Djøf er bekymret for en øget politisering af embedsværket, derfor nedsætter fagforeningen nu et ekspertudvalg, der skal se nærmere på problemstillingen.
Ledelsen i Djøf beskriver i et debatindlæg i Politiken, hvordan politikerne og pressen bidrager til problemet. Desværre overvejer Djøf-ledelsen ikke, om embedsværket selv kunne have et medansvar for problemerne.
I stedet for altid at fokusere på de aktuelle skandaler med instrukser og mink, kunne det indledningsvis i stedet være interessant for en gang skyld at se på en af de største danske succeser for samarbejdet mellem politikere og embedsværk.
Her tænker jeg på dansk økonomisk politik i perioden 1982-2019, hvor der blev gennemført en lang række vanskelige reformer, der har sikret, at vi i dag har en bomstærk økonomi i forhold til sunde offentlige finanser og høj beskæftigelse.
Det særlige ved disse beslutninger har været, at der blandt politikerne i de skiftende regeringer har været en særlig vilje til at tænke langsigtet.
Desuden er reformerne politikudviklet af embedsmænd i Finansministeriet og Økonomiministeriet, der i denne sag udelukkende havde incitament til at levere objektiv, vedholdende og saglig faglig rådgivning.
Det er desværre meget langt fra sådan virkeligheden ser ud i alle politiske sager.
Med henblik på at blive genvalgt vil politikerne oftest have et incitament til at tænke kortsigtet og have fokus på at gennemføre politik uden tilstrækkeligt fagligt sagligt belæg for effekten udelukkende med henblik på at virke handlekraftige i vælgernes øjne.
Tilsvarende har embedsværket ofte en betydelig egeninteresse i de politiske beslutninger, hvilket kan påvirke deres rådgivning. Det gælder eksempelvis i budgetsager - hvor embedsværket har interesse i flere midler og stillinger til deres eget område.
Det gælder endvidere også på offentlige driftsområder, hvor medarbejderne blandt andet kan have et ønske om at undgå de ubehagelige forandringer i opgaver og organisering, der kan være en konsekvens af en effektiv implementering af de politiske beslutninger.
Jeg har beskæftiget mig med den offentlige sektor i over 25 år – både som forsker og embedsmand. Jeg har i den tid set masser af eksempler på, at dygtig embedsmandsrådgivning har forhindret dårlige politiske beslutninger.
Jeg har derimod også set masser af eksempler på, at embedsværkets rådgivning af politikerne og implementering af politiske beslutninger har været skævvredet af egeninteresser. I forhold til sidstnævnte er det forståeligt, at politikere kan blive mistroiske og føle et behov for at bekæmpe en skadelig ”nej-siger”-kultur i dele af embedsværket.
Desværre viser forskning, at når ledelsen i en organisation pludselig begynder at have kraftigt fokus på problemstillinger, der ikke tidligere har været højt på dagsordenen, vil der være en tendens til at overfokusere og overreagere på disse problemer og glemme (underprioritere) alt andet.
Det kan føre til, at et ”nej” fra en embedsmand pludselig alt for ofte bliver betragtet som et udtryk for en bagstræberisk varetagelse af egeninteresser, da politikerne ikke længere har tilstrækkeligt fokus på værdien af embedsmænds evne til at afværge politikernes kortsigtede handlingstrang.
Politikere vil altid lide af voldsom handlingstrang og kortsigtet perspektiv af hensyn til stemmemaksimering ved næste valg. Embedsmænd vil også altid have egeninteresser i form af budgetmaksimering.
Det er et par af de mange uundgåelige indbyggede kilder til dårlige beslutninger (politikfejl) i demokratiet. Derfor bør vi løbende have fokus på, hvordan vi imødegår og minimerer kilderne til politikfejl.
Det er således meget anerkendelsesværdigt, at Djøf nedsætter et ekspertudvalg. Det er dog af afgørende betydning for udvalgets mulighed for at skabe reelle forbedringer i praksis, at arbejdet bygger på en erkendelse af, at årsagen til problemerne skal findes hos både politikere og embedsmænd.
Bragt i Altinget d. 25. januar 2022.
