisk flertal har aftalt at sænke drivhusgasudledningen med 70 pct. i 2030 i forhold til 1990. Flertallet betinger sig dog, at det ikke hæmmer økonomien, og har bedt regeringen fremlægge en grøn skattereform.
Jeg har i en række analyser regnet på, hvad der skal til.
Den mest omkostningseffektive vej til 70 pct. målet er en ensartet afgift på al dansk udledning på 1.155 kr. per ton (oveni de eksisterende afgifter på knap 500 kr.) – dog undtaget personbiler, der er overbeskattede i forvejen. Det vil have en samfundsøkonomisk omkostning på mindst 22,5 mia. kr. årligt. Derfor er det nødvendigt at sænke andre skatter i den grønne skattereform, som øger væksten tilsvarende.
For det første bør der indføres en ensartning af de eksisterende afgifter på drivhusgasser og energi. For det andet bør de mest væksthæmmende skatter sænkes. Det kan gøres ved to alternative pakker: Enten afskaffe registreringsafgift og topskat samt sænke selskabsskatten til 18 pct. Eller sænke selskabsskatten til 11 pct., indføre en ensartet kapital- og aktieindkomstskat på 25 pct., en flad registreringsafgift på 80 pct. samt en fjernelse af loftet over beskæftigelsesfradraget.
Reformen er ikke provenuneutral. Den kræver, at der skabes råderum. Forklaringen er, at den høje drivhusgasafgift i sig selv kun giver et begrænset provenu. Meningen er jo at få afgiftsgrundlaget – udledningen – til at falde. Desuden vil afgiften ramme landbruget hårdt. I runde tal svarer afgiften af landbrugsproduktion til hele erhvervets bruttooverskud.
Hvis man ikke vælger at tilbageføre pengene til landbruget igen, vil vi se en bølge af konkurser. Der er altså ikke et stort afgiftsprovenu at gøre godt med til skattenedsættelser. Der skal tilføres mindst 24 mia. kr. udefra (hvis landbruget kompenseres, ellers 14 mia. kr.). Vælger man at sænke skatter, som er mindre omfordelende, men også mindre væksthæmmende (f.eks. bundskatten), vil regningen vokse yderligere. Det kræver mere råderum, som altså ikke kan bruges på offentligt forbrug.
Det vil nogle partier ikke bryde sig om. Men årsagen er grundlæggende, at 70 pct.-målet koster. Skattereformen er den billigste måde at nå det på. Vælger de en anden vej, stiger prisen. Brug af detailregulering og subsidier i stedet for en ensartet afgift vil sandsynligvis fordoble omkostningen for befolkningen.
Hvis man synes, at prisen er for høj, er det 70 pct.-målet, man skal se kritisk på. Det er uset vidtgående, og det fokuserer snævert på danske udledninger, uanset at de flytter andre steder hen.
(Bragt i Finans.dk 29. oktober 2020)
